Det er den sidste fredag i august. Året er 2003, og Anders Fogh Rasmussen (V) skal tale på Søværnets Officerskole til en mindehøjtidelighed. Højtideligheden fejrer 60-året for det folkelige oprør, der i august 1943 førte til faldet for den regering, der samarbejdede med den tyske besættelsesmagt. »Efter gammel skik skal vi sejre eller falde«, synger de unge mænd fra søværnets tamburkorps. Og netop sejre eller falde er en af pointerne i statsministerens tale. »Læresætningen fra 29. august 1943 er, at hvis man mener noget alvorligt med vore værdier, med frihed, demokrati og menneskerettigheder, så må vi også selv yde et aktivt bidrag til at forsvare dem. Også imod svære odds. Selv når der skal træffes upopulære og farlige beslutninger«, siger han. Anders Fogh Rasmussen lægger skarp afstand til den samarbejdspolitik, som regeringen førte under besættelsen. Og han bruger augustoprøret til at argumentere for dansk deltagelse i Irakkrigen. Fordi vi dengang ikke bare dukkede nakken, men tog stilling. På samme måde måtte vi tilbage i 2003 tage stilling og sende soldater ind i Irak. Forenkler fortiden Sådan hiver politikere historien frem for at argumentere for nutidige beslutninger, og ofte bliver fortiden forenklet voldsomt. Uden hensyn til de meget forskellige historiske situationer, forklarer Anette Warring, som er nyudnævnt professor i historie ved Roskilde Universitetscenter. »Det nytter ikke noget at dømme fortiden efter nutidens moral og bedreviden. Historien bliver en dårlig læremester, hvis man forenkler den, og her rider statsministeren historien helt urimeligt. Man er nødt til at sætte sig ind i datidens historiske forhold som baggrund for de valg, der blev truffet«, siger hun. Siden den femte juni 1849, hvor kong Frederik VII underskrev grundloven, har vi hvert år hejst det danske flag, holdt skåltaler og politiske møder. Her er grundloven blevet fejret og hyldet som grundstenen i det danske demokrati. Anette Warring har gennemgået grundlovsfejringerne gennem 150 år, og fejringerne viser, hvordan historien stadig bruges som argument i den politiske debat. Den indgår som en væsentlig del af vores forestillinger om os selv og vores omverden. Og den spiller en vigtig rolle for, hvad vi identificerer os med og føler loyalitet over for. Dermed kan historien også blive et argument for, i hvilken retning vi skal bevæge os. »På grundlovsdag bliver det danske demokrati iscenesat og genfortalt i taler, symboler og sange. Det danske folkestyres historie bliver genfortalt, det aktuelle demokrati bliver diagnosticeret og dets fremtidige udfordringer bliver udpeget. Grundlovsfejringernes arrangører bruger historien til at begrunde deres aktuelle politiske synspunkter. Og fortolkningerne af historien bliver bestemt af den aktuelle politik«, siger hun. I 1999 står Poul Nyrup Rasmussen (S) på talerstolen på Ridebanen bag Christiansborg. Det er grundlovsdag, Københavns Drengekor synger 'I Danmark er jeg født', og på tribunen siger Poul Nyrup Rasmussen (S) til de fremmødte: »Vi fik vores grundlov på fredelig vis og ikke gennem blodige revolutioner. Netop det siger meget om os danskere«. Tilskuerne hujer og klapper, og Poul Nyrup Rasmussen (S) tilføjer: »Det er sjældent, at man ser en dansker med en kniv i den ene hånd, uden der er en gaffel i den anden«. Sådan lød ordene tilbage i 1999, og præcis den formulering er taget ud af den fortælling, vi danskere, i følge Anette Warring, har skrevet ned over os selv. Fortællingen går i korte træk ud på, at vi har opbygget en forestilling om, at vi i Danmark har en særlig dansk form for demokrati. Vores identitet som danskere er i høj grad bygget op om, at Danmark er et land, hvor store forandringer sker i fred og fordragelighed. Men forestillingen hænger dårligt sammen med virkeligheden, for i den historie er der noget, vi glemmer, forklarer Anette Warring. »Samtidig med at Danmark udviklede et demokrati, blev Danmark også en nationalstat. Det blev glemt, at Danmark engang var en multinational og multietnisk stat, og derfor er det en udbredt opfattelse, at en etnisk homogen nationalstat er den naturlige ramme om dansk