Den britiske teaterverden er i oprør. Birmingham Repertory Theatres beslutning om at sløjfe sin produktion af den omstridte sorte komedie, 'Behzti' ('Vanære'), har udløst en livlig debat om religion og ytringsfrihed, og mange slår til lyd for at lade stykket blive genoplivet andetsteds. Forestilling taget af plakaten Neal Foster, direktøren for et andet af byens teaterselskaber, Birmingham Stage Company, har i det sidste døgn modtaget utallige sympatitilkendegivelser, efter at han mandag aften tog initiativ til at redde 'Vanære', hvis skildring af seksuel vold, mord og moralsk korruption i et sikh-tempel har stødt mange, om end langt- fra alle, sikher. De positive meldinger kommer fra såvel kolleger, almindelige teatergængere og sikher, der rent faktisk gerne ville have set stykket. Da repræsentanter for Birminghams sikh-samfund ikke kunne garantere, at det ikke igen ville komme til voldelige demonstrationer foran Birmingham Repertory Theatre, som tilfældet var lørdag aften, tog teatret modstræbende 'Vanære' af plakaten. Men Foster er uenig i den beslutning - han mener, at ytringsfrihed er vigtigere end sikkerhedshensyn. »Hvis det havde været mig, der havde haft ansvaret, ville jeg have fortsat med stykket og stolet på, at politiet kunne sørge for sikkerheden«, siger Neal Foster fra sit kontor i London, hvor telefonen har kimet, siden han indledte sin redningsaktion. Ud til publikum Hvad den munder ud i, er endnu uvist, men Foster agter i dag at foreslå teaterkolleger over hele landet, at man så mange steder som muligt afholder en særlig læseaften med det formål at få 'Vanære' ud til en større skare. Hans ide er, at oplæsningen skal efterfølges af en debat med deltagelse af publikum, skuespillere og ledende sikh-repræsentanter. Det vil, siger Foster, give mulighed for at granske stykket under lidt roligere omstændigheder - uden de kulisser, der klart viser, at det foregår i et tempel. Samtidig vil de sikher, der måtte have lyst til det, få chancen for at forklare, hvad de finder anstødeligt ved 'Vanære'. Ideen er endnu ikke blevet præsenteret for teaterstykkets forfatter, Gurpreet Kaur Bhatti, for det har ikke været muligt - heller ikke for Neal Foster - at kontakte hende. Hun gik i løbet af mandag under jorden på politiets anbefaling efter at have modtaget dødstrusler, men venner af hende har udtalt sig om hendes reaktion. »Hun føler, at dette er et forsøg på at udøve censur mod hende. Det er pøbelvælde«, siger filminstruktøren Shakila Taranum Mann, til the Guardian. Forkert beslutning Det er spørgsmålet om ytringsfriheden og dens grænser, der i høj grad dominerer de britiske medier. Flere avisledere er enige med Neal Foster i, at det var forkert at tage 'Vanære' af plakaten, det samme mener det britiske skuespillerforbund, og der lyder også advarende ord om, at teatrets kapitulation øger risikoen for selvcensur - og måske i virkeligheden svækker etniske gruppers mulighed for at komme til orde. »Jeg håber, at dette ikke vil skræmmer teatre fra at tackle provokerende emner. Der ligger en sørgelig ironi i, at Birmingham Rep faktisk er et af de teatre, der har givet dramatikere fra etniske minoriteter mulighed for at udtrykke sig. Hvis konklusionen er, at det for fremtiden er bedst at overlade det til hvide unge mennesker at skrive teaterstykker, så ville det være tragisk«, mener Neal Foster. Langsigtede konsekvenser For mediekonsulenten Sarina Malik, der selv gennem flere år havde ansvaret for at sætte stykker med særlig relevans for et asiatisk publikum op på et teater i London-området, handler problemerne omkring 'Vanære' imidlertid langtfra kun om ytringsfrihed, men om de fremtidige relationer mellem asiater og hvide i Storbritannien. »Min bekymring er, hvordan hele sikh-samfundet bliver portrætteret, når vi ved, at det kun var en håndfuld sikher, der optrådte aggressivt. Jeg er virkelig bekymret over den skade, som nogle få menneskers optræden kan forårsage for den generelle opfattelse af sikherne. For mig er det sagens kerne - i højere grad end ytringsfrihed«, siger dr. Malik, der frygter, at de langsigtede konsekvenser af sagen kan blive negative for sikherne. »De har ikke præsenteret sig i et - efter vestlige, liberale kriterier - tolerant lys, ikke som rolige og rationelle. Det fremkalder minder om bogbrændingerne i forbindelse med Rushdie-affæren, som jo stadig står klart i erindringen«. Det finder hun på mange måder er uretfærdigt, for der er mange forskellige slags sikher, også folk, der slet ikke har nogen holdning til det omstridte teaterstykke. Og sikher har da også generelt haft ry for at være en tolerant befolkningsgruppe. Kulturel ufølsomhed Sarita Malik er ikke sikker på, at det fra starten var en god ide at sætte 'Vanære' op. Hun har selv været i situationer, hvor hun f.eks. undlod at engagere komikere til sit tidligere teater, fordi hun mente, at deres optræden ville virke anstødelig af religiøse grunde. »Jeg betvivler ikke forfatterens ret til at offentliggøre sit stykke. Men det er muligt at udvise kulturel ufølsomhed, også over for sine egne. Jeg tænker bare på, hvad der ville være sket, hvis forfatteren til dette stykke ikke havde været sikh, men hvid. Så havde der måske været et ramaskrig på grund af stykkets indhold«, siger dr. Malik.