Sjældent har naturen virket så stor. Og menneskenes verden så lille. Vi er vant til, at jordskælv indtræffer ét sted, i et enkelt land og med ofre af samme nationalitet. Men en bølge kan rejse langt, ved vi nu. Og da flodbølgen ramte land, var det ikke alene på kyster spredt over en hel verdensdel, men med ofre fra alle kontinenter. Med ét fik hele verden noget at tale sammen om. Og mere end nogensinde foregår samtalen denne gang på internettet. Hjemmesider for pårørende Tv-stationer, aviser og frivillige i en lang række lande har åbnet hjemmesider for pårørende, hvor de kan efterlyse deres savnede, få nyttige kontakter og søge hjælp fra andre, der har haft held i deres søgen. En hurtigere måde at skaffe sig oplysninger på end via myndighederne, har det vist sig i mange tilfælde. På internettet giver de overlevende også lyd fra sig, fortæller om deres oplevelser i de rædselsfulde minutter, da flodbølgen ramte land. Og får luft. Sådan samles alle de små brudstykker i en mægtig mosaik, der gør det tydeligt, at dette i sandhed er en global katastrofe, men også at den som enhver katastrofe består af mange tragedier af den slags, der ikke rammer nationer, men mennesker. Med navne og ansigter, ægtefæller og børn. Informationen manglede Da vandet trak sig tilbage fra ferieøen Phuket i Thailand, var det eneste, Paola di Maio havde tilbage, fire liter vand og en internetforbindelse, skriver den britiske avis The Guardian. Det gik hurtigt op for hende, hvad folk manglede: information. Så i samarbejde med nogle venner og en håndfuld computer-entusiaster, heriblandt studerende fra New Delhi og en tv-producer fra Sri Lanka, etablerede hun SEA-EAT, en hjemmeside, hvor folk kan dele viden og kontakter om katastrofen. Og hun er ikke alene. På den britiske tv-station BBC's hjemmeside skriver pårørende og overlevende fra alle de ramte lande - dels i søgen efter dem de savner, dels for at fortælle om egne oplevelser. Herhjemme kan man på Danmarks Radios hjemmeside se amatørvideoer af flodbølgen. På Politikens hjemmeside skriver overlevende deres beretninger. Og i Sverige og Norge har de store aviser oprettet adresser på deres hjemmesider, hvor man kan efterlyse savnede, og hvor overlevende kan give sig til kende i vished om, at aviserne vil kontakte deres familier. Samme service ydes af lokale aviser i Sri Lanka, Thailand, Indonesien og Indien. Far og søn sammen via nettet Det var også på internettet, at svenske Viola Hellström fandt ud af, at hendes to år gamle nevø, Hannes, havde overlevet flodbølgen i Thailand. Drengens far og bedstefar var blevet lokaliseret på et hospital i området, mens hans mor og bedstemor stadig var savnet. Da det forlød, at et forældreløst barn befandt sig på hospitalet, strømmede forældre til, som ikke selv kunne finde deres børn. Men ikke hans egen familie. Den vidste intet om, at han var fundet, før Viola Hellström fra sit hjem i Sverige på sygehusets særlige katastrofehjemmeside fik øje på et billede af en dreng i armene på en sygeplejerske. Og genkendte ham. Få timer senere var hendes mand på vej til Thailand. Før i tiden var der kun én vej til viden i den slags situationer: at ringe til myndighederne. Eller til nød: at banke den savnedes foto op på mure og lygtepæle. Men de officielle telefonlinjer er overbelastede, og fotos er svære at anbringe, når man selv sidder på den anden side af kloden med sin bekymring. Det er - siger nogle - internettets største øjeblik. »Tak til internettet«Christine Pretty, Amersham, Storbritannien (BBC): »Min søn Steve Pretty dykkede ud for Andamanerne. Har nogen hørt nyt fra Adamanerne? Er det sandsynligt, at telefonisk kontakt vil blive genoprettet snart?