Man kan til nød forstå Irland og Italien, ærkekatolske lande, hvor pavens øje aldrig lukkes og mennesker opdrages til at have en salmebog mellem benene. Men Norge, vort broderfolk, vore kære slægtninge nordøst for Skagen. Hvordan kunne det ske, var hele landet et langt bibelbælte, en søndagsskole med sæter, fjord og fjelde? Men det var altså tilfældet, thi i året 1979 blev den kendsgerning, at man i Henrik Ibsens og Agnar Mykles fædreland, havde forbudt filmforevisning af Monty Pythons 'Life of Brian', til endnu en vandet vits på værtshusene om de der nordmænd og deres mangel på frisindet og demokratisk tolerance. Over for Terry Jones' allegoriske parodi på alskens bibelfilm om Jesu tid og omegn. I dag, hvor aviser strømmer over med kronikker og artikler om hvorledes Mel Gibsons sadomasochistiske Jesus-film har forvandlet diverse vanereligiøse kulturkristne til rettroens fundamentalistiske flagellanter, synes dette forbud i Norge desværre mere aktuelt, i relation til senmodernismens nye amerikanske helligånd, end dette absurd, latterligt og småfascistisk som det var dengang i 1970'erne - dengang hvor blasfemianklager i Danmark endnu var en by i Rusland. Kristen eller ej, at forholde sig muntert til det glade budskab var en del af dagsordenen og ballade med passionshistorien var okay så længe den var kærligt ment, som i filmen om stakkels Brian, en komedie som egentlig blot sang, at man altid skulle se på den lyse side af livet. Og det står der jo sådan set også her og der i Det Nye Testamente i teksterne, før det sidste punktum på Golgatha-højen. Mussolini og 'Scarface' Life of Brian er blot en af de 30 x-rated film som Cinemateket præsenterer i maj og juni. 30 film som nu og da rystede verden med deres provokerende udsagn, billedsprog og holdning eller blot forsøgte noget nyt, som forbudt blev arkiveret i censurens strenge kartotek. Fælles for alle film er de tre hellige emner som tid og samfund i visse sammenhænge ikke har råd til at vise frem til debat: Politik, religion og sex. Og gerne som i Life of Brian, når alle tre ingredienser bliver pisket sammen til kunst, der sætter spørgsmålstegn ved fordomme og regler. Terry Jones' film er jo også en satirisk udlevering af de politiske forhold i Mellemøsten, som via religiøse og moralske grænser endnu ikke er blevet løst. Film har alle dage været udsat for censur. Frem for alt i despotiske lande til højre og venstre, hvor visse film trodsede den ideologiske selvforståelse. Således har Cinemateket også alle gangsterfilms gangsterfilm, Howard Hawks mesterværk 'Scarface' fra 1932 på plakaten. Filmen faldt først og fremmest det fascistiske Italien for brystet. Historien om en Al Capone-agtig storgangsters opstigning og fald - en mafioso endog spillet af jøden Paul Muni! - var for meget for Mussolini, som så filmen som en hån over for sit regimes stolte romere i moderne sortskjorter. Den pastafede diktator fik sågar hjælp på filmens hjemmefront. Just på samme tid som 'Scarface' blev produceret, indførte Hollywood et katolskinspireret og yderst bigot moralkodeks, The Code, der skulle sørge for, at hverken sex, synd eller samfundssyn vakte anstød i Guds eget land. Ikke nok med at Hawks film spektakulært accentuerer gangstervæsenets glamourøse muligheder i USA, den handler også om skjult blodskam og at visse kvinder godt kan lide at blive taget på sengen af stovte mænd med skydere på begge sider af bæltestedet. Så filmen blev naturligvis censureret og nedklippet. Dobbeltsenge forbudt Hollywoods nye moralske dommerkomite var naturligvis frivillig, men frivillig kan gradbøjes og bliver sålunde til snerpet selvcensur. Hvad man kunne vise hæmningsløst i stumme film, blev aldeles forbudt i talefilm. Helt ud i de mindste og meningsløse detaljer. Læg mærke til at dobbeltsenge ikke optræder på det hvide lærred i Hollywoods talende guldalder og at ægtefæller altid færdes