De fleste kender det nok fra deres egen skoletid. Et nyt kladdehæfte. Og pludselig har man også en ny skrift. På første side rejser bogstaverne sig elegant af papiret og slår deres aristokratiske sløjfer. Lister hen over linjens streg på tåspidser. Og hvisker mellem linjerne til den, der fører pennen: Nu bliver alting anderledes. Man er nærmest et nyt lille menneske. Lidt nede på siden kommer så den første ord-deling (med en lille ærgerlig streg ved linjens slutning). Bladet vendes. Efter et par linjer må et ord streges over. Lidt efter synes ny og gammel stil at slås om hånden. Og på tredje side er det slut. Man får andet at tænke på end bod og bedring. Og så tæver vokaler og konsonanter igen hen over siden uden at slå unødigt følgeskab med linjen. Man er sig selv igen. Intet er forandret I morgen er den første dag i et helt nyt år. Og også på kalenderens første sider har man det med at skrive anderledes rankt og forhåbningsfuldt. Efter princippet: Fake it, till you make it. Sådan går man nu engang ind i et nyt år. Med alle sine forsætter og alle sine planer om at blive nye og bedre mennesker. Men glem det. Heller ikke i år bliver der tid til at forbedre sig synderligt, viser en granskning af, hvad danskerne faktisk bruger tiden på. Hverdagen er ikke noget friløb med evigheder indlagt til beåndede indfald og eksperimenter. Den er et stramt koreograferet figurløb, hvor de fleste trin ligger fast på forhånd. Vi sover, arbejder, zapper og spiser tiden bort. Basta! Vil man blive bedre til noget, må man liste sin fremgang ind i nogle af de umådeligt mange gøremål, der allerede fra årets start står skrevet med usynligt blæk i den nye kalender. På et af trædemøllens mange trin, i et blik på den daglige togtur eller i tonen i en telefonsamtale. Det intelligente folk Særligt stålsatte sjæle med stor tiltro til egen karakter kunne selvfølgelig finde på at gribe sagen anderledes systematisk an. Lægge ud med at overstå alle årets pligter og vaner, for dernæst - i al den kære fritid, der herefter kommer rullende - at indfri deres løfter om at præstere en ny og forbedret version af sig selv. En slags kalendermæssigt svar på den gamle tradition med at gemme chokolademaden til sidst. Næppe noget utænkeligt indfald i et land, hvor 78 procent af borgerne ifølge en global meningsmåling selv skønner, at de er mere intelligente end gennemsnittet. Og altså klogere end os andre. Og sådan vil vi forsøge at regne året ud. Ved at lægge samtlige pligter og vaner på én lang række, for at se hvor langt frem i kalenderen vi skal, før der bliver plads til at træde i karakter. 112 dages søvn I morgen er det 1. januar. En dag, der begynder sent og i det store og hele går med oprydning, tømmermænd og gensidige bebrejdelser angående gårsdagen. Glem 1. januar. Det bliver ikke i morgen, at vi bliver nye mennesker. Og i øvrigt ligger der 364 gode gammeldags dage forude. Altså: Vi begynder i overmorgen. Hvor meget fri tid har vi så til vores rådighed? Ét er fornemmelsen af det ocean af minutter og timer, der strækker sig foran en, når man omsider får stablet sig op og står på sådan en dugfrisk 2. januar og skuer ind i sit nye liv. Et andet er, hvor meget af denne tid man allerede har disponeret over. Uden at gøre sig det klart. Her er det, at vi må gribe dybt i statistikken. Af alle sysler bruger det moderne menneske mest tid på en enkelt: at sove. Hvis vi altså ser bort fra de mest indlysende: at blinke, trække vejret og fordøje - altså være vågen. Og de færreste forventer vel i fuldt alvor at kunne forbedre sig afgørende i bevidstløs tilstand. I gennemsnit sover europæerne godt otte timer i døgnet, viser et studie af kontinentets indbyggeres tidsforbrug offentliggjort i juli af Eurostat. Svenskerne mindst. Kvinder en smule mere end mænd. Og franskmændene mere end nogen andre. Danskerne er ikke med i undersøgelsen, men heldigvis har vi vores metoder. Politiken holder nemlig øje med sine læsere. Vi vil vide, hvad I laver, når I ikke læser avis (og hvordan i himlens navn I kan drømme om overhovedet at bestille andet). Til den brug har vi fået udført en undersøgelse kaldet MediaDagen 2004, hvor alt, hvad den typiske Politikenlæser foretager sig i løbet af et døgn, står indskrevet og udmålt i minutter. 