0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Løgn og forbandet digt

Tim Burton har premiere på sin nye film, 'Big Fish', der - selv om den ser mere almindelig ud, end vi er vant til fra hans hånd - handler om den fine forskel mellem virkelighed og løgn.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Visuelt er Tim Burton en mester, men mange mener, at hans film er tynde. Med 'Big Fish' står historien i centrum. - Foto: Kevork Djansezian

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Tim Burton er en af de filmskabere, det har været nemmest at være uenig om. Er han for meget? Er han måske faktisk for lidt? Udfordrer han sit publikum helt ud til kanten med sin stædigt antinaturalistiske gotik? Eller lader han sig i den grad opsuge i sin gotiske gestik, at historiefortælleren Burton er druknet undervejs?

Diskussionen har aldrig været mere relevant end nu, hvor Burtons nye film, 'Big Fish', er på trapperne, også i Danmark. Vi er sådan cirka så langt fra 'Edward Saksehånd' og 'Sleepy Hollow', som tænkes kan, og blockbusterne 'Batman' og 'Abernes planet' er på velsignet lang afstand.

'Big Fish' handler om ... Tim Burton. Eller rettere: Den handler om at fortælle historier. Om hvor langt en fortæller kan gå i ambitionen om at bibringe tilskueren en oplevelse, et budskab. Albert Finney spiller Ed Bloom, der, mens han er i færd med at dø, fortæller sin livshistorie til sin søn, spillet af Billy Crudup.

Som ung spilles Finney af Ewan McGregor. Kalejdoskopiske beretninger om fantastiske hændelser med rent ud groteske figurer, som var de hentet ud af brødrene Grimm - eller baron Münchhausen. Sønnen væmmes over, hvad han opfatter som farens uærlighed - men er det faktisk løgn?

Den 45-årige amerikanske filminstruktør er blevet 'voksen' og skutter sig gysende ved udtrykket, der lidt for tit efter hans smag er blevet brugt om ham i den britiske presse. Som noget nyt har han i 'Big Fish' blandet effekt og indhold, ladet stilen underordne - eller rettere illustrere - substansen. Organisk, klassisk.

Han ler nervøst, den eftermiddag i London hvor Politiken møder ham. Han er lige så storhåret og sort og krøllet og febrilsk, som Edward Saksehånd havde været, hvis da ikke han havde været spillet af det daværende teenidol Johnny Depp, som Burton i tre film som den første instruktør forlenede med en kunstnerisk legitimitet.

'Big Fish' virker mindre demonstrativ i sin stil end dine tidligere film. Har du ændret holdning til det at fortælle historier?

»Jeg kunne godt lide ideen om at lave en mere organisk film end tidligere», siger Tim Burton.

»Det vil være indlysende, når man ser filmen, at der er metaforer og billeder, som jeg har beskæftiget med før, og det var skønt at befinde mig midt imellem de to poler, for det er sådan, jeg føler det lige nu. Og det er det, filmen handler om: folks opfattelse af virkeligheden. Så der er kommet flere spidsfindigheder, flere naturalistiske elementer med end før«.

Mellem himmel og jord
Faktisk var Burton ude og tage sit eget helt personlige opgør med computerteknologien under optagelserne. Han har aldrig været for fin til at benytte den nyeste teknik inden for animation m.m., men i 'Big Fish' sagde han fra:

»De historier, Ed Bloom fortæller i filmen, er ... håndlavede på en måde, og så er jeg kommet til at mene, at computeranimation gør filmfolk dovne, og når du afstår fra den, hjælper det skuespillerne enormt. På et tidspunkt i filmen ser vi en bil oppe i et træ. »Den ka' computeren da bare sætte ind!», sagde de alle, men sådan ville jeg ikke have det. Energien i filmen kommer af, at vi ikke snyder, men at tingene findes for øjnene af os. Det forekom mig at være den eneste måde at fortælle historien på. Og så er jeg bange for, at det ender med, at der står 50 mennesker på filmsættet og siger: »Hva' ... sku' vi ikke bare gå hjem og bruge computeren på at sætte os alle sammen ind filmen?«. Det kan jo lade sig gøre i dag! Men jeg tror, at publikum kan mærke det. På energien«.

Filmen handler vel om, at sønnen lærer en lektie af sin døende far? Hvad er det, han lærer?

»Det, jeg ville, var at vise to sider af den samme figur. Ed Bloom er helt klart en flamboyant person, og engang imellem bruger folk den slags facade til at gemme sig. Og sønnen gemmer sig også. Folk, jeg kender, som har langt-ude 'Absolutely Fabulous'-agtige forældre, er normalt ret konservative, og den dynamik synes jeg er ret interessant. Sønnen er mere bogstavelig i sin måde at opfatte verden på, lidt undertrykt, men måske lykkes det faren at bryde igennem til sidst«.

Filmens clou ligger ikke mindst, hvor meget der viser sig at være virkeligt af farens mange ungdomserindringer, og det er i usikkerheden, dynamikken ligger.

»Myter, legender, folkesagn - de er alle langt ude og fantastiske, men de har generelt en kerne af følelsesmæssig sandhed, af noget virkeligt. Den dobbelthed er det sted, jeg opholder mig som kunstner, midt imellem hvad der er rigtigt, og hvad der ikke er. Når alt kommer til alt, er alting i verden mere eller mindre sandt. På en måde«.

Men det er ikke bare dét tema og Burtons fantasi, der afgjorde, hvordan 'Big Fish' endte med at tage sig ud. Meget giver sig selv, når man vælger at filme i Sydstaterne, i dette tilfælde Alabama.

»Du ved, i Alabama er det altid svært at skelne, alt imellem polerne sandhed og løgn er svært at få hold på«.

I filmen er der et magisk sted, der hedder Spectre, en slags bonderøvsparadis. Skal det opfattes som et reelt sted?

»Ligesom med Burbank, Californien, hvor jeg voksede op, ser alt virkelig rart ud, når du kigger på det. Der er sådan en gyngestols- og verandahygge over det hele, og når jeg k