«. Chris Jones, Windsor, Storbritannien (BBC): »Min smukke søster Lisa døde, da tsunamien ramte den lille ø Koh Phra Thong i Thailand. Hun var miljøarbejder og havde dedikeret sit korte liv til at hjælpe naturen og miljøet, hun blev 31. (...) Vi savner hende allerede forfærdeligt, verden var et bedre sted med hende«. D. Indika, Colombo, Sri Lanka (BBC): »Disse dødstal er kun en optælling af lig på hospitaler, men vi kan se lig overalt i gaderne, inde i bygninger, busser, tog og selv i havet. Tusindvis af mennesker og hundreder af køretøjer befinder sig i havet, og vi kan stadig se flydende busser på åbent hav. Mindre end en fjerdedel af det landlige kystområde står tilbage; større byer (med enorme turistområder) er fuldstændig blevet skyllet væk, og vi er nødt til at bygge dem op fra grunden (...) Alle hovedvejene og jernbanerne er fuldstændig skyllet bort. Nogle landsbyer er svære at finde«. Rob Delissen, Nieuwegein, Holland (BBC): »Tak, Voi-Ping. Din besked på dette sted skaffede mig i kontakt med din datter på Koh Racha Yai. Min bror Theo og hans kone og datter ser ud til at være o.k. ligesom alle andre på øen. Tak, BBC, tak, internet«. Kevin Aldrich, Phang Nga, Thailand (BBC): »Jeg vågnede, til hvad jeg troede var banken på vores hoteldør - den sprang op, og vi blev smidt ud af vores senge af det stigende vand. Det knuste vinduerne bagved, og vi blev båret ud. Vi ramlede ind i vægge og lofter, men i løbet af minutter steg vandet højere (...) og det var ikke højt nok. Bygningen rundt om mig kollapsede, og jeg blev trukket ind i strømmen. Da jeg kom op, var der en gren, jeg greb og holdt fast i. At overleve, når vandet trak sig tilbage, var det sværeste. Jeg var presset mod et træ af vandet, mens ting og lig begyndte at presse sig imod mig, og det føltes, som om jeg blev knust. Til slut var hele bygningskomplekset væk. Der er mange andre som mig - fortabte, forvirrede og på eftersøgning efter deres elskede«. »Vi lever i håbet«Alan Jones, Petersfield, Storbritannien (BBC): »Vi er desperate efter at høre nyt om vores datter Charlotte Jones, som var på øen Racha Yai nær Phuket, da bølgen ramte. Hun er 24, fem fod og 6 inches høj med karakteristiske dreadlocks. At komme igennem på nødlinjens nummer har vist sig umuligt. Vi lever i håbet«. Anisha, Colombo, Sri Lanka (BBC): »Gaderne i Colombo er uhyggeligt stille i dag. I mit kontor fortæller kollegerne hinanden, hvordan de undslap døden. Lige nu befinder alle her sig i en tilstand af chok. Telefonlinjerne er afbrudt, og alle er klistret til nyhederne«. Graham, Skotland (BBC): »Min kusine, hendes mand og to børn var på Maldiverne for at holde jul og nytår. Har lige fundet ud af for lidt siden, at de er i live. De lå på stranden, da flodbølgerne ramte! De var nødt til at binde deres børn til træer. Ellers var de blevet ført bort af vandet«. Felix Arabia, Penang, Malaysia (BBC): »Jeg blev skyllet væk af tidevandsbølgen, men heldigvis blev jeg ikke trukket med tilbage i havet. Jeg blev båret ind i en slags enorm kanal, hvor de lokale har deres både. I løbet af få sekunder blev denne ellers fredfyldte kanal forvandlet til et rasende inferno af både skyllet på land, masser af fisk var allerede døde og flød omkring i det ekstremt beskidte kloakvand. Jeg betragtede allerede mig selv som en tabt sag og blev slynget mod massive både i høj fart. Til sidst fik jeg fat i en slags massiv træplade, der hang ned fra en båd, som endnu ikke var skyllet til havs. Jeg råbte