»Jeg læser det, du skriver i Politiken, og jeg har faktisk gjort lidt det samme som dig«, fortalte en far mig i sommer. Vi mødtes over opvasken på en campingplads i Høve, og mens sulfo og stegefedt kæmpede i baljen, fandt vi sammen om faderskabets glæder. »Jeg har sådan en bog, hvor jeg skriver alle de sjove ting, min datter sagde, da hun var lille. Man glemmer det jo så hurtigt, men det er fantastisk at holde fast i«, sagde den begejstrede far med den skinnende nybarberede hovedskal, mens han skrubbede ivrigt på en gryde med fastbrændt kødsovs (en lejrklassiker).
Flov over far
Hans kønne 12-13-årige datter stod ved siden af med et viskestykke over skulderen og de der lidt for store, hvide tænder, som piger i den alder har. Hun vendte det hvide ud af øjnene, mens hun sikkert tænkte på, at det ville være rart at komme på sprogrejse eller til Ibiza kun med veninderne til næste år. Han fornemmede lysten til emneskift, men fortsatte ufortrødent: »Ja, hun kalder det 'Fejlbogen', for hun mener, vi bare gør det for at drille hende med de forkerte ord, hun sagde. Men sådan er det ikke. Det er jo for at kunne huske hende, som hun var dengang«. Pigen med tænderne sukkede dybt, og jeg kunne næsten høre hende tænke på den kommende konfirmationsfest, hvor faderen så ville rejse sig op og underholde selskabet med 'sjove' fortalelser. Rigtigt slemt vil det være at høre sine fejltrin gengivet på versefødder til 'Jeg er havren, jeg har bjælder på'. Her har datter og far det jo så nok stort set lige så svært som sulfo og fedt. Sulfoen fornægter snavset, mens fedt jo er det, vi alle sammen holder allermest af, når det kommer til de der dybe instinkter i hjernen, som engang hjalp os til overlevelse i et barskt klima.
Flagremus og stinkedyr
Jeg er også selv helt vild med fejl. Det er kanonsjovt, at Christian S. taler om en 'flagremus' og et 'stinkedyr', for en flagermus flagrer faktisk, og et stinkdyr ved ikke noget bedre end at gå rundt og stinke. Og så lyder det bare skønt og saftigt. At Johanna kalder sine fingervanter for fingrevanter, giver mening på et logisk plan, der er jo immervæk mere end en finger, der skal i vanterne. Når Christian spørger efter en 'tv-avis', når han mener tebirkes, er det måske knapt så meningsfuldt, men ganske sjovt. Især fordi vi i vores familie nu er begyndt at sætte os for at se 'tebirkes' kl. 18.30. Måske er det familiernes måde at skabe deres eget hemmelige sprog? Ligesom marsvin godt kan lide at ligge og trykke sig sammen i en bunke, så kan vi lide, sådan på et sprogligt plan, at være helt tætte om en kode, som ingen andre forstår. Dybest set er vi vel alle kæledyr. Og som min datter en dag sagde til en veninde, da de legede, og hun havde trukket nitten og skulle være kanin: »Der er ikke noget ved at være kæledyr, hvis ikke der er nogen, der kæler med én!«
Københavnerbirkes
Fejl er en slags zombier. Med stirrende, udstående øjne og stive arme strakt frem for sig kommer de efter os, til døden os skiller. Og lidt til. Min bror, der i år runder 40, er blevet far for nylig. Stadigvæk må han høre for, at han i sin barndom stod ved spækbrættet en morgen og kom til at sige: »Jeg står altså og 'konsomtrerer' mig om at smøre min 'tærbærgis'«. Hvor de sære ord altså er lydsprog for 'koncentrerer' og 'tebirkes'. (Til jyske læsere skal jeg lige gøre opmærksom på, at tebirkes er det, I kalder en københavnerbirkes, hvis bageren overhovedet fører den slags. At københavnerbirkes så smager helt forkert, det er en anden snak).
At nyde cigaren
Og så var der min mor. Som røg cerutter af mærket Mini Golf og bar tykke briller i overstørrelse, som det jo var moderne engang. En morgen i forvirringen omkring familiens opstandelse skyndte hun sig ud i brusekabinen og tændte for vandet, bare for at opdage at hun havde glemt at lægge både cerut og briller. Hun døde for en del år siden, ganske pludseligt. Jeg tror, jeg konstaterede med mig selv, at jeg var ved at få sorgen på afstand, da jeg en dag opdagede, at jeg sad og klukkede indvendigt ved tanken om, hvordan vandet havde silet ned over hendes briller og den slatne cigar, hun stadig stod og tyggede i. Når alt det andet er forbi, så er der ingen, som husker på 13-taller, heroiske overarbejdstimer, powerpointpræsentationer, nye biler og gamle fjendskaber. Så er det kun fejlene, vi husker. Altså de andres.