»Jeg er følsom. Jeg reagerer på alt omkring mig. Jeg vil behandles som et individ, og jeg er ikke den eneste«. For nogle år siden deltog Louise Campbell på SE-udstillingen med en højst usædvanlig stol. Der var klare referencer til Verner Pantons 'trompetstol' og 'kræmmerhusstol' fra sidst i 1950'erne, men fordi Campbell havde omviklet sin metalstol med hvidt uldgarn, kom man pludselig til at tænke på et gigantisk edderkoppespind. Stolen er aldrig sat i produktion, hvad der sådan set heller ikke var meningen, da den nu 34-årige designer først og fremmest havde til hensigt at bryde radikalt med den 'kassetænkning', hun fortsat er i gang med at bekæmpe. Møbler skal være sanselige, føjelige, dekorative, bløde og huleagtige, mener Louise Campbell, hvis navn dukkede op første gang i forbindelse med den eksperimenterende møbelgruppe Kropsholder. Siden har hun demonstreret en stribe anderledes møbler, herunder en original opbevaringsform for rodehoveder, kaldet 'det henslængte klædeskab', som i den grad overskrider grænsen for det kassemønster, hun forsøger at nedbryde. Hun har endda formuleret sin holdning i en erklæring, der fremstår som noget nær et filosofisk kampskrift. »Vi er lige så sårbare, som vi er stolte. Men vi lever i kasser og slæber alting rundt i kasser. Vi sidder på kasser, bor i kasser og spiser af kasser. Vi kører til arbejde i kasser og står i kø ved kasser. Vi opbevarer vores ejendele i kasser og endelig bliver vi begravet i kasser. Hvis det virkelig er sådan, det skal være - hvilket jeg har i sinde at blive ved med at betvivle - da bør disse kasser, som vi både lever i og med - selvfølgelig være udformet med både charme og skønhed«. Så hvordan har du det med holdningen til, at formen skal følge funktionen?

»Formen skal følge hensigten, vil jeg snarere sige. Af og til får man øje på noget, hvor funktionen følger formen, fordi formen har fået frit lejde, og det kan der i de bedste tilfælde opstå helt nye funktioner af. Taler vi redskaber, er mantraet uopslideligt, men man kan altid puffe til det. Selvfølgelig skal en sav følge sit formål, og selvfølgelig skal en stige se ud, som den gør. Men tag Cecilie Manz' lille stige og se, hvor fornyende den er, blot fordi designeren tillod sig at ændre diskret på formen. Pludselig kan man også sidde på nogle af trinnene og stille bøger på dem«. Hvordan kan man bedømme, om et møbel eller et andet produkt er udformet af en kvalificeret designer?

»Designerens opgave er at gå helt i dybden og hele tiden med brugeren for øje. Godt design prioriterer det konstruktive, noget som ikke-designede produkter alt for ofte mangler. Men der er altid en risiko ved at tale om designede og ikke-designede produkter, for vi må ikke glemme, at indimellem kan selv designere lave noget dårligt - et økologisk æble kan også smage elendigt. Den gode designer får materialer, form og funktion til at gå op i en højere enhed, og hvis brugeren tilmed får en nydelse, er det rigtig godt«. Har man et færdigt billede af produktet inde i hovedet, allerede før man går til arbejdet,, eller opstår det under selve designprocessen?

»For mig er det aldrig hændt, at resultatet stod klart fra start. Man arbejder jo med at undersøge og analysere opgavens indhold, og hvad vil producenten have? Hvad kan vi sammen? Hvor langt er hver part villig til at gå? Hvad må det koste? Hvem skal bruge produktet, og hvor skal det produceres? Først når alle disse detaljer er på plads, kan man for alvor begynde«. Kan du skitsere samarbejdet med producenten?

»Processen er altid, altid en autodidakt jitterbug. To skridt frem og et tilbage, eller mere præcist, to skridt frem, et til venstre, en piruet eller to, en pause, et hop tilbage, et melodiskift, et pludselig løft og så endelig det mirakuløse øjeblik, hvor de utallige retninger begynder at føre samme vej, og hvor svimmelheden erstattes af de første billeder af et resultat«. Man taler meget om, at håndværket efterhånden forsvinder, selv på designskolerne bliver det nedprioriteret? »En tragedie, synes jeg, for selv et godt hoved og et dyrt computerprogram vil aldrig kunne sanse sig frem til det, som er selve essensen af et produkts kvalitet. Design er jo lystbaseret, og på en eller anden måde altid fysisk. Kendskab til computerens muligheder er selvfølgelig nødvendig, men meget få designere får noget fornuftigt ud af at skitsere ved computeren. Det er som at gå i boblebad med våddragt på. Man må foretage den fysiske prøve og den materialemæssige udfordring for at klargøre, om formen nu også lever op til intentionerne«, fastslår Louise Campbell og minder om den danske tradition for at uddanne de bedste, mest begavede håndværkere. Der er masser af bolig- og gør det selv-programmer i fjernsynet, kan man lære noget her?

»Det er jo underholdning, og man misbruger ordet design i en grad, der er nået langt ud over smertegrænsen. Vi ser det samme om det samme, man kopierer hinanden, og konsekvensen er en standardisering af meninger i en tid, hvor de udøvende designere netop er godt i gang med at bryde normerne omkring standardisering. Boligprogrammerne drejer sig altid om at lave noget fantastisk på ingen tid og til ingen penge. Det er svært misvisende. Så skideballe til tv for ikke at tænke mere kvalitetsbevidst og påtage sig et ansvar for at udvide seernes designhorisont. Holdningen til design herhjemme blandt forbrugerne er jo på alvorlig slingrekurs, og det resulterer på den ene side i, at hopperummet i Ikea er sprængfyldt med Andreas'er på fem år, hvis mødre har gang i tyve glas for en tier-afdelingen, og på den anden i lige så sprængfyldte auktionshuse, der sælger PH-lamper til fjerde generation af akademikere. Man er stadig langt mere interesseret i snobværdien ved enten af have sparet eller spenderet end i det egentlige design«.