For mange fans af gru og gotik har nøglescenen i 'Phantom of the Opera' altid været den, hvor Christine river masken af sin bortfører, manden, der har tiltrukket og frastødt hende. Og hvad gemte sig under masken? I den oprindelige opkørte stumfilm over Gaston Leroux' gyserroman fra 1925 viser det sig, at maskeringsgeniet Lon Chaney var ækel, deform og skrækindjagende, og i den snusfornuftige genindspilning fra 40'erne var Claude Rains heller ikke for køn. Og den nye? Versionen, der får dansk premiere i dag? Skal vi ikke lade anmelderne om at holde på den hemmelighed; jeg tør dog godt love, at 'Phantom of the Opera', som Joel Schumacher ser den, musical eller ej, er den ekstreme version af de tre, den med de mest radikale løsninger, såvel hvad angår pænhed som gotisk ekstravagance. Handlingerne i filmversionerne har været temmelig forskellige, men Schumachers handler om operaingenuen Christine (Emma Rossum), der efter sin fars død er blevet opfostret på afstand af en besynderlig stemme bag spejlet, som ansporer hende til at bruge sin stemme, og efterhånden som hun stiger i operahusets hierarki, eliminerer 'spøgelset' (Gerard Butler) hendes rivaler (Minnie Driver m.fl.). Christines kæreste, den unge hovedrige sponsor, Raoul (Patrick Wilson), ved ikke rigtig, hvad der foregår. Og hvem er ham den ansigtsløse hævner, der holder til i katakomberne under operaen blandt tusinder af kærter og alskens romantisk marskandiserjunk? 80 millioner fans Det er ikke underligt, at holdet bag 'Phantom', da Politiken møder det i London, sidder lidt uroligt på sæderne. Dagen efter interviewenefår 'Phantom' urpremiere i London, hvor den begyndte sit nye liv i ægteskabet med Andrew Lloyd Webbers musik, den udgave, der er blevet synonym med dens titel, og som er blevet set af 80 millioner mennesker verden over, tro det eller lad være. Meningerne om filmen var delte i England. Det kunne dårligt være anderledes. 'Kunstigheden' blev påtalt, de psykologiske arketyper. Det faktum, at Lloyd Webbers sange og ikke mindst orkestreringen af dem smager mere af 1980'erne end af 2004. Men denne søndag i London er vi alle, sådan cirka, uberørte af den slags, og Joel Schumacher griner mere end vanligt, højt og forførende og tit farligt. Schumacher er instruktøren, der dyrkede først teenagefilmen med 'Kliken fra St. Elmo' og 'The Lost Boys', siden fuldblodsdramaet med 'A Time to Kill', 'Falling Down' og 'The Client' og endelig blev en slags amerikansk dogmebror med 'Tigerland' og holdt det rimeligt eksperimenterende sigte med 'Phone Booth'. 'Phantom of the Opera' var ikke noget forventeligt karrieretræk fra den nu 65-årige Schumacher. Med hans latter i ørerne er det indlysende at spørge, hvorfor han ikke faldt for fristelsen til at gøre 'Phantom' til ren camp: »Jeg synes faktisk ikke, det er et valg, man har. 'Phantom of the Opera' er en stor fejende gotisk romance, og hvis man sætter sig for at være kynisk og smart eller på den anden side genert og bly omkring den, så er den ødelagt. Man skal favne den, give efter for den og lade den modnes, nøjagtig som den er skabt. Og den skal være skamløst romantisk«. »Men«, siger Joel Schumacher med løftet pegefinger for ikke at blive afbrudt, »men mit job som instruktør er det samme, om jeg så befinder mig i en telefonboks i en amerikansk storby eller i Pariseroperaen i 1870'erne. Den glitrende glamour i 'Phantom' er obligatorisk, men der er ingen grund til at gå så langt som Gaston Roux selv, hvis roman blander 'Klokkeren fra Notre Dame' med 'Svengali' og 'Skønheden og udyret'. I bogen var spøgelset arkitekt for shahen af Persien, og jeg havde det sådan: Den mand må have sit eget harem, han må være hovedrig og tilbedt ved hoffet. Hvorfor fanden skulle jeg føle medlidenhed med ham?