112 dage er sovet væk Det viser sig, at en Politikenlæser sover i gennemsnit i 7 timer og 23 minutter i døgnet (lidt mere i weekenden, lidt mindre til hverdag). Det bliver i løbet af et år til godt 2.694 timer. Eller lige godt 112 dage. Som altså er: RØGET. Vi er fremme ved onsdag 25. april, før Politikenlæseren så meget som kommer til bevidsthed og kan begynde at overveje at forbedre sig. Med mindre selvfølgelig, at mindre søvn, mere søvn eller dybere søvn netop er et af nytårets forsætter. På jobbet i 64 dage Den næststørste luns, vi river ud af vores liv, er arbejde. Også her er vi venlige ved Politikenlæseren. Egentlig ligger den faktiske arbejdsuge i den vestlige verden på 39,2 timer, men her regner vi ferie, ledighed, deltid og alt det skravl med, og når derfor frem til, at de, der sidder med denne artikel for sig, i gennemsnit arbejder 5 timer og 28 minutter på hverdage og 1 time og 12 minutter lørdag og søndag. Regnet over et helt år løber det op i 64 døgn i andres tjeneste. Vi er nu fremme ved 29. juni. Tre uger med mad i munden Ingen forhindrer os i at blive bedre bilister (ud over naturligvis alle de andre idioter på vejene). Og enhver har lov at have som nytårsforsæt at blive en flinkere passager i bussen eller at promenere et stort smil gennem byen på flade såler. Men lad os være ærlige: Det bliver næppe i transportsituationen, at et nyt og bedre menneske dukker op. Transport er transport. Man flytter sig fra ét sted til et andet, og undervejs er ens medmennesker ikke ret meget andet end ... i vejen. Transport er fyldtid. Og vi må derfor trække den fra. Københavnere transporterer sig hver dag i gennemsnit i 50 minutter, viser Trafikministeriets Trafikredegørelse fra 2004. Men en Politikenlæser tilbringer dagligt over 1 time og 15 minutter i bil, tog, bus, på cykel eller skosåler. Vi har nemlig travlt. Og steder at besøge. Satte man sig for at overstå al årets transport i ét stræk, ville man være i bevægelse i godt 19 døgn i træk. Eller for at sige det på en anden måde: Det kan ikke betale sig at have nytårsforsæt, før vi er fremme ved lørdag 21. juli. Indtil da skal vi sove, arbejde og lade os befordre. Og så er vi omsider hjemme og parate til at blive bedre til et eller andet. Skulle man tro. Men også den tid, vi kalder fri, rummer poster, der hverken er til at komme udenom eller er synderligt oplagte til åndelig eller anden form for vækkelse. Danske kvinder bruger i gennemsnit tre timer og tre kvarter om dagen på husholdningsarbejde. Mænd to en halv time. Alene her ligger selvfølgelig betragtelige muligheder for, at mændene kan blive bedre mennesker (eller det mindste bedre mænd). Begge tal er hentet i Socialforskningsinstituttets rapport 'Hvad kvinder og mænd bruger tiden til' fra 2003. De dækker over store forskelle, der kan have afgørende betydning for, hvor sent på året, tiden er inde til at gøre noget ved sine nytårsforsætter. Et ungt par uden børn bruger således kun tilsammen fire timer om dagen på husholdningsarbejde, mens et par med børn bruger mere end dobbelt så meget, nemlig ni en halv time. Det er simpelt hen for kompliceret. Lad os regne i runde tal. En gennemsnitlig Politikenlæser bruger hver dag godt 12 minutter på havearbejde eller reparationer i hjemmet, 77 minutter på andre huslige gøremål og 66 minutter på børnepleje. Tilsammen over 39 døgn med slid og slæb i hjemmet. Vi er fremme ved lørdag 24. september. Hvorefter vi skal vaskes og have sat håret. Det tager så 14 døgn. Det bliver lørdag 8. oktober, før det kan blive alvor med de nytårsforsætter. Så skal der købes ind. I næsten 26 minutter om dagen. Eller tilsammen seks døgn på jagt mellem kølediskene. Trækker vi lidt af transporten fra, kan vi komme ned på fem. Og så har vi ikke engang spist endnu, hvilket tager 24 stive døgn med gaflen i hånden morgen, middag, aften og nat. 37 døgn med tv Måltidet bringer os frem til lørdag 6. november. Og til det, man for alvor kan kalde fritid. Det er nu - i vinterens spæde begyndelse - at der bliver tid til at blive et større, mere indfølende, engageret og renfærdigt væsen. Og dog. Først skal vi