En kvinde har inviteret gæster til middag. Ved bordet vender hun sig mod sin seksårige datter og spørger: »Vil du ikke bede bordbønnen?«. Pigen svarer: »Jeg ved jo ikke, hvad jeg skal sige«. »Sig bare, hvad du har hørt mor sige«, opfordrer moderen. Datteren folder hænderne, bøjer hovedet og siger: »Herre, hvorfor i alverden har jeg inviteret alle disse mennesker til middag?«. Bøn skal dette handle om. Bordbøn og andre bønner, selv om den ene halvdel af os aldrig beskæftiger os med netop den side af tilværelsen. Men den anden halvdel gør. Ifølge den seneste store værdiundersøgelse, er det hele 50 procent af danskerne, der ved forskellige lejligheder griber til at anråbe en mere eller mindre veldefineret Gud. Det er dog kun 11 procent af os, der beder hver dag, og det er en klar nedgang fra ikke særlig gamle dage, da det var almindeligt at takke Gud for måltidet, før man fattede kniv og gaffel, ligesom flere generationer af forældre har forsøgt at banke lidt gudelighed ind i poderne via aftenbønnen. »Jeg er træt og går til ro. Lukker mine øjne to. Fader se i kærlighed til mit ringe leje ned«, hed det for eksempel på sengekanten landet over. Flere bønner Bøn er ikke bare bøn. Ifølge centerleder i Folkekirkens INFO-center, etnologen Karen Schousboe, kan man tale om fire former for bøn. I den første kategori bedes Gud om noget konkret i dagligdagen: »Kære Gud. Pas på mit barn i dag«. I den anden type er bønnen mere formaliseret, måske i form af fadervor eller andre faste 'remser'. En tredje form kaldes den småsnakkende bøn, som oftest praktiseres af folk, der har et livligt og engageret forhold til deres Gud, mens den fjerde form er en slags ordløs meditation. »Men de fire former behøver ikke at være afgrænset. Ofte glider de over i hinanden«, siger Karen Schousboe. Mellem de forskellige kirkelige retninger inden for folkekirken er der på ingen måde enighed om værdien af bøn. Mens de grundtvigske og tidehvervske cirkler har det skidt med den bøn, som de opfatter som udvortes og forloren, har for eksempel hverken Indre Mission eller Luthersk Mission problemer med at henvende sig offentligt og højlydt til Gud. Præsten Johannes Møllehave fortalte for nylig i en radioudsendelse, hvordan han som ung blev drillet af sin gode ven og studiekammerat Jan Lindhardt, da han i sit eget hjem en dag bad bordbøn før måltidet. Drilleriet fratog ham i mange år ganske lysten til at bede bordbøn, oplyste Møllehave. Lindhardt, der i dag er biskop i Roskilde, indrømmer, at han lo ad Møllehave dengang. »Jamen, som ung, oplyst mand syntes jeg, at bøn var det rene pjat«, siger han. »Men nu er jeg kommet i tvivl. Der var måske noget, vi smed for hurtigt ud, for vi kan også gøre vores liv for individuelt og personligt. Bønnen er faktisk et meget godt redskab til at bringe os ud af os selv, fordi vi har Den Store Anden over for os. Der kommer et større perspektiv på ens liv«, mener han. Det med bordbøn har Lindhardt dog stadig et lidt anstrengt forhold til. »Det ville jeg stadig have vanskeligt ved, men det er måske, fordi jeg har så dårlige erfaringer med bordbøn. Så sidder man dér med foldede hænder og beder, mens man samtidig udser sig det bedste stykke steg. Det er jo lidt komisk, ikke?