»Det, der gør 'Dogville' så fascinerende og foruroligende, er spændingen mellem det universelle og det specifikke. Filmen præsenterer en sær blanding af det fremmede og det kendte: Det er en fantasi om Amerika, men ikke en amerikansk fantasi«. Så er første del af Lars von Triers trilogi nået til det land, den så indtrængende kritisk beskæftiger sig med. Filmen, der fik en hård medfart af amerikanske anmeldere, da den blev vist i Cannes sidste forår, har premiere i New York og Los Angeles på fredag, men allerede i går lå A.O. Scotts anmeldelse på New York Times' hjemmeside. Bukker dybt Scott, der er en af avisens tre filmanmeldere, modtager 'Dogville' med et dybt, respektfuldt buk og imødegår blandt andre Todd McCarthy, førsteanmelderen på branchebladet 'Variety', der sidste år kaldte filmen for propagandistisk og antiamerikansk. A.O. Scott mener, at synspunktet gør filmen meget mindre interessant, end den i virkeligheden er. »Så kunne man lige så godt sige, at 'Dancer in the Dark', som har et bizart plot, der involverer blindhed - og som virkelig slutter slemt - er en traktat imod et privatiseret sundhedsvæsen og dødsstraf, aspekter af det moderne USA, som mest frastøder europæere«, skriver A.O. Scott, der mener, at 'Dogville' hører hjemme i selskab med andre europæiske drømme om Amerika: »Såsom Kafkas 'Amerika', men også Bertolt Brechts stykker, der udspiller sig blandt gangstere i Chicago, og film som Wim Wenders' 'Paris, Texas' og Antonionis 'Zabriskie Point'. At kalde disse forskellige arbejder for drømme er en måde ikke at opfatte dem for bogstaveligt på og også at antyde, at de er allermest interessante for, hvad de afslører om drømmerne. Banditterne, der kører ind i Dogville, har mere til fælles med Brechts gangstere, som var nazister i forklædning, end med vores egen tradition af sentimentale, moderbundne gangstere fra 'The Public Enemy' til 'The Sopranos'«. Lydefri sårbarhed Scott skriver, at Nicole Kidman spiller Grace med en lydefri sårbarhed og list, og gør i det hele taget von Triers film nærværende for et amerikansk publikum. »Mr. von Triers barske kunstfilm er muligvis tættere på den amerikanske popkulturs forvirring og larm, end han aner, og det er ikke kun på grund af hans glæde ved at fylde sine allegoriske landskaber med filmstjerner. En del af det at være amerikaner er at deltage i en endeløs diskussion om, hvad Amerika betyder, en diskussion, 'Dogville' tilfører en uafviselig, mærkeligt fremmedartet stemme«. 'Southpark vil aldrig blive det samme igen' »Måske er 'Dogville' tættere på, end vi tror«, skriver A.O. Scott i sin anmeldelse. »Kort efter jeg så filmen, tændte jeg for fjernsynet og faldt over en anden lilleby i Colorado, gengivet i en selvbevidst minimalistisk stil, hvor amerikansk fromhed bliver udsat for systematisk og brutal dekonstruktion. Nogle gange giver det at rejse til et fremmed sted et nyt perspektiv på det hjemlige, en ny værdsættelse af det. Efter 'Dogville' vil South Park aldrig helt være det samme«.