0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fis af, far!

Om børn der tror, at det er børnehjælpsdag hver eneste dag.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Far, skal du klæ's ud som stinkdyr til fastelavn?«.

Siger Johanna til mig, da jeg vil kysse hende efter at have været på reportagerejse til Tallinn i fire dage.

O.k., jeg indrømmer, at jeg blandt andet skulle skrive om nattelivet, og at jeg nok havde fået et par genstande eller tre. Men derfor kan man jo godt vise lidt respekt for sine forældre.

O.k., jeg indrømmer, at jeg også selv er slem til at sige frække ting til hende, men det er jo ment i al fredsommelighed. For eksempel hvis hun beder om min hjælp til et eller andet, så svarer jeg, »tror du, det er børnehjælpsdag?«.

For sådan sagde vi i gamle dage på Nørrevold Skole, og det er meget sjovt, synes jeg, selv om min datter ikke har en kinamands chance for at vide, hvor stor en begivenhed børnehjælpsdag var i gamle dage med lillebrorlodder, tombola, luftgynger og kandiserede æbler på pind.

»Tror du, det er voksenhjælpsdag?«.

Siger hun nu, hvis jeg spørger hende om noget. Jeg har prøvet at forklare hende, at det er der ikke noget, der hedder. Men det nytter ikke at argumentere med en femårig, der står med hænderne trodsigt i siden og stritter med de spidse albuer.
Morgenkager


Samme positur stiller hun sig i, når vi går til bageren efter morgenbrød.

»Jeg insisterer på at få en morgenkage«, siger hun, mens hun står foran romkugler med krymmel i mange farver.

Ganske snedigt lister hun det nye ord morgenkage ind i det stakkels danske sprog. Hvorved hun får fjernet det odiøse ved at spise kager i stedet for mad - og så om morgenen!

Jeg er ikke helt klar over, hvor hun har fundet ordet 'insisterer', men jeg tror, det er en meget klog dreng nede i hendes nye børnehave, som taler på den måde.
Johanna har til gengæld fundet ud af, at han synes, det er herligt at blive kildet. Så hun stjæler hans ord, mens han bliver kildet der, hvor ordene ikke længere rækker.
Tv-avis med smør


Min søn Christian er lidt nemmere. Han vil bare have en 'tv-avis'. Det betyder selvfølgelig tebirkes, men han er jo barn af en mediearbejder. Han har heller ikke spor imod at kysse sin far. Jeg får det ene snaskede åbenmundskys efter det andet. Han er min dreng!

»Til fastelavn vil jeg klæ's ud som far, der spiller på guitar«, sagde han en dag, og det var jo ligesom noget lidt andet end stinkdyret. Meget få stinkdyr er kommet ud over de første tre greb, og så godt som ingen behersker fingerspil.

Jeg havde troet, det ville blive omvendt. At sådan en net lille pige ville være let at have, og at hun ville giftes med farmand og alt det her, Gitte Hænning synger om. Men hendes nærhed går klart til moderen. Hvorimod Christian ikke kan komme til at sidde tæt nok i sofaen. En dag puttede han sig og sagde sammensvoren til mig:

»Far er sej. Og Christian er sej«.
»Hvad så med mor og Johanna?«.
»Johanna er smuk, og mor er meget smuk«, sagde sukkergrisen, og så skulle de kønsroller vist være på plads. Troede jeg.

Indtil han pludselig hørte et latinamerikansk nummer i radioen og begyndte at danse som de her mænd til dansekonkurrencerne med åbent til maven og hvide tænder. Han smilede stort, stampede ivrigt med hælene og flagrede med håndledene. Kan man virkelig være metroseksuel som treårig?

En ting er dog betryggende. Han går ikke super meget op i tøj. Mens Johanna står og slår ud med armene og siger: »Jeg har jo slet ikke noget, jeg kan tage på«, så finder Christian sig i det meste. Bare han får noget sejt på maven. Det vil sige robotter, Samurai Jack, bionicles, biler, rendegravere, slamsugere. Spørger man ham, hvad farve hans trøje har, svarer han:

»Lysesort«.
Benløse fisk


Men man mærker selvfølgelig alligevel, at Johannas ekstra 16 centimeter også giver større mentalt vingefang. Tingenes sammenhæng og livets cyklus har fået en plads i hendes lille hoved.

»Er der ben i den her fisk?«.
»Nej, der er slet ikke ben i laksestykkerne«.
»Havde fisken heller ikke ben, dengang den var lille?«.

En dag talte vi om, at en eller anden var ond. Johanna sagde:
»Der er ikke nogen, der er onde. Hvis man gør noget ondt, er det, fordi man tror, man gør noget godt«.
Et utroligt overblik. At hun anerkender, at ethvert menneske har sine gode grunde til at opføre sig, som han/hun gør. Det er smukt.

Så mangler vi bare lige, at hun lærer at være mindre fræk over for sin far.