Tim Burton er en af de filmskabere, det har været nemmest at være uenig om. Er han for meget? Er han måske faktisk for lidt? Udfordrer han sit publikum helt ud til kanten med sin stædigt antinaturalistiske gotik? Eller lader han sig i den grad opsuge i sin gotiske gestik, at historiefortælleren Burton er druknet undervejs? Diskussionen har aldrig været mere relevant end nu, hvor Burtons nye film, 'Big Fish', er på trapperne, også i Danmark. Vi er sådan cirka så langt fra 'Edward Saksehånd' og 'Sleepy Hollow', som tænkes kan, og blockbusterne 'Batman' og 'Abernes planet' er på velsignet lang afstand. 'Big Fish' handler om ... Tim Burton. Eller rettere: Den handler om at fortælle historier. Om hvor langt en fortæller kan gå i ambitionen om at bibringe tilskueren en oplevelse, et budskab. Albert Finney spiller Ed Bloom, der, mens han er i færd med at dø, fortæller sin livshistorie til sin søn, spillet af Billy Crudup. Som ung spilles Finney af Ewan McGregor. Kalejdoskopiske beretninger om fantastiske hændelser med rent ud groteske figurer, som var de hentet ud af brødrene Grimm - eller baron Münchhausen. Sønnen væmmes over, hvad han opfatter som farens uærlighed - men er det faktisk løgn? Den 45-årige amerikanske filminstruktør er blevet 'voksen' og skutter sig gysende ved udtrykket, der lidt for tit efter hans smag er blevet brugt om ham i den britiske presse. Som noget nyt har han i 'Big Fish' blandet effekt og indhold, ladet stilen underordne - eller rettere illustrere - substansen. Organisk, klassisk. Han ler nervøst, den eftermiddag i London hvor Politiken møder ham. Han er lige så storhåret og sort og krøllet og febrilsk, som Edward Saksehånd havde været, hvis da ikke han havde været spillet af det daværende teenidol Johnny Depp, som Burton i tre film som den første instruktør forlenede med en kunstnerisk legitimitet. 'Big Fish' virker mindre demonstrativ i sin stil end dine tidligere film. Har du ændret holdning til det at fortælle historier?

»Jeg kunne godt lide ideen om at lave en mere organisk film end tidligere», siger Tim Burton. »Det vil være indlysende, når man ser filmen, at der er metaforer og billeder, som jeg har beskæftiget med før, og det var skønt at befinde mig midt imellem de to poler, for det er sådan, jeg føler det lige nu. Og det er det, filmen handler om: folks opfattelse af virkeligheden. Så der er kommet flere spidsfindigheder, flere naturalistiske elementer med end før«. Mellem himmel og jord Faktisk var Burton ude og tage sit eget helt personlige opgør med computerteknologien under optagelserne. Han har aldrig været for fin til at benytte den nyeste teknik inden for animation m.m., men i 'Big Fish' sagde han fra: »De historier, Ed Bloom fortæller i filmen, er ... håndlavede på en måde, og så er jeg kommet til at mene, at computeranimation gør filmfolk dovne, og når du afstår fra den, hjælper det skuespillerne enormt. På et tidspunkt i filmen ser vi en bil oppe i et træ. »Den ka' computeren da bare sætte ind!», sagde de alle, men sådan ville jeg ikke have det. Energien i filmen kommer af, at vi ikke snyder, men at tingene findes for øjnene af os. Det forekom mig at være den eneste måde at fortælle historien på. Og så er jeg bange for, at det ender med, at der står 50 mennesker på filmsættet og siger: »Hva' ... sku' vi ikke bare gå hjem og bruge computeren på at sætte os alle sammen ind filmen?«. Det kan jo lade sig gøre i dag! Men jeg tror, at publikum kan mærke det. På energien«. Filmen handler vel om, at sønnen lærer en lektie af sin døende far? Hvad er det, han lærer?

