Ved rattet i en blågrøn Ford Thunderbird årgang 66 sidder den rapkæftede servitrice Louise. I sædet ved siden af sidder den hjemmegående husmor Thelma. De er klar til en tøseweekend i en hytte i bjergene. På bagsædet i den åbne T-bird ligger deres bagage. Og en revolver. Indtil nu har filmen 'Thelma og Louise' fra 1991 lignet optakten til en feel good-historie om to yngre kvinder, der søger et par dages eventyr på afstand af deres to mænd: Jimmy, der tøver med at forpligte sig til Louise, og Darryl, der har været et røvhul over for Thelma, siden hun var 14. Alt er pakket. Fra badetøjet til de varme sweatere og mændenes fiskegrej. En sjov weekend ligger forude. Tror vi. Indtil revolveren dukker op. En sølvskinnende, blank damerevolver, som Thelma har taget med, selv om hun aldrig har brugt den før. Hun har taget den med, fordi man jo aldrig ved, hvilke rovdyr, slanger eller sindssyge svin man risikerer at løbe over i bjergene. »Læg den om i min taske«, siger Louise, og der ligger den så, revolveren, som det første varsel om, at 'Thelma og Louise' aldrig bliver en film om en hyggelig tøseweekend. For det er jo sådan, det er. Alt har en funktion i handlingen, og man får ikke præsenteret en revolver i starten af en film, uden at den kommer i brug, før historien er slut. På samme måde er det, da kvinderne senere i filmen er på flugt, fordi revolveren har været i brug for først at stoppe en voldtægt af Thelma - siden for at myrde voldtægtsmanden. Under flugten møder kvinderne en fladpande af en trucker et sted ude på landevejen. Som tilskuere ved vi, det får betydning, at truckeren laver obskøne bevægelser med underlivet og spiller med tungen, når han ser kvinderne. For vi møder ham én gang. To gange. Ja, vi møder ham endda tre gange. En spænding er under opbygning. Konfrontationen venter lige om hjørnet. Vi ved det, for det siger enhver kogebog om at lave film, og i forbindelse med feriedagenes bombardement af film - nyere som tudsegamle - kan det være en god idé lige at slå op og se, hvad kogebøgerne siger om opskriften på en god Hollywoodfilm. Spændingskurven En af dem, der har studeret fænomenet intenst, er professor i journalistik Peter Harms Larsen. Gennem årene har han dels undervist masser af medarbejdere i Danmarks Radio i filmens dramaturgi, dels udgav han for få uger siden hos DR Multimedie bogen 'De levende billeders dramaturgi'. Så hvorfor ikke tage udgangspunkt i hans bog, der som model netop har valgt Ridley Scotts film om 'Thelma og Louise', fordi »den har det hele«. Scott har valgt en dagligdagshistorie til filmen, og det er der ifølge Harms Larsen ikke noget at sige til, for dermed er stort set alle hos publikum med fra starten. Instruktøren skal ikke klippe mange gange mellem hovedpersonerne, før vi ved, hvad der er på færde. Den storrygende servitrice Louise ringer i smøgpausen på sin hektiske diner til Thelma, der går rundt hjemme i huset med sin fønbølgede tyran af en mand, hvis overarbejde sjovt nok altid ligger fredag aften. Nej, hun har stadig ikke spurgt, om hun må tage med Louise på weekend, og straks ved vi, hvilken slags ægteskab hun har med Darryl. Vi kender koderne i dagliglivets historier. Få scener er nok. Temaet i filmen siver ind allerede fra de første scener. Kvinderne, der er underlagt mændene på den ene eller den anden måde. Og nu er de ved at gøre noget ved det. Om det så bare er for sjov et par dage. Forberedelserne til weekendturen er historiens anslag, hvis man ellers vælger at analysere historien ud fra det, der hedder berettermodellen. Det er en fortælleteknisk metode, som Hollywood ifølge Peter Harms Larsen bruger i ni ud af ti film. Metoden benytter sig af en stigende spændingskurve fra starten af filmen, der efter to eller måske flere afgørende vendepunkter i historien ender i et klimaks, hvor hovedpersonerne slipper ud af den knibe, de har befundet sig i gennem det meste af filmen. Spændingen forløses, og personerne er - formentlig - lidt forandrede i forhold til starten. Under det hele ligger det, der hedder filmens bærende idé. I Peter Harms Larsens udlægning lyder den sådan her: »Kvinders oprør mod et voldeligt og undertrykkende mandssamfund fører til frihed - hvis kvinder er solidariske, tør bruge alle midler og er villige til at ofre alt - selv livet«. Harms Larsen omtaler den bærende idé, selv om han er fuldt bevidst om, at mange filminstruktører hader, når man som i et andet Holbergstykke taler om en 'morale'. Han citerer bl.a. den unge filmmand Anders Thomas Jensen for følgende, som han sagde til Berlingske for tre år siden: »Jeg vil bare gerne fortælle en god og underholdende historie. Jeg kan blive så trist, når jeg har set en fantastisk film, og jeg så læser et interview med instruktøren, hvor han ligesom forklarer det hele. Så kan man lige så godt bare lave et interview frem for at bruge flere år på at pakke det budskab ind, hvis det altså er så simpelt! - Hvad meningen er, det må folk selv om«. Eller som filmproducenten Harry Cohn engang skal have sagt til en manuskriptforfatter: »Hvis det er et budskab, du vil komme med, så hold dig fra film - og send et telegram«. Forhindringsløbet Det er da formentlig heller ikke 'budskabet', folk tænker på, når de igen og igen sætter 'Thelma og Louise' på videoen. Da undertegnede henter videoudgaven i Blockbuster, er ekspedienten ganske vist hurtig til