Hvilke kulturelle værker det er god borgerdyd at kende til, er ikke noget, kulturministeren skal blande sig i. Det synes flere venstrefolk, som siger, at en national kulturkanon ikke er en løftestang for almendannelsen, men smagsdommeri. »Det rager ikke statsmagten, hvad familien Danmark har stående hjemme på reolen, eller hvilke museer den skal besøge. Staten skal ikke blande sig i, hvad danskerne skal synes er god kunst og kultur«, siger Venstres folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech. »Regeringen skal ikke belære folket på den måde. Det gør man kun i socialistiske stater. Det hører slet ikke hjemme i et liberalistisk samfund. Det er simpelthen statsautoriseret smagstyranni«. Fokus på værdierne Udmeldingen kommer efter kulturminister Brian Mikkelsens forslag om udarbejdelse af en national kulturkanon, hvor syv udvalg skal udpege de tolv vigtigste værker inden for kunstformerne. Værkerne skal samles og udgives i 100.000 eksemplarer, fordi kulturministeren ønsker at skabe debat om den danske kulturarv - og dermed udbrede kendskabet til den. De liberale kulturordførere bakker ministeren op. Ifølge formanden for Folketingets Kulturudvalg, Kim Andersen (V), sætter en kanon spot på værdierne i det danske samfund, og det hjælper til en forståelse af det nationale ophav. »Det styrker os som mennesker, hvis vi forstår den historiske og kulturelle baggrund, vi kommer fra. Der er ikke lagt op til en snæver diskussion, men derimod en diskussion mellem kloge mennesker, som har forstand på kunst og kultur. Målet er ikke en facitliste, som er præget af et bestemt syn. For mig er debatten og processen hen mod udarbejdelsen det vigtige«. Et nationalt opdragelsesprojekt Birthe Rønn Hornbech synes ikke, der er behov for syv statslige udvalg for at få en offentlig debat om dansk kultur. Opgaven skulle overlades til folkeoplysningen, der giver tilskud til kulturlivet uden hensyn til politiske partier. Tidligere Venstre-minister Britta Schall Holberg kalder kanonen et nationalt opdragelsesprojekt. »En regering, der med stor succes har slået sig op på at fjerne smagsdommere, kan ikke selv gå ind og udpege nogle nye, der skal definere, hvad god kunst og kultur er. Det skal man overlade til folk selv«. Påvirkning fra udlandet Den statslige meningsdannelse må ifølge Britta Schall Holberg have vigepligt for individets egen meningsdannelse. Hun understreger, at en litterær kanon giver mening, fordi den bliver videregivet til børn og unge, og fordi den handler om dansk sprog. Omvendt kan man ikke tale om en særlig dansk kulturarv inden for andre kunstformer. »Mange danske strømninger i malerkunsten, for eksempel, kommer fra udlandet. Derfor giver det ingen mening at udpege danske værker uden at sætte dem ind i en international kontekst. Og så får jeg det altså dårligt over, at voksne mennesker skal have noget udleveret, som eksperter har udpeget som særlig god, dansk kunst«, siger hun og peger på faren for, at en statslig blåstempling af visse værker blokerer for kreativitet og nytænkning inden for kunstverdenen. Kulturminister Brian Mikkelsen (K) kalder kritikken misforstået. »Det er selvfølgelig fair, at folk har forskellige holdninger, men jeg tror ikke helt, man har forstået, hvad vi vil med den her kanon. Vi kommer med et forslag. Ikke en facitliste. Der er ingen skam i at få en debat om, hvad der er kvalitet, og hvad der ikke er. Udvalgene kommer med tolv forslag, men derefter er det op til den enkelte selv at tage stilling«.