demokrati«, siger Anette Warring. I tiden op til Anden Verdenskrig bølgede diskussionen frem og tilbage om, hvordan vi fik demokrati i Danmark. I demokratiets første mange leveår, var det en omstridt styreform, og derfor blev grundlovsdag årets vigtigste, politiske kampdag. I 1880'erne var store dele af grundloven sat ud af kraft på grund af Estrups provisoriske (midlertidige) love, og de politiske partier mobiliserede op mod en tredjedel af den københavnske befolkning i store grundlovsmøder. Grundlovsdag og demokratiets historie var en del af den politiske magtkamp. Efter vedtagelsen af 1915-grundloven mistede grundlovsdag gradvist sin betydning. Og med den politiske enighed om det parlamentariske demokrati ved slutningen af Anden Verdenskrig mistede grundlovsmøderne for alvor deltagere. Enigheden om demokratiet skabte også enighed om historien. Der opstod en national grundfortælling om, at danskerne fik deres grundlov uden revolutioner, i modsætning til andre europæiske lande, som stillede samme krav om demokrati. Danskerne indførte demokrati i fred og fordragelighed, blev vi enige om. »Poul Nyrup Rasmussen, dronningen og den daværende formand for Folketinget, Ivar Hansen, var alle enige om at hylde denne opfattelse i deres taler ved 150-års jubilæet for grundlovens fødsel i 1999«, siger Anette Warring. Men i virkeligheden blev grundloven langtfra indført så fredeligt, som vi tror. Da den første gang blev underskrevet i 1849, var Danmark et land i borgerkrig. Og det tog mange år, før Estrups regering gik af og dermed gav plads til demokrati. Alligevel hænger vi fast i forestillingen om, at vi indførte demokratiet på fredelig vis, forklarer Anette Warring. Det skaber problemer - selv i dag. »Erindringsfællesskabet udgør en stor forhindring eller i hvert fald forklaring på, hvorfor der er en udbredt skepsis over for blandt andet EU-forfatningen og en yderligere integration i projektet«, siger hun. Det er en ironisk pointe, mener Anette Warring. Fordi selv EU-tilhængere puster til et nationalt erindringsfællesskab, hvor det 'særligt danske' spænder ben for at argumentere for en stærkere orientering om EU. Omvendt er det let for nej-sigerne at bruge forestillingen om en særlig demokratisk danskhed til at fremme EU-modstanden. »Folkebevægelsen mod EU og Dansk Folkeparti bruger netop grundlovsdag til at tage udgangspunkt i det nationale fællesskab med grundloven som et urørligt nationalt symbol på linje med Jellingestenene eller Kronborg. De fremfører en tese om, at et medlemskab af EU ikke bare er en trussel mod statens suverænitet, men også mod vores særlige danskhed«, forklarer Anette Warring. »Derfor er ja-sigerne nødt til at føre en anden erindringspolitik, som gør op med forestillingen om den særlige demokratiske danskhed«. Fogh misbruger historien Det kan altså gå galt, når politikere hiver historien frem. I forordet til Undervisningsministeriets nye hjemmeside i anledningen af 60-året for Danmarks befrielse, skriver Anders Fogh: »Under nazisternes besættelse blev mange danskere stillet over for valget mellem at gøre det rigtige, at tage klart stilling og dermed udsætte sig selv for en stor personlig risiko. Eller bøje nakken, følge med strømmen og prioritere sin egen velstand og sikkerhed«. Med de formuleringer, tager statsministeren skarpt afstand fra samarbejdspolitikken under besættelsen. Det har han ret til. Men problemet er, at det er kraftigt unuanceret, misbrug af historien og en groft forenklet fremstilling, siger Anette Warring: »Der var mange andre motiver til samarbejdspolitikken end selvtilstrækkelighed og materialisme. For eksempel kunne man hævde, at samarbejdspolitikken var den bedste måde at beskytte demokratiet på. Det må man respektere, også selv om man i dag måske synes, at det var en forkert politik«. For som den nyudnævnte professor siger: »Fortiden ændrer sig ikke, men det gør historien om den hele tiden. Vi omskriver hele tiden historien i forhold til aktuelle politiske spørgsmål, men vi skal passe på, at vi ikke forenkler den i en sådan grad, at vi mister jordforbindelsen. Så bliver den et dårligt kompas i nutiden«.