på hjælp, og en kinesisk mand formåede at kravle ned. Jeg var stadig omtåget og orkede knap at få fremmumlet et tak«. Haifa, Villingilli, Maldiverne (BBC): »De, som ejer store både, er indtrængende blevet bedt om at sejle til befolkede øer og fiskeområder for at hjælpe med at undsætte folk. Den eneste radiostation sender kun bønner og ingen nyheder. Der er panik på nogle af øerne på grund af mangel på nyheder fra andre egne af landet«. Arne Hansen, nord for Trincomalae (DR-Nyheder): »Alle løb for livet og nogle kravlede op i træer og overlevede, men da deres børn ikke var i nærheden, kom de ikke med, og bagefter kunne de ikke finde dem - sikkert taget af flodbølgens tilbageløb«. Alison Saetta, Colombo, Sri Lanka (BBC): »Vi havde kun sekunder at forlade rummet i, da bølgerne kom tordnende gennem vinduet med forbløffende fart og styrke. Vi løb til rummet ovenpå. I løbet af sekunder stod bølgerne og vandet op til vores første sals balkon. Pludselig trak vandet sig tilbage med tilsvarende styrke, slugte vores rum i stueetagen og tog selv badekarret med sig. Så kom bølgerne igen og fyldte alt omkring os. Det var, som om vi var på et skib i en storm. Bølgerne trak sig meget hurtigt tilbage, og vi så de vigende strømhvirvler fyldt med senge, køleskabe, min datters soppebassin sammen med lig. Da vi så ud over havet, så vi, at havbunden lå nøgen som en ørken i omkring en kilometers udstrækning. Der var intet hav. Det var som vandene, der deltes. Vi løb, nu vadende igennem stumper af alt muligt. Vi så vores bil fanget i et træ. Ti minutter senere hørte vi et enormt brag af bølger, da havet kom ind for tredje gang - denne gang for at knuse og fuldstændig ødelægge hotellet (...) Mange mennesker forsvandt fra deres rum, da den første bølge ramte. Familier blev simpelt hen suget ud af deres rum og forsvandt«. »Her er kaotisk«Jim Garner, Herts, Storbritannien (BBC): »Min yngste søn er i Thailand, og jeg har ikke fået noget svar på mine e-mail. Hans navn er Reece Garner, han er 29 år. Han skulle komme hjem torsdag. Han rejser alene. Vær venlig at hjælpe med at finde ham. Vores kirke beder for dig, søn«. Julie Klitbo, Phuket (DR-Nyheder): »Vi var 5 speedbåde ude på en gang ... kun to klarede den tilbage til havn - der er ca. 20 mennesker om bord på hver. Alle øerne, Rayan, Phi Phi, Coral m.fl., er virkelig hårdt ramt. Vi sidder på evakueringscenter i Phuket by ... (...) Der er til gengæld rigtig mange sørgelige skæbner her, mange der har mistet familie, sågar set dem drukne og været helt hjælpeløse (...) Jeg må af, flere skal til ... her er kaotisk«. Ali, Male, Maldiverne (BBC): »Male (en ø, red.) er beskyttet af en speciel kunstig barriere, og alligevel er den blevet oversvømmet og ødelagt. De andre øer har ingen beskyttelse - der er tusindvis af disse øer med tusindvis af mennesker på, heriblandt turister, og der er ingen form for kommunikation, end ikke for at lade dem vide, hvad der sker. Meget trist, vi frygter, at der kan være tusindvis af døde, heriblandt fiskere og dykkere«. Dr. Upul Wijayawardhana, Grantham, Storbritannien (BBC): »Min fætter Mr. Daya Ranjan Wijaya Gunawardana var passager på det tog, som blev skyllet bort ved Hikkaduwa, Sri Lanka. Hans kupé blev fyldt med vand og rullede rundt fire gange, før den landede. Da han kravlede ud med stort besvær, fandt han sin voksne søn og datter, som rejste med ham, også klynget til siden. Forbløffende nok har de det godt bortset fra smerter«. Havard og Bridget, Porsgrun, Norge (BBC): »Vores kære søn Gareth Buset er i Koh Phi Phi. Vi har ikke hørt fra dig. Vi