at sige: »'Thelma og Louise'? Nå ja, det er den der film om kvindemagt«, men han fortæller samtidig, at den står i den lille hjørnereol for langtidsholdbare videofavoritter. Her står den på grund af historien. Plottet. »Plottet er det forhindringsløb, forfatteren har konstrueret for at tvinge den bærende figur til at vise, hvad han eller hun duer til«, som Peter Harms Larsen konstaterer. Et forhindringsløb af de store udspiller sig for Thelma og Louise, og mændene er konstant modspillere i historien, hvor kvinderne kun har hinanden at stole på. Efter anslaget til historien kommer præsentationen. Brikkerne til spillet stilles op. På vej til hytten i bjergene gør pigerne holdt. Det er ikke planlagt. De går på bar, drikker, føler friheden. Thelma lader sig varte op af en mand, den slikne Harlan, der prøver at voldtage den berusede kvinde hen over fronten på en bil. Hun reddes af Louise, der stikker revolveren op i nakken på Harlan, da han står med bukserne nede. Da Harlan fortsætter med at provokere, bliver han skudt af Louise, som bærer på det hemmelige minde om sin egen voldtægt engang i Texas. Hvad nu? En weekendtur er nu en umulighed. Fra det ene øjeblik til det andet er de ikke længere en husmor og en servitrice ude for at »vifte med ørerne«, som de siger. De er forbrydere på flugt efter det første, afgørende vendepunkt i historien. En ny dagsorden kommer i spil. Louise vil køre til Mexico for at undslippe politiet. Men er det muligt? Tilskueren skal konstant svinge mellem frygt og håb, mens de to kvinder ræser ned gennem de amerikanske Sydstaters westernlandskaber i Louises blågrønne Thunderbird. »I et godt plot sørger de strategisk placerede plotpunkter for, at den bærende karakter (og publikum) med passende mellemrum kommer under alvorligt pres. Netop når han/hun (og publikum) tror, at nu er der nogenlunde styr på situationen, sker der en omvæltende begivenhed, som skaber ny usikkerhed om historiens retning og udfald, eller omvendt. Når alt ser mest håbløst ud, sker der et omslag med uventet hjælp«, som Peter Harms Larsen fortæller. Sådan er det præcis i 'Thelma og Louise'. Efter mordet på voldtægtsforbryderen Harlan, hvor alt ser håbløst ud, lykkes det dem at få Louises kæreste til at rykke ud med en check på 6.700 dollar, der svarer til Louises sparepenge. Mexico venter igen. Flugten er på ny en mulighed. Den åbne og indledningsvis naive Thelma lader sig forblænde af J.D. (Brad Pitt). Sammen med ham oplever hun sit livs første orgasme. Til gengæld oplever hun også, at han efterfølgende stjæler deres penge. Endnu en erfaring i filmens tema. Denne gang en mand, der på visse punkter er o.k., men også et lige så stort røvhul som alle de andre, da han løber med nøglen til deres fremtid, pengene. Ny krise, og de står endnu værre end før. Louise bryder sammen, og den hidtil uselvstændige Thelma tager kommandoen, og hun udnytter nu den viden, hun har fået af J.D., recepten på et væbnet røveri. Speederen i bund Vi er nået til filmens midte. En slags point of no return. Det er egentlig et begreb fra flyvningens verden, som Harms Larsen påpeger i sin bog. Det har engang angivet det tidspunkt i f.eks. en flyvning over Atlanterhavet, hvor man kun har brændstof til at fortsætte turen til Amerika. Hvor der er så lidt brændstof i tanken, at det er for sent at vende om. I 'Thelma og Louise' er det ikke bare tidspunktet, hvor Thelma tager over, og de får penge til at køre videre. Det er også tidspunktet, hvor politiet intensiverer efterforskningen. Vi ved, de har Thelma på et videoovervågningskamera, men da de ser optagelsen, ved politiet stadig ikke, præcis hvor kvinderne befinder sig. Men så ringer Louise hjem, og det lykkes politimanden Hal at holde hende så længe i røret, at de sporer samtalen, hvilket er det andet afgørende vendepunkt i historien. Filmens tema - frihed eller tvang - kan spille sig helt ud, og den store hovedscene kan gå i gang. Opgøret med mændene personificeret ved den sexfikserede trucker, da de møder ham for tredje gang. De afkræver ham en undskyldning, hvad han hovedrystende nægter. »Fuck you«, er hans kommentar, hvorefter de skyder hans tankvogn i brand. I Peter Harms Larsens udlægning ligner hovedscenen noget fra en traditionel western, hvor kvinderne som en flok indianere - efter at have stukket vognborgen i brand - hujende kører rundt og rundt om offeret og på vej væk stjæler truckerens kasket som en anden skalp fra et blegansigt. Herefter er der kun politijagten tilbage. En jagt, hvor kvinderne drives helt ud til kanten af Grand Canyon. De er helt derude, hvor de kan overgive sig og se frem til et liv i tvang - alt det, de er flygtet fra - eller dø i riflernes kugleregn med støvlerne på. Ridley Scott vælger den tredje mulighed. De hamrer speederen i bund på Thunderbirden og tordner ud over afgrunden - stadig med friheden i behold. I hvert fald i mytens verden, eftersom Scott fryser billedet af bilen i luften, hvor Thelma og Louise får lov til at hænge til evig tid - lykkelige. Efterhånden ved alle og enhver, at det er sådan, 'Thelma og Louise' ender, ligesom de fleste - hvis de stopper op i pusterummet mellem strømmen af nye og gamle film - mere eller mindre bevidst kender formlerne for den filmiske illusion. Alligevel kan man roligt studere begge dele med jævne mellemrum. Og -- husk det nu - film skal (også) opleves i avisen.