rundt i stuerne iklædt tækkeligt nattøj med pressefolder. Der kysses så det er en lyst, men heller ikke mere og først til slut, hvor vejen til kirke og bryllup er tydelig i filmens baggrund. Mennesker går aldrig på toilettet og kvinders kavalergange er kortere end en fabriksarbejders fingernegle og selv macho-mænds hår på brystet barberes væk, spørg bare Clark Gable! Fra 'Blonde Venus' i 1932 af Josef von Sternberg til 'Langt nede i halsen' og til 'Sidste Tango i Paris' i 1972 - alle er med i Cinematekets program - blev erotiske sædvaner forbudt. Weimarrepublikkens seksuelle gang sauerkraut, den divine Marlene Dietrich, måtte aflægge sine berlinske kabaretvaner med de lange ben, der ville mere end vandre i bjerge for at blive en feteret star i Staterne, hvor kvinder kun sukker og stønner i enrum og i døden. 'Langt nede i halsen', pornofilmens svar på 'Panserkrydseren Potemkin', lader Linda Lovelaces clitorale halsorgasme blive billedliggjort i just samme montagestil, som den geniale russiske instruktør Sergej Eisenstein i 1925 forvandlede til revolutionær filmkunst. Langt nede i Lindas hals udløses visioner af en raket som stiger til vejrs og andre fjerne fænomener som, sammen- og iscenesat synkront, skildrer den unge kvinde med den interessante drøbel og hendes endelige tilfredsstillelse ved den aktion, som vi sproglige studenter en gang kendte som fellatio, men som på nudansk blandt menigmand hedder blowjob. Egentlig en klodset betegnelse, fordi som filmen med Harry Reems berømte kødfløjte i mundhøjde viser det så tydeligt, så gælder det jo ret beset ikke om at blæse. Gerne plettede lagener Samme år som Gerald Damianos sag om et kvindeligt halsonde havde premiere, gav Bernardo Bertoluccis film 'Sidste tango i Paris' os danskere en ny vinkel på vort lurmærkede nationalprodukt, hvor det er smørret som gør et i den eneste enes ende. Bortset fra filmens ofte bortcensurerede baghyl mellem en kornfed Marlon Brando og en storbarmet Maria Schneider, er filmen sådan set en meget romantisk historie om at kvinder gerne elsker to mænd, ham der må det hele og det ukendte, og så ham man viser frem for familien som kæreste, kommende ægtemand, simpelthen det pæne parti. Sex er en ting og trods alt er der vel grænser for selv den mest kulturradikale tolerance, noget andet er imidlertid det politiske. Frankrig bryster sig gerne af sit galante frisind med hensyn til forskellige seksuelle dansetrin i og uden for Paris. Men med hensyn til den franske gloire, så er de galliske bestemt mere snerpet. Man må gerne vise plettede lagener, men ikke nogen pletter på Tricoloren. I 1960 drejede Jean-Luc Godard et af sine mindre kendte mesterværker, 'Den lille soldat', en frygtelig venstreorienteret film om den netop overståede Algierkrig, som satte dybe sår i Frankrigs selvforståelse. Charles de Gaulle og andre gaullister kunne ikke lide filmens spegede og tvetydige syn på kolonikrigen og så blev den forbudt i Frankrig. Jeg så denne fine film i noget som engang hed skolebio. De viste en række gode film for nysgerrige elever og var sådan set et særfagligt forsøg på den almene dannelse, som i dag skal spredes ud på noget som hedder tværfaglighed og snart gør alle børn i stand til at studere handel et eller andet sted i Danmark. Men så er der jo heldigvis Cinamateket som sørger for den filmiske opdragelse. Således med denne glimrende serie, der både handler om seksuelt udfordrende film en gang i mors og tidernes morgen, politiske film som ikke blot sagde noget for noget og grænseoverskridende film om religion som andet end paratviden, trosbekendelse og den politiske korrektheds amen. Gak ind og se dem, om ikke dem alle, så de fleste. Det fortjener de, både den pornografiske parentes og det politiske manifest fra dengang de rigtigt gode film havde noget på hjerte og hjerne og nu og da andet end en banan i lommen under bæltestedet.