«. Lige nu sidder Jan Lindhardt i øvrigt hjemme i Roskilde og skriver på en bog om - bøn. Tvivl om bønnen At præster beder mere regelmæssigt end andre, er næppe overraskende, men måske vil det forbløffe, at mere end halvdelen af de danske præster slet ikke har en daglig bønspraksis derhjemme. Det fremgår af en undersøgelse, som DR-programmet 'Folk og kirke' foretog i januar, og som viser, at 53 procent af præsterne ikke beder hverken bordbøn, fremsiger bordvers eller beder aftenbøn sammen med andre voksne. Langt de fleste, nemlig 88 procent, beder dog en privat aftenbøn, inden de sover. Mange præster har ifølge Kristeligt Dagblad indrømmet, at de er i tvivl om, hvordan de egentlig skal bede, og især sammen med andre. Det er almindelige mennesker i endnu højere grad, siger Karen Schousboe. Til de usikre og til individualisterne har den svenske biskop emeritus Martin Lönnebo derfor opfundet den såkaldte kristuskrans, der har solgt som varme hveder. Kransen består af 18 perler og er i princippet magen til dem, der benyttes af katolikker og muslimer, når de beder. Med til kransen hører en bønnebog, der forklarer betydningen af de enkelte perler, der tilsammen danner en række af de kristne grunddogmer. Tanken om kristuskransen tiltalte Grundtvig-akademiets leder, Henrik Wigh-Poulsen, og selv om han bandede og svovlede, da han lå og rodede under bordet, fordi perlerne trillede fra ham, lykkedes det ham at gøre den færdig. Nu går han med kransen i lommen, men bruger den egentlig ikke. »Jeg er slet ikke opdraget i en tradition, der benytter den slags ting, og jeg har lidt svært ved at tage mig selv alvorligt, når jeg bruger kransen. Jeg vil også hellere komme i kirken, for der findes fællesskabet, og kristendommen er altid kommet bedst til udtryk gennem fællesskab. Den har vi aldrig for os selv«, siger han. Alligevel forstår han kransens popularitet, for den retter sig mod det moderne, travle liv og mod dem, der ikke har tid eller lyst til at komme i kirken. Man kan på den måde bære ritualet med sig i lommen. »Det er lidt som at løbe en tur i skoven alene i stedet for at melde sig ind i en kondiklub«, mener han. Nattens bønner Hos individualister er også natkirkerne blevet populære. De findes efterhånden i de fleste større byer og kan tilbyde en nogenlunde formfri gudstjeneste, der bygges op omkring bøn, og hvor folk kan bevæge sig frit omkring i kirkerummet på tidspunkter, de selv vælger. »Natkirken passer til tiden, for den kombinerer behovet for at være sig selv med behovet for at være sammen med andre. Den traditionelle gudstjeneste er jo meget formbunden og kan virke tyngende på åbne og søgende mennesker«, mener sognepræst Jesper Kiil Jørgensen fra Vor Frue Kirke i Århus. Han oplyser, at der kommer omkring 100 mennesker, hver gang kirken holder åbent om natten. »Nogle går rundt eller tænder lys. Andre sidder bare stille i timevis. Jeg har ingen grund til at tro, at det, der foregår i hovederne på dem, er ukristeligt«, siger Kiil Jørgensen. Når den syvårige insisterende kigger mod himlen og spørger: »Gud, har du vat i ørerne? Nu har jeg bedt dig om en ny fodbold mindst ti gange«, så er det vel også en slags bøn, men er der slet ingen rigtige eller forkerte måder at bede på? »Nej, det kan man ikke sige«, hævder Jan Lindhardt, men kommer så i tanker om en fjern tante, der ikke kunne døje sin svigersøn. Han var i en periode udsendt til Afrika, og hver eneste aften bad tanten fromt til Gud om, at en slange måtte bide ham, så hun slap for at se ham mere. »Men han kom nu hjem igen i fineste form«, kan biskoppen berette. Meget af sit liv brugte den nu afdøde forfatter, fortæller og genoversætter af Det Nye Testamente Anna Sophie Seidelin på at gøre gamle, støvede skrifter forståelige for almindelige mennesker. Det kom også bønnerne til gode, for hun tog fat på at genskrive og sortere, så det var en lyst. Med den bagage er der derfor vægt bag den konklusion, hun kom til på sine ældre dage, nemlig at den eneste sande bøn består af blot ét enkelt ord: »HJÆÆÆLP«.