Da DR-Drama sendte det gamle rejsehold på pension havde det rejst landet rundt, men ingen grænser krydset. Det havde taget forlænget weekendophold i en række danske byer og vist dem smukt frem, samtidig med at det havde løst en række kriminalgåder med rod i fortiden: Ligheden med virkelige historier som vi huskede dem fra aviserne var jo ikke nogen tilfældighed. Det nye rejsehold, som gik på vingerne, fik ganske vist sin første sag for - mens det endnu var i støbeskeen - i Kastrup lufthavn. Men under efterteksterne krydsede de gådefulde skurke Øresundsbroen. Og Ørnen - Hallgrim Halgrimsson - tøvede ikke med at sætte efter dem. Det er den grænseoverskridende kriminalitet i den globaliserede verden som bliver det nye rejseholds felt. Det installerer sig på den yderste spids af Holmen, hvor Christian IV's mastekran rejser sig som en antenne mod den verden, vi ikke kan lukke os for. Som vi ganske vist kan være nødt til at beskytte os mod. Men som vi er endnu mere nødt til at samarbejde med. (Et politisk budskab med hilsen til Dansk Hjemstavnsparti). Særstatus til Hallgrim Hallgrimson Første afsnit havde - som første afsnit altid har - en frygtelig masse brikker som skulle stilles op og sættes i spil. Vi skulle møde det nye hold. Men vi skulle også straks indstille os på, at det kollektive lighedsbegreb ikke gælder denne gang. Der er de menige medlemmer med hver deres ekspertiser, særpræg og - måske - følelsesliv i bevægelse. Men Jens Albinus' Hallgrim Hallgrimson får fra første færd særstatus. Som solist. I takt med at han effektivt arbejder sig fremad gennem første episodes actionforløb udsendes en hel række signaler omkring ham som peger bagud. En mor, der dør fra ham, fordi tjenesten kaldte. Ja, han slår hende vel direkte ihjel!? Stikord om en kærlighedstrekant, hvor han måske har fortrængt sin far? Og/eller forstødt sin søster? I lave helikopterture svæver kameraet hen over det barske islandske landskab. Og standser mere end een gang ved billeder af vasketøj, som rusker i vinden, og som der måske gemmer sig noget bag? Hvad? Vi får det nok først at vide om tre år. Flykapring og jihad Men ellers var vi altså i Kastrup lufthavn, hvor det trak op til flykapring og jihad. Det viste sig nu at være det, som tryllekunstnere kalder misdirection. En gigantisk iscenesættelse for at bortlede politifolkenes - og vores - opmærksomhed fra et lille privatfly, som rummede ... Ja, hvad det virkelig rummede har vi til gode til næste søndag. Foreløbig skulle vi bare nyde en masse action i højt tempo omkring flyene på startbanerne og sikkerhedsovervågningen inde i lufthavnen. Det kommende rejsehold gik til udfordringerne med opfindsomhed og nyt elektronisk isenkram: Holdets unge it-nørd tog fat i billederne fra lufthavnens webcams og bearbejdede dem til de fortalte en historie. Og kriminalteknikeren Ditte værnede om det gerningssted, hun var ved at undersøge - og sendte til gengæld billeder ud til kollegerne via en mobiltelefon. Levende billeder af en død mand. Ingen tvivl om at holdet bag Ørnen har forelsket sig i alt dette legetøj og nyder at bryde den traditionelle billedstrøm med nye teknikker og overrumplende vinkler. Den flotteste vinkel var måske den, som blev brugt til en række af skillebillederne. Når vi for eksempel skulle hoppe fra lufthavnen til det nye kontrolcenter på Holmen, skete det minsandten via satellitbilleder! Og det var ikke kun endnu et smart indfald; det var også et meget godt tegn fra den overvågede verden, som Ørnene må lette for at kunne orientere sig i. Højt tempo At Ørnen Hallgrim risikerer styrtdyk på sin mission var der fra starten lagt ganske håndfast op til i Jens Albinus' figur. Nok viste han sig som en rigtig actionman, opfindsom og handlekraftig. Men også med en sårbar og bristefærdig maske. En martret og alt andet end karismatisk strømer. Nu kom historien i gang, og seere, der er sporet ind på at læse tv-billeder hurtigt, har sikkert ikke haft problemer med at følge med. Mens denne seer (som fik lov at se episoden på videobånd) må tilstå, at det først var ved andet gennemsyn, at alle de forventede aha-oplevelser i den tætpakkede historie indfandt sig. Foto og klipning går efter tempo. Skuespillerne taler ikke til tolvte række. Miksningen satser på knitrende og boblende reallyd med plads oveni til Jacob Groths højspændte musikelementer. Ørnens flugt er ikke nogen sval svævetur. Og holdet han flyver med? Der var lovende spil fra en besætning med flere gode nye ansigter. Kun Ghita Nørbys politimester erindrede os i denne første episode om, at der kan være liv - og mejslet karakterspil - tæt ved pensionsalderen. Det er selvfølgelig halsløs gerning at give denne serie hjerter efter en enkelt episode. Men det er ikke desto mindre et krav fra redaktionen! Lad det så - med tøvende hånd - blive til fire. For det høje ambitionsniveau. Og for den flotte action.