Konklusionen er til at få øje på, uanset hvilken af de mange anmeldelser af den tre en halv time lange familiesaga om familien Gregersen man læser. Det er gået. Ikke godt, men nogenlunde. Den længe ventede film om en families rejse fra 1954 til 1974 er hverken vellykket eller mislykket. Det er blevet til tre ud af seks stjerner de fleste steder. Men selv om meget kunne ønskes anderledes, skal den nok få det store publikum i biograferne, som den er tænkt til. Og fortjener det sådan set også. Tre ting er gået galt, hvis man skal tro de forholdsvis enige anmeldere, som i diverse dagblade i dag sætter ord på deres oplevelse foran lærredet med instruktør Charlotte Sachs Bostrups filmatisering af forfatteren Christian Kampmanns fire romaner om den borgerlige familie Gregersens slingrende vej ud af 50'erne, igennem 60'erne og ind i 70'erne. 1. Tiden er glemt. Vi ser kun personer. Og personerne blev i Christian Kampmanns romaner netop forstået ud fra deres tid. Uden så meget som en radioavis kommer tidens løsrevne manerer og slagord til at virke mere hule, end de måske var. 2. Filmen fortæller for mange historier om for mange personer til, at nogen af dem for alvor får et dramatisk forløb. I stedet for gribende drama bliver det til mange spring rundt i persongalleriet. 3. Blandt flere glimrende skuespilpræstationer er der også mindre gode - og måske ligefrem forkert valgte skuespillere. »I sin iver efter at være seriøs er Charlotte Sachs Bostrup endt med at gi' os en for stilfærdig film, der er så nænsom og omhyggelig, at dramatikken mangler«, skriver Birgitte Grue i B.T. »Fortællingen om familien Gregersen handler om mennesker, der i mer' end én forstand bli'r taget med bukserne nede og væltes omkuld af en frigjorthed, de selv tror, de repræsenterer, men som de slet ikke magtede at håndtere«. Ifølge B.T.'s anmelder er det ikke længere chokerende at overvære en borgerlig kernefamilie afvikle sig selv. Det så vi allerede i Matador. Og bøvl i parforholdet er vi blevet stopfodret med på det seneste. Familien Gregersen er, skriver B.T., blevet »en meget smal film om overfladiske mennesker i en overfladisk tid. Og desværre er den også selv blevet overfladisk«. I en mere venligt stemt anmeldelse skriver Berlingske Tidendes Ebbe Iversen, at filmen ganske vist aldrig bliver til »Svimlende original filmkunst«, men at den er et »sympatisk kvalitetsprodukt med en mild duft af 'Matador' og 'Krøniken'. Man gribes sjældent, erkender han, men mister alligevel aldrig interessen for »figurernes utroskab, opgør og fortvivlede forsøg på at holde sammen på krakelerende kernefamilier«. Men filmen favner bredt i stedet for at grave dybt og minder derfor om en tv-serie, mener Ebbe Iversen, der nu alligevel spår 'Familien Gregersen' »den folkelige succes, som den både tilstræber og fortjener«. Gusten adfærd I Ekstra Bladet kalder Jonna Gade filmen for om ikke et fejlfrit mesterværk, så dog som folkelig underholdning og tidsbillede på niveau med 'Krøniken'. Og i Jyllands-Posten tager Erik Svendsen som en af flere fat på det problem, at filmen vil noget med alle sine personer og måske derfor ikke når det. »Vi får opbrud på opbrud, en opvisning i gusten adfærd. Folk falder på stribe - men forudsætningen for, at vi oplever et fald, er, at personerne har noget at falde ned fra«. Vi mangler de frydefulde scener, mener han. »Nærvær, eller at folk nyder hinanden i et vist omfang«. I Berlingske Tidende peger Ebbe Iversen på en mangel, som også andre anmeldere har øje for: »Faktisk foregår filmen i en slags politisk og kulturelt