Engang i en fjern fremtid vil arkæologer under dyngerne af jord og murbrokker finde nogle små blanke runde skiver med huller i, og når de har fået dem afkodet, vil de høre noget, der får dem til at spærre ørerne op, på samme måde som forne tiders arkæologer spærrede øjnene op, når de fandt et hulemaleri. Måske sætter de sig sammen i en kreds og lytter til nogle lyde, der vil få dem til at tro, at de er kommet på sporet af en virkelig primitiv mennesketype. Og måske vil de stadig kunne læse bogstaverne på den blanke skive: 'That's All Right', Elvis Presley Sun Studio, 5. juli 1954. Når de så måbende har lyttet til de elektriske spasmer, vil de ikke ane, hvad de skal rubricere dem under. Det vil vi andre til gengæld. Under rock and roll. Klippe og rul, som nogen sagde, dengang det hele begyndte. Det gjorde det åbenbart 5. juli 1954, da den 19-årige lastbilchauffør Elvis Aaron Presley gik ind i Sam Phillips' pladestudie og indspillede 'That's All Right' og indledte en musikalsk epoke, der i den meget fjerne fremtid muligvis vil blive regnet for nul og niks. Støj simpelt hen. Ikke i vor tid. Dér blev den the music to end all kinds of music. Selv præsidenter hørte den. I England blev dens udøvere adlet. En hel generation voksede op til dens rytmer. Og nu har alle musikblades moder, det amerikanske Rolling Stone Magazine, kåret rock & rolls 50 udødelige. Vokskabinet på hjul Det er altså 50 år siden, og dem, musikken ikke åd op, er her stadig, 50 år ældre, oldinge i en kunstart, der mere end nogen hyldede ungdommen, friheden, viriliteten, rusen. Mens tiden trækker sig som plovfurer gennem deres ansigter, trykker de den af, som om tiden slet ikke er gået. De er her endnu: Simon og Garfunkel, Eagles, Stones, Grateful Dead, Dylan, Paul McCartney, de turnerer stadig, Madame Tussauds vokskabinet på hjul. De nægter at dø, og nu bliver nogle af dem styrket i troen på, at den slags banaliteter slet ikke kan overgå dem. Det er ikke hvem som helst, der har siddet i dommerpanelet. Af musikere blandt andre: Keith Richards, Bruce Springsteen, Carlos Santana, Pete Townsend, Smokey Robinson, The Edge, Art Garfunkel, Neil Diamond, Don Henley, Jackson Browne. Læg mærke til, hvor mange kvinder der er. Faktisk kun 2 ud af 55: Chrissie Hynde og Lucinda Williams. Quentin Tarantino er med. De mest toneangivende musikkritikere og -producere. Og selvfølgelig Jann S. Wenner, magasinets grundlægger. Og gæt så, hvem der er nummer 1 på listen over de 50 udødelige. Selvfølgelig: The Beatles. De er ikke til at komme uden om, og det skriver Elvis Costello om på en hel side, som hans kone, Diana Krall, sikkert er ved at sætte musik til. »Hver ny plade, de udgav«, skriver Costello, »var et chok. Singleplader som 'Penny Lane'/'Strawberry Fields Forever' var ikke optakter til lp'erne, de var begivenheder i sig selv«. Listens nummer 2 er en overraskelse. Når nu han ikke blev nummer 1, ville man have troet, at Elvis Presley ville være nummer 2, men nej, den plads indtager Bob Dylan, som behandles i en artikel af sin tidligere medspiller fra The Band Robbie Robertson. Først på 3.-pladsen kommer Elvis, som Bono skriver om: »Ud af Tupelo, Mississippi, ud af Memphis, Tennessee, kom denne grønne, hajskindsklædte pigejæger med øjenskygge - en trucker-dandy hvid dreng, som må have risikeret sit liv ved at optræde som en sort og klæde sig som en bøsse. Dette var ikke New York, og heller ikke New Orleans; det var Memphis i 50'erne. Det var punkrock. Det var oprør. Elvis forandrede alt - musikalsk, seksuelt, politisk. I Elvis fandt man det hele; det er der alt sammen i den elastiske stemme og krop. Og ligesom han skiftede form, gjorde verden det«. The Rolling Stones er nummer 4, Chuck Berry nummer 5. Og så kommer en stribe sorte kunstnere: Jimi Hendrix 6, James Brown 7, Little Richard 8, Aretha Franklin 9, Ray Charles 10. Hverken U2 (22) eller Bruce Springsteen (23) når ind på top 20, og først på 35.-pladsen kommer Michael Jackson, en plads foran Madonna. Elton John slipper lige akkurat med som nummer 49. Og som pølsen i rosinenden: The Band. morten.sabroe@pol.dk