»Man kan stille spørgsmålet: Er der nogen mening i at skabe flere nye møbler? Ja, det er der! Det tidsaftryk generation efter generation efterlader sig, er det, vi giver videre og samtidig forsøger at udvikle og forbedre. Det har vi gjort, siden vi sad på en sten«. Slår man op i Den Store Danske Encyklopædi under Haugesen, Niels Jørgen, finder man blandt andet følgende fremhævelser om den danske møbelarkitekt: Han var ansat hos Arne Jacobsen fra 1966-71, han mestrer både træ og metal, hans skulpturelle og minimalistiske udtryk rummer elementer af både fortid og fremtid, ligesom hans produkter er afklarede i såvel form som funktion. Stålstolen X-line fra 1977 nævnes desuden som et ikon. »Den beskrivelse er jeg vældig glad for«, siger den 68-årige møbelarkitekt, der har indrettet tegnestue i sin kvistlejlighed på Østerbro. Sensommeren er til ophold på den tagterrasse, han netop har bygget til kvisten, så her tager vi plads, naturligvis i hans egne udemøbler, som på alle måder lever op til den fremhævede håndtering af form og funktion. Og hvordan er det nu - formen skal følge funktionen, ikke sandt?

»Fordi tingene først og fremmest skal fungere, det gælder både redskaber og møbler, men jeg er jo også af den gamle skole, påvirket af de holdninger, der blev afstukket af generationen før mig. Mine lærere var til funktionalisme og Bauhaus, og jeg bekender mig stadig til funktionalismen, men med en klar humanistisk holdning, det vil sige møblet tæt på mennesket, for arkitekten skal stå på brugerens side. Når det kommer til formen, skal den efter min mening tænkes ind i funktionen - det hele skal 'gå op' så at sige«. Hvordan kan man bedømme, om et møbel eller et andet produkt er udformet af en kvalificeret designer?

»Det kan man, når man både kan se og føle, at produktet er nøje gennemtænkt i alle detaljer, og at materialevalget er tilpasset funktionen. Alt skal hænge sammen og fremstå som en helhed, selv de mekaniske dele skal være integreret med et æstetisk udtryk. Men så er der også noget andet - for hvis et produkt bare hægter sig på en eller anden flygtig trend, er det næppe fremstillet af en kvalificeret designer, så er det i reglen bare strikket sammen af en eller anden, mens designeren altid vil tilstræbe det personlige udtryk«, fastslår Niels Jørgen Haugesen og tilføjer, at når de bedste møbler holder gennem flere generationer, så er det, fordi de har identitet. Har man et færdigt billede af produktet inde i hovedet, allerede før man går til arbejdet?

»Egentlig kender man først spørgsmålet, når man er færdig«, siger Haugesen med et stille smil. For ham er det selve arbejdsprocessen, der leder frem mod målet, det ene tager så at sige det andet i hånden. Men det kommer også an på, hvad man i øvrigt går og tumler med, og her er X-line stolen et godt eksempel. »På det tidspunkt var jeg meget optaget af gitterkonstruktionen, for man var for alvor begyndt at køre rundt med indkøbsvogne i supermarkederne, og jeg tænkte, hvad kan man ellers bruge den tynde tråd til. Jeg havde lige lavet en bordbuk i sådan noget tråd, altså træbukken overført til metal, så hvorfor ikke også en stol? Ofte er det sådan, at når man er inde i en god proces med mange ting på bordet, kommer det næste nærmest af sig selv«. Kan du skitsere samarbejdet med producenten?

»Først og fremmest skal kemien være på plads, ellers går det ikke, men herudover er der vel tale om en slags 'pingpong', hvor man bøjer synspunkter og har masser af diskussioner. For det meste laver producenten et oplæg, i reglen om noget han har brug for - det kan være, at han mangler et sæt havemøbler, og så går man i tæt samarbejde og dybt ind i produktudviklingen, og hvad der i øvrigt kan lade sig gøre. Det tager lang tid, men det gør man gerne. Indimellem laver jeg selvfølgelig også noget på eget initiativ, og det sker, at det nogle gange bliver det bedste, selv om det stadig skal vendes og drejes og bearbejdes for at passe ind i produktionsapparatet«. Man taler meget om, at håndværket efterhånden forsvinder, selv på designskolerne bliver det nedprioriteret?

»Hvis håndværket falder væk, mister skolerne deres styrke og berettigelse. På en skole skal man være dybt begravet i materialer og fremstillingsprocesser, for det er vigtigt, at man kan sit kram. Jeg laver altid først en lille model af mine møbler, og hvis modellen er kompliceret at lave, vil den også være det i produktion - altså må jeg i gang med at barbere nogle knaster, og det er da en håndværksmæssig proces, noget fysisk, man må forholde sig til«. Der er masser af bolig- og gør det selv-programmer i fjernsynet, kan man lære noget her? »Ikke som jeg ser det. Man beskæftiger sig udelukkende med den smarte og overfladiske side af design, og det er ærgerligt, for her ligger en enorm ressource - man kunne ligefrem undervise i emnet«.