limbo, (...) hvor man næsten intet får at vide om datidens danske samfund. Personerne læser ikke aviser, hører ikke radio og ser ikke fjernsyn«. I Weekendavisen noterer Bo Green Jensen, at Christian Kampmann i sine bøger netop ville »skildre danskernes rejse fra 1954 til 1974«, men at filmens tidsbillede er renset. »Familien Gregersen fravælger konsekvent at skildre personernes omverden«. Og videre: »Problemet er blot, at passionerne derved tangerer det banale. (...) Hvad vi ser er elskov, liv og død, ægteskab og utroskab, som i enhver anden 'soap-opera'«. På Dagbladet Information har anmelderen Christian Monggaard svært ved at afgøre, hvad vej han skal vende tommelfingeren. »Stærke skuespilpræstationer blander sig med mindre stærke, bevægende melodrama bliver til sæbeopera, og interessante sidehistorier og personer afløses af ligegyldige begivenheder«, skriver han. Anderledes afklaret synes Politikens Bettina Heltberg i sin anmeldelse. »Det er ikke lykkedes for manuskriptet og for instruktøren Charlotte Sachs Bostrup at gøre Kampmanns personer interessante nok, til at vi holder dem ud i så lang tid«, skriver hun ligeud. Og efterlyser som sine kolleger et billede af den verden, familien lever sit brogede liv i. I stedet spiller mænds seksualitet hovedrollen. »Og måske kunne en bedre skuespiller end Thomas Levin som Bo have givet os det indtryk for alvor«. Ham er de øvrige anmeldere ellers begejstrede for. »Bedst er den forholdsvis ukendte Thomas Levin, der spiller Bo, så man tror på, at han rummer et konfliktfyldt, indre liv. Det er et vaskeægte gennembrud for den 26-årige skuespiller«, skriver Christian Monggaard i Information. Og i Berlingske Tidende: »Som den homoseksuelle Bo får den uhyre præcist spillende Thomas Levin et fornemt filmisk gennembrud«. Og så er der varianten af både ris og ros fra Jyllands-Posten: »Selv om Bo er et dramaturgisk problem, fordi han ikke udvikler sig en meter i historien, er Thomas Levin udmærket«. Sublimt Der synes også at være enighed om, at Pia Vieth gør det gribende i sit portræt af den nervebetonede mor. »I en meget gribende scene viser Pia Vieth, som er moderen, sublim skuespilkunst«, skriver Jonna Gade i Ekstra Bladet. Og i Information: »Pia Vieth leverer en flot præstation i rollen som den taktilsky mor, der har baseret hele sin eksistens på faren og børnene«. Også Laura Drasbæk roses for sin rolle som søsteren Karen. Hun får »meget ud af sin spinkle Karen-figur, der er så uselvstændig og usikker på sig selv og sit værd, at hun altid synes på kanten af et sammenbrud«, skriver Information. I Kampmanns bøger var Karen »lidt af et postulat«, skriver Jyllands-Posten, men i filmen er figuren »forløst med både smerte og en ulmende charme«. De øvrige skuespillere er anmelderne noget uenige om. Hvor de nævnes, får Robert Hansen og Sofie Lassen-Kahlke dog ikke sprogets ypperste gloser hæftet på sig. De er, skriver Weekendavisen, »for belastede af deres fortid som Anja og Viktor«. Og i Jyllands-Postens Erik Svendsens øjne ender »producenten Regner Grastens darling, Sofie Lassen-Kahlke, (...) med at ligne Askepot, der har sovet længe i et syrebad«. »Vi har bedt om fuldtonede satsninger, der vil mere med stoffet end 'Krøniken'. Familien Gregersen gør dog forsøget, og mange af dens intentioner bliver udmærket realiseret«, slutter Informations Christian Monggaard i forsonlig tone. Som de fleste. Også JydskeVestkysten, hvor Carsten B. Grubach skriver, at »Familien Gregersen fortjener trods sine mangler et stort publikum, for den rummer kilometervis af stof til eftertanke«.