»Det, jeg ville, var at vise to sider af den samme figur. Ed Bloom er helt klart en flamboyant person, og engang imellem bruger folk den slags facade til at gemme sig. Og sønnen gemmer sig også. Folk, jeg kender, som har langt-ude 'Absolutely Fabulous'-agtige forældre, er normalt ret konservative, og den dynamik synes jeg er ret interessant. Sønnen er mere bogstavelig i sin måde at opfatte verden på, lidt undertrykt, men måske lykkes det faren at bryde igennem til sidst«. Filmens clou ligger ikke mindst, hvor meget der viser sig at være virkeligt af farens mange ungdomserindringer, og det er i usikkerheden, dynamikken ligger. »Myter, legender, folkesagn - de er alle langt ude og fantastiske, men de har generelt en kerne af følelsesmæssig sandhed, af noget virkeligt. Den dobbelthed er det sted, jeg opholder mig som kunstner, midt imellem hvad der er rigtigt, og hvad der ikke er. Når alt kommer til alt, er alting i verden mere eller mindre sandt. På en måde«. Men det er ikke bare dét tema og Burtons fantasi, der afgjorde, hvordan 'Big Fish' endte med at tage sig ud. Meget giver sig selv, når man vælger at filme i Sydstaterne, i dette tilfælde Alabama. »Du ved, i Alabama er det altid svært at skelne, alt imellem polerne sandhed og løgn er svært at få hold på«. I filmen er der et magisk sted, der hedder Spectre, en slags bonderøvsparadis. Skal det opfattes som et reelt sted? »Ligesom med Burbank, Californien, hvor jeg voksede op, ser alt virkelig rart ud, når du kigger på det. Der er sådan en gyngestols- og verandahygge over det hele, og når jeg kigger tilbage, griber jeg mig selv i at spørge: Er det himlen? Er det helvede? Er det et godt eller dårligt sted?«. Tror du selv på, at der, som man siger, er mere mellem himmel og jord?

»Ja ...«. Tim Burton tøver. »Altså, jeg forestiller mig jo ikke, at jeg ved noget særligt om verdens indretning. Og jeg mener slet ikke, at man kan tage al det åndelige helt så bogstaveligt, som mange gør. Men jo, jeg tror på åndelighed, på skæbnen, på mysterier ... på alle mulige ting. Og har jeg faktisk set et spøgelse? Ja, det tror jeg, jeg har, men jeg kan ikke sige, at jeg ved det. Og har jeg set en UFO? Det mener jeg, ja, men selvfølgelig kan jeg ikke være sikker«. Burtons skæve fingeraftryk Tim Burton er en af de amerikanske instruktører - David Lynch er oplagt en anden - der er mere populær i Europa end i Hollywood, hvor han ikke længere bor, og hvor han altid var sådan lidt ved siden af. Noget aparte. Hans spiritualitet er ikke af den klæge, sentimentale slags, selv om 'Big Fish' flirter med den store amerikanske fortælleform og dermed kommer tæt på det traditionelt inderlige. Og den psykologi, man på en god dag kan forstå hans hidtidige figurer ud fra, er ikke så lærebogspræget som størsteparten af de øvrige film, der bliver lavet. I Hollywood, her i landet - eller hvor som helst. Burton lader ikke en lejlighed gå fra sig her i præsidentvalgstider. På spørgsmålet om hvor han holder af at rejse, svarer han, at det burde være et ufravigeligt krav til enhver amerikansk præsident, at han havde rejst: »En præsident bør have opholdt sig i i hvert fald ét land uden for sit eget», siger han til de europæiske journalisters velbehag. »Kun derved kan han på sin egen krop erfare, hvor surrealistisk og besynderlig verden er«. Burton nåede bunden ifølge sine skarer af fans, da han senest nedlod sig til at instruere genindspilningen af den gamle 'Abernes planet', en film der selv i sin oprindelige form ikke just var et mesterværk. Han fik også kun utak for det, og mange begyndte at tvivle på hans kunstneriske integritet. Det har der været anledning til før, med 'Batman' og 'Batman vender tilbage', men det sorte, det kuldslåede og det skæve har næsten altid været der som et fingeraftryk, selv i de mest kommercielle sammenhænge. En film som 'Mars Attacks!' kunne ligne et gennemsnitligt, stort opslået science fiction-brød, men som parodi på - eller måske nærmere: kærlighedserklæring til - 50'ernes megafremtidsvisioner, var den sjov. Og dynamisk var den da i det mindste. »Jeg er virkelig meget, meget vild med de gamle B-film«, siger Tim Burton, i dag som alle andre dage. »Jeg ville aldrig kunne nævne en yndlingsinstruktør eller yndlingsfilm, for jeg har millioner af dem. Det, der gør mig særligt øm over B-filmene, er, at man kan se deres fejl, man kan se, at det er mennesker, der har lavet dem«.