Forskeren Peter Tudvad har kaldt kollegaen Joakim Garffs Søren Kierkegaard-biografi 'SAK' for »videnskabelig afskrift, fusk og plagiat«. Det skete i et fire sider langt indlæg i Information i weekenden. Men både Peter Tudvad og Joakim Garff arbejder ved Søren Kierkegaard Forskningscentret ved Københavns Universitet, og sådan taler man ikke til hinanden ifølge centrets direktør, Niels Jørgen Cappelørn: »Jeg mener ikke, at man angriber sine kolleger på den måde. Vel har Peter Tudvad med flid prøvet at understrege, at det ikke er et angreb på Joakim, men et angreb på hans bog, men i det øjeblik man bruger ord som uhæderlig, fusker og plagiator, så rammer det tilbage på den person, der har gjort det. Så det kan ikke undgå at blive et personangreb. Jeg synes, at denne sag er alt for vigtig til, at den skal klamres inde i personpolemik. Det er en vigtig diskussion at føre mellem forskere og for den sags skyld også i offentligheden, hvis man er enige om at føre den der. Men det synes jeg så også, at man skal være«. Så du synes ikke, at sådan noget skal frem, hvis man ikke er enige om det?

»Nej, tværtimod. Det vil da dræbe enhver forskning«, siger Niels Jørgen Cappelørn og fortsætter: »Man skal holde diskussionen ren og strengt saglig, så vi alle kan deltage. Grunden til, at jeg indtil nu har forholdt mig tavs, er, at det er meget svært at deltage i en diskussion, der har fået den form, for det er næsten ligegyldigt, hvad man siger, så kommer man let til at vælge side. Jeg har ingen intention om at vælge side mellem mine to højtbetroede medarbejdere«. Så du vil ikke sige, om Peter Tudvad har ret i sin kritik?

»Man kan ikke sige det så enkelt. Han har påvist faktuelle fejl, der naturligvis ikke skal være der. Det skal korrigeres. Men derfra og så til at kalde det uhæderlighed, det går over grænsen. Videnskabelig uhæderlighed er den stærkeste og groveste dom, der kan fældes over en forsker. Hvis der er mistanke om det, skal det undersøges af en uvildig komite. Men det mener jeg er helt uden for proportioner her. Med til det hører diskussionen af, om Joakim Garffs biografi er en videnskabelig biografi eller ikke. Det mener jeg ikke, at den er, og det har han heller aldrig påstået«. Hvordan vil du tackle denne sag på din arbejdsplads?

»Jeg vil bruge det som anledning til, at vi på centret diskuterer, hvordan vi udnytter kilderne, og i hvor vid udstrækning vi skal finde dem. Vi skal ikke stoppe uenigheden, det er ufrugtbart. Men der er forskel på en skarp diskussion og en polemik, der sætter den slags etikker på en anden person«. Får dine medarbejdere indskærpet, at de skal tale pænere i debatten?

»Det er sket«. »Som B.T.-journalistik« Johan de Mylius, docent på institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet, var en af de eneste, der var skeptiske over for 'SAK', da den udkom i 2000. Han mener stadig, at bogen har store mangler: »Garff bruger ikke Kierkegaards egne skrifter i sin biografi. Jeg synes derfor ikke, den giver et ordentligt billede af forfatteren Kierkegaard. Man fokuserer så meget på mennesket og de hverdagsforhold, han indgik i, så man glemmer, at personen var en kunstner. Man kan ikke skille de to ting ad og skildre en privatperson, der hedder Kierkegaard. For Kierkegaard skrev fra morgen til aften. Det er fejlagtigt, at man går så let hen over det, som Kierkegaard ville med sit forfatterskab«, siger Johan de Mylius, der også er utilfreds med bogens form: »SAK er skrevet som B.T.-journalistik. Der er 190 kapitler på 800 sider. Den er hakket op i små letfordøjelige portioner med overfriske overskrifter, som skal gøre bogen appetitlig for læsere, der i øvrigt ikke kunne drømme om at åbne en Kierkegaard-bog«. Hvad er der galt med det?

»Vi får en Kierkegaard, som bliver for let portionsanrettet. Jeg synes, at man svigter sit emne ved at køre ned i den stil. Problemet er, at Kierkegaard skriver så knudret, så det halve kan være nok. Derfor har han næsten ingen læsere. Der er et voldsomt misforhold mellem den umådelige interesse for hans biografi og den ekstremt ringe interesse for at læse hans bøger. Dermed får biografien et ekstra problem, hvis den udelukkende fokuserer på personen og lader værkerne sejle i deres egen sø. Man gør den pågældendes liv mindre, når man ikke har formålet med«, siger Johan de Mylius. Han vil ikke gå ind og vurdere Tudvads kritik, da han ikke selv har et indgående kendskab til kilderne: »Men det er klart, at hvis der er tale om ting, som er direkte forkerte, eller at Garff har skrevet af efter andre uden selv at tjekke tingene, så har bogen et yderligere problem, som rokker ved dens troværdighed. Uanset at den er skrevet i B.T.-stil, så forventer man med Garffs baggrund på Kierkegaard Centret, at der bagved ligger grundige studier«, mener Johan de Mylius. Roman eller videnskab? Forskningsstipendiat i litteratur ved Aarhus Universitet Anders Thyrring Andersen, der selv har skrevet en bog om Kierkegaard, anser den biografiske genre for at være farlig i sig selv, fordi den ikke stemmer overens med den måde, som vi behandler videnskab og litteratur på i dag. »Man får forført læseren til at tro, at de konklusioner man drager, muligvis på et meget tyndt grundlag, faktisk er sandheden. Og det er det meget ofte ikke«, siger Anders Thyrring Andersen. »Da de humane videnskaber opstod, havde man stadigvæk en forestilling om, at sandheden var med stort S og entydig. At det videnskabeligt kunne lade sig gøre at finde frem til den. Naturvidenskaben har vidst i mere end hundrede år, at man påvirker det, man måler. Det, man skriver om, påvirker man også. Men humaniora har været sen til at indse, at det forholder sig sådan, og meget få biografier tager det problem alvorligt«, mener Anders Thyrring Andersen. Derfor bør man ifølge litteraturforskeren skrive et forord, hvor man gør utroligt klart, om det er en biografi eller en videnskabelig afhandling: »Jeg vil håbe, at Garff gør meget klart, at bogen er en biografi med alle de problemer, den genre rummer«.