lige se fjernsyn - den største af alle fritidsbeskæftigelser i den vestlige verden. Det bruger vi ganske vist ikke så meget tid på som amerikanerne, der har apparatet kørende 7 timer og 20 minutter hver dag. Vi danskere nøjes med godt to en halv time. Men det er også halvdelen af vores fritid. Den typiske Politikenlæser ser fjernsyn i 2 timer og 27 minutter om dagen. Det bliver lige til 37 døgn. Og da det vel må henregnes under vanskelige opgaver at sidde og blive et særlig meget bedre menneske med fjernbetjeningen i hånden, skal vi frem til onsdag 7. december, før der for alvor bliver plads til at fokusere på sine nytårsforsæt. Bortset fra selvfølgelig, at det nok er vanskeligt at sidde og blive ret meget bedre til noget, mens man læser. Medmindre man netop har lovet sig selv at læse mere, hurtigere eller af større lødighed. Læsning må vi altså også have pillet ud af kalenderen. Bøger bruger en gennemsnitlig Politikenlæser i 21 et halvt minut på om dagen. Ens aviser tager det (åbenbart kun) i snit 32 minutter at læse. Tilsammen 13 døgn. Vi er fremme ved 20. december. Årets næstkorteste dag. Nu snerper det til. Og så skal vi til at tale i telefon. Det gør en Politikenlæser i gennemsnit i 17 et halvt minut om dagen. Med det går der godt 4 døgn. Det er juleaftensdag, før man får lagt på. Hvorefter vi giver os til at spille computerspil. Det tager 6 et halvt minut om dagen. Næsten 40 timer om året. Og hvis vi smider brætspil med i puljen, er vi fremme ved 26. december. Så kan vi lige nå lidt sport. Fire dage af det, og vi skriver 30. december. Nu er jeg desværre nødt til at røbe, at der åbenbart er visse overlap i statistikken. Så mange faktisk, at tæller man alle de minutter sammen, som en typisk Politikenlæser i dagens løb afsætter til forskellige gøremål, viser det sig, at døgnet ikke (som hidtil antaget) rummer 24 timer, men hele 31. Godt og vel endda. Statistisk usikkerhed kalder man den slags. Det er næppe klogt at give sig til at spekulere over, hvilke overlap der her er tale om. Hvad det er for aktiviteter, der åbenbart i stor stil udføres på samme tid blandt læsere af dette blad. Arbejde og computerspil? Søvn og telefonsamtaler? Transport og sex? Hvor i himlens navn der skal blive plads til de 119 minutters afslapning og hygge på hverdage og de 197 ditto lørdag og søndag, som en typisk Politikenlæser også har, ved ikke jeg. Det må statistikerne selv ligge og rode med. Det var sikkert ellers et udmærket sted at begynde at indfri sine snart et år gamle løfter til sig selv. Men her i kalenderen har vi altså ikke 35 dage at rive ud til rent sofaliggeri. De er med andre ord inddraget. Lidt sex på falderebet Hvorefter vi lige akkurat får plads til en endnu vigtigere aktivitet. I hvert fald set med artens øjne. Heller ikke sex - har jeg læst mig til - rummer de store nybrud og vilde eksperimenter. For de allerfleste. Det er med andre ord næppe under selve akten, at man lever op til sine løfter om - hvis jeg må udtrykke mig så frit - nye boller på suppen. Hvor meget tid vi bruger på således at underholde hinanden med os selv, mangler der klare tal for. Kondomfirmaet Durex skønner på baggrund af en stor international undersøgelse, at danskerne i gennemsnit har sex 114 gange om året. Hvor længe ad gangen tør de ikke gætte på. Vi må sjusse os frem. En britisk undersøgelse viser, at briterne (som nøjes med 77 gange) også udviser mådehold hvad angår udstrækningen og overstår hver tur i høet på 10 minutter. Et italiensk samleje (som der skulle være 105 styk af pr. indbygger om året) varer i knap 14 minutter. Et brasiliansk skulle strække sig fra en halv til en hel time, mens bonobo-abens - for fuldstændighedens skyld - er overstået på 13 sekunder. Det bliver altså et slag på tasken. Lad os tro det bedste om hinanden og sige, at Politikens læsere, der vel forstår at tage et klædeligt tilløb, nøjes med 90 omgange i årets løb, men til gengæld magter at strække forestillingen til 17 minutter. Det bliver i årets løb til et døgn. Godt og vel. Og så vi fremme ved nytårsaften. Det er altså først på årets sidste dag, at man for alvor får tid til at blive et nyt og bedre menneske. Det er så i dag. I har travlt.