«. Derfor fandt Schumacher på en forhistorie til spøgelset, et flashback, der skulle vække sympatien og medlidenheden og forklare, hvorfor Christines reservemor (Miranda Richardson) har beskyttet ham i alle disse år. Spøgelse med skotsk dialekt Det er med en lillebitte mørk stemme og tyk skotsk dialekt, at Gerard Butler - komplet med actionstjernemuskler i en stram bluse - fortæller, at spøgelset, den rolle, han spiller i filmen, »reagerer, som han gør, fordi han frygter, at han kommer til at tilbringe hele sit liv mutters alene og uden nogen ved sin side i operahusets katakomber. Han er en mørk figur helt grundlæggende, men der findes ingen, der er helt igennem god«. Butler udtaler 'good' som 'gyd', og det er svært ikke at lade sig charmere af manden, der indtil nu har excelleret i muskuløse actionroller i 'Lara Croft Tom Raider: The Cradle of Life', 'Timeline' og 'Attila'. Han er den synlige modsætning til Broadway-musicalstjernen Patrick Wilson, der bliver den dårende blonde operamæcen Raoul, Christines barndomsven og kæreste. Wilson, der slog igennem som mormonen, der springer ud som bøsse i den epokegørende tv-serie 'Engle i Amerika', er en af amerikansk films unge helte. Den 18-årige Emmy Rossum, der giver Christine liv, var ved at uddanne sig til operasanger, da hun blev opdaget til film som 'Songcatcher' og 'Mystic River'. Men Schumacher igen. Joel Schumacher er sin 'Phantom of the Opera' - på godt og ondt, vil mange sikkert mene. Er du forpligtet til som instruktør at bevare en vis psykologisk realisme?

»Til enhver tid. I enhver fantasi skal der være en kerne af realisme, en genkendelig følelsesmæssig ballast. Det gjaldt også i film, jeg har lavet, som 'Lost Boys', 'Batman' og 'Leg med døden' ('Flatliners'). Når man laver en eventyrfilm, er man så meget desto mere nødt til at gå strikte efter den psykologiske realisme, ellers går alt galt, og skuespillerne har brug for at føle, at de står midt i en slags virkelighed. Fægtekampen mellem spøgelset og Raoul på kirkegården til sidst skal ikke være en lille sværdleg, men en kamp til døden - selv midt i den falske sne og en aldrende instruktør, der skriger efter dem, og vindskærmen og ...«. Allerede i 1988 kontaktede den verdensberømte Andrew Lloyd Webber den forholdsvis uerfarne Joel Schumacher for at høre, om han ville filmatisere 'Phantom of the Opera'. En scene i 'The Lost Boys' havde overbevist Lloyd Webber om, at Schumacher havde sans for at parre action med musik. I de første år var 'Phantom' indimellem ved at blive til virkelighed, men alligevel gik der godt halvandet årti, inden det kom så langt. Purung teenagepige »Men jeg insisterede på at nærme mig 'Phantom' som kærlighedshistorie, ikke som musical«, siger Schumacher. »Når man ser Degas' balletbilleder, ser man, at pigerne er purunge, så jeg krævede at få lov til at besætte rollen som Christine med en teenagepige, en pige, det ville være realistisk at se vågne op til kærligheden såvel som til den meget mørkere seksualitet, det tvangsmæssige, nærmest destruktive. Og jeg ville ikke acceptere midaldrende mænd som spøgelset og Raoul! Ikke noget 'Lolita i Pariseroperaen' her! Jeg havde brug for unge, ekstremt sexede, pragtfulde skuespillere. Hvis de var stjerner, fint! Hvis ikke, lige så fint. Andrew sagde, at det var okay, men til gengæld krævede han, at de selv skulle synge deres partier«. Joel Schumacher har, mere end noget andet, gjort det til sit speciale at arbejde med helt unge, ofte ganske uprøvede spillere. Navne som Matthew McConaughey, Demi Moore og senest Colin Farrell har prøvet alt væsentligt af med Schumacher som en af de allerførste. »Stjerner har det problem, at de alt for tit har fået at vide, hvad der er så fantastisk ved dem, og de finder ud af, at det er nemmere bare at glide ind i den rolle, alle forventer at se fra dem. De unge ukendte derimod er nødt til at være på tæerne. De har ikke lært alle unoderne endnu, og alle muligheder ligger åbne for dem. De er sjældent fulde af varm luft, som en eller anden agent har blæst op i røven på dem, og de plejer at være usikre, skrøbelige og ret nervøse«. I 'Phantom of the Opera', der har dansk premiere i dag, har vi cirka tre af slagsen, tre fuldmodne starletter af begge køn. Lad os se, om de overlever at være med i en film, der lige netop ikke er tidstypisk og smart.