leder efter dig på de måder, vi kan, og beder for dig. Vi elsker dig. Hold ud, kære søn«. Jens Karing, Penang, Malaysia (DR-Nyheder): »Først på eftermiddagen bemærkede vi en lang, hvid linje i havet nord for Penang. Vi diskuterede, hvad det mon var. Ved hjælp af kikkerter blev vi klar over, at det var en enorm bølge. Da den kom tættere på, blev det klart, at der var flere store bølger, der konstant brækkede meget langt fra land. Vi så små fiskerbåde forsøge at sejle væk fra bølgen for så at give op, dreje rundt og gå ind i bølgen med fronten først. Bølgerne blev ved med at brække langt fra land, og det var det hvide, vi havde set. Vi kunne se en del fiskerbåde kommer over de største bølger for at forsvinde bag dem. Desværre kæntrede nogle af bådene, og mindst en blev knust. Efter bådene var kæntret, så vi folk svømme hen til bådene, men de blev skyllet væk af andre store bølger. Vi så ingen af dem komme ind til land, og vi er bange for, at nogen af dem må være omkommet«. Bala Karunakaran, Killinochi, Sri Lanka (BBC): »Jeg er en medicinstuderende fra Kings College London, der optjener noget erfaring i Killinochi General Hospital i det nordlige Sri Lanka. Jeg har aldrig set sådan et kaos. Folk blev i stor hast bragt til vores hospital i busser og militærkøretøjer. Vores lighus flyder over med lig. De fleste af de døde er kvinder og små børn. Vi har også mange små børn på vores afdelinger, som endnu ikke er identificeret«. Vicky Wong, Phuket, Thailand (BBC): »Jeg var heldig at overleve - den kvinde, som havde en souvenirbutik under mit hotel, flygtede med mig. Bølgen tog alt, hvad hun havde: hendes butik såvel som hendes hus, alt. Alligevel tilbød hun mig, hvad hun havde af kontanter i sin lomme, for at sikre sig, at jeg kommer sikkert hjem«. Vijay, Chennai, Indien (BBC): »Det bliver blodigere og blodigere time for time. To dage efter tragedien er der ikke længere tid til at identificere ligene - de fleste af dem er begyndt at rådne. Det er et rædselsfuldt syn at se lig stuvet sammen langs kysten fanget i træer og krat. Luften er fyldt med stanken og med klageskrigfra de overlevende«. Sayyeda Valli, Mombasa, Kenya (BBC): »Min familie lejede en glasbåd, og vi var 24, der satte sejl. (...) Pludselig begyndte de af os, som var sprunget i havet, at blive trukket med af strømmen uden noget varsel. Båden, som var forankret, begyndte at hvirvle rundt og rundt. De syv mennesker, som var sprunget i havet, blev trukket i alle retninger, og der var panik overalt. De, som sprang i for at redde dem, blev også trukket væk, selv om de var gode svømmere. Vandet begyndte at skifte farve og blev meget oprørt, og der var et område, hvor vandstanden faldt, og det virkede, som om resten af havet flød ned i det. Pludselig steg vandet i løbet af sekunder, og sandbanken forsvandt igen så hurtigt, som den var dukket op. (...) Med hjælp fra andre både i området lykkedes det os at redde passagererne fra vores båd«. Michelle, Cardiff, England (BBC): »Som svar på Sean fra Wokingham. Nej, dækningen er ikke smagløs. De af os med familie i de ramte områder er ude af os selv for hvad som helst af nyheder, vi kan få, og BBC og andre nyhedsformidlere hjælper os med at få den information langt mere end udenrigsministeriet«. Deana, Swindon, England (BBC): »Jeg vil gerne udtrykke min taknemlighed over for befolkningen i Sri Lanka. Da bølgen ramte vores hotel, flygtede ikke én af de ansatte, i stedet hjalp de os. Indehaveren selv blev skyllet væk af bølgen, men overlevede og kom tilbage for at sikre sig, at alle hans gæster kom sikkert ud!«.