Når man lytter til en sang af Cole Porter, lader man sig forføre af det melodiske sug såvel som spidde af dens urbane ironi. Han var Broadways og siden Hollywoods mest blændende nonchalante flanør i 30'erne og 40'erne, og han var i allerhøjeste grad i live, da Cary Grant påtog sig en rolle ved navn 'Cole Porter' i en såkaldt biografisk film i 1946. Filmen havde ikke det allerfjerneste med Porters liv at gøre og var i øvrigt virkelig ringe. I dag åbner Irwin Winklers 'De-Lovely', en film der postulerer at være mere ærlig end forgængeren fra 1946. 56-årige Kevin Kline spiller sangskriveren, der finder sammen med millionarvingen Linda, spillet af 36-årige Ashley Judd. I virkeligheden var Linda otte år ældre end Cole, de mødtes i Paris i 1918 og var, i princippet, sammen, til hun døde i 1954. Ingen biografi før denne film har prøvet at gøre deres kyske ægteskab til en så afgørende del af Cole Porters liv. 'De-Lovely' fortæller ærligt om Porters tiltrækning til mænd, men trivialiserer den også. Spørgsmålet er, om den loyalt beskriver hans kærlighed. Boris Kochno, den purunge skønhed fra Ballets Russes, der var genstand for Porters ømhed midt i 1920'erne, var ikke et stykke labert boytoy som beskrevet i 'De-Lovely', men derimod en højt begavet mand, der i en alder af 17 blev kunstnerisk rådgiver for ballet-impresarioen Sergej Diaghelev. Og hans elsker, men det er faktisk en anden historie. Indtrykket, der står tilbage efter 'De-Lovely', er af en stor heteroseksuel kærlighedshistorie, og manuskriptet lusker rundt om det brændende spørgsmål: Havde de to overhovedet sex? Altså med hinanden? Linda var lige kommet ud af et voldeligt forhold og havde næppe, gættede vennerne dengang, igen udsat sig for en heteroseksuel mand. Cole Porter var manden, der var udenfor i Tin Pan Alleys musikalske miljø i 1920'erne. Hvor hovedparten af sangskriverne var jødiske emigranter fra Lower East Side, var Porter en velstående gårdejersøn fra Indiana. Det var først cirka 15 år inde i en ikke særlig lovende karriere, at han pludselig kom på sangen 'Let's Do It' med dens dristige frodighed af zoologisk sex, og han blev en succes. »Det er simpelthen så enkelt«, sagde Porter til kollegaen Richard Rodgers, »jeg skriver bare jødiske melodier!«. Skjulte budskaber? Porter var berømt for sit vid, og han var en af tidens mest berejste og 'kontinentale' amerikanere, altid i Paris eller Venedig eller London, og i månedsvis. Efter gennembruddet med showet 'Paris' i 1928 er der ingen grænser for hans udfoldelse i de næste 10 år. Og den dag i dag er der overraskelser og frydefulde chok at hente, når man griber tilbage i hans sangskat. Den plastiske, effektivt melodramatiske 'Night and Day' (1932): »Like the beat, beat, beat of the tom-tom/ when the jungle shadow fall« ... »a hungry yearning burning inside of me« ... jovist, det er svedig lyrik. I filmen 'De-Lovely' bruges Porters tekster til at belyse tildragelser i hans liv, hvilket er lovlig ahistorisk og indlysende ukorrekt. Den frivole 'Anything Goes' var ikke Cole Porters 'seksuelle uafhængighedserklæring', det var der for så vidt ingen sang, der var, fordi hans seksualitet vedblev at være en hemmelighed. Ligegyldigt hvor meget man forser sig på Porters sangtekster, må man gå slukøret derfra. 'True Love', fra 'High Society', er lige så hvidskuret hvedebrødsagtig, som den lyder, og når man fremhæver, at Porter ofte brugte det kønsubestemmelige 'jeg' og 'du', så sangene i princippet kan synges fra mand til mand, er det ikke mere rigtigt for Porters vedkommende end for andre forfatteres. Med i sangbogen fra 30'erne hører 'Just One of Those Things', hvor Porter betragter den romantiske kærlighed gennem sin egen salonfæhige kynisme, men ikke narrer nogen. Og 'I Get a Kick Out of You', hvor afhængigheden strækker sig fra alkohol over kokain til svæveflyvning. 'Begin the Beguine' er en af de mest storladent romantiske sange nogensinde. 'My Heart Belongs to Daddy' endnu en rapkæftet, sexet sag, introduceret af Mary Martin og udødeliggjort af Marilyn mange år senere. I 1937 er Cole Porter ude for en rideulykke og får knust begge ben. Anden Verdenskrig sætter en ny og enklere dagsorden, som den sofistikerede Porter har svært ved at leve sig ind i. Men han prøver at tilpasse sig. Under krigen har han fem hitshows, men ingen af sangene er på niveau med de tidligere - eller senere for den sags skyld. I 1948 har han sit livs største triumf med 'Kiss Me, Kate' med en håndfuld fremragende sange, 'So in Love', 'Wunderbar', 'I Hate Men' m.fl., der tilmed er så integrerede i handlingen, at de kan være svære at pille ud som uafhængige hits. Linda Porter døde i 1954, og Cole Porter fulgte efter i 1964.