0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den elektroniske boogie

Dansekulturen bliver elektronisk i New Yorks diskoteker. I Chicago barberer man discoen ned til de mest elementært dansable elementer. Og i Detroit lander technoen som en ufo i en baghave.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Få - hvis nogen - har haft så stor betydning for udbredelsen af den elektroniske musik som Kraftwerk. I 1977 er kvartetten fra Düsseldorf for alvor blevet verdensstjerner med 'Trans-Europa Express', der også krydser Atlanterhavet og får flashy newyorkere til at vrikke ekstra hårdt under spejlkuglerne på storbyens discotheques. Men 1977 er også året, hvor milepælen 'I Feel Love' udkommer.

Det første disconummer med 100 procent syntetisk instrumentalspor. Italienske Giorgio Moroder og britiske Pete Bellote får baslinjen til at galoppere mod mellemgulvet via en Moog-synthesizer, trommerne er programmerede, ikke håndspillede, og eneste kødelige element er Donna Summers orgastisk henførte røst. Kraftwerk viste verden, at maskinerne kan danse, nu åbenbarer discoen dem som højseksuelle organismer.

Lad os spole tilbage. Glem for en stund Donna Summer, John Travolta, Bee Gees, Gloria Gaynor. Starten på disco-æraen er anderledes brutal, nemlig med 'The Stonewall Incident'. Uden videre grund bliver bøssebaren Stonewall i Greenwich Village stormet af politiet 21. juni 1969. Gæster bliver tævet, og optøjer eksploderer i nabolaget. En militant bøsserettighedsbevægelse dannes, og en række ekstravagante bøssenatklubber skyder op af undergrunden. Det er her, discoen fødes, her dj'en bliver en ypperstepræst for en hedonistisk menighed - ikke en anonym pladevender - her pleasure is politics bliver kodeordene.
Dj'en som ypperstepræst

Vi kan takke discokulturen for, at en dj i dag spiller et rytmisk sømløst flow af plader - og især Francis Grasso, der på danseklubben Salvation Too i de sene 1960'ere leverer byens saftigste grooves og ikke er bleg for at blande Kool & The Gang og Led Zeppelin, afrikansk percussion og Motown. Som den måske absolut første beatmixer Grasso pladerne, det vil sige justerer deres tempi, så de matcher og kan mixes lydefrit sammen.

Et tidligt tegn på en ny tid finder man også på David Mancusos The Loft, der kommer i omdrejninger hver lørdag fra 1970 og fire år frem. »The Loft var en regulær revolution. Jeg så folk, der græd på dansegulvet, fordi de var så bevægede over musikken«, erindrer den senere mester-dj og -remixer Francois Kevorkian.

Mancuso er en mystiker og en prædikant ved pladespillerne, og han definerer klubben som en katedral for samhørighed, kærlighed og spirituel udfrielse gennem dansen. Og der sker et vigtigt fokusskift fra udøver til publikum. Det handler ikke længere om egoet på podiet, men om den kollektive følelse - en helt afgørende filosofi i den senere ravekultur. I 1972 åbner et par andre centrale klubber: The Gallery, hvor legendariske dj's og senere producere som Larry Levan og Frankie Knuckles starter, og Better Days, hvor Tee Scoot og senere Francois Kevorkian og Shep Pettibone regerer.

'Discotheque records' kaldes de plader, dj'en spiller i disse dage, og oprindelig dækker lsquo disco' bare over den musik, der får folk til at flytte fødderne. Discoens seksuelle utopi bliver således født ud af en eklektisk, men gerne funky og soulet musiksmag tilsat divasangere fra nær og fjern og menighedens åbenbare nydelse ved et four-to-the-floor-beat - stortrommeslag på 1-2-3-4. Oprindelig er genren håndspillet, men med trommemaskinens komme bliver rytmen anderledes kontant og techno-erotisk - ikke kold og steril, men nådesløst ophidsende under de kulørte discolamper.

Og alt som dansen begynder at ligne simuleret samleje lige så meget som blot og bar kurtisering, så forandrer musikken sig også. Direktøren for Casablanca Records, Neil Bogart, ønsker sig i 1975 en extended version af selskabets Donna Summer-hit 'Love To Love You Baby'. Angiveligt fordi han ynder at dyrke sex til den. Giorgio Moroder og Pete Bellote giver ham 17 minutter til forehavendet.

Den slags længder kan ikke rummes på en syvtommersingle, og samme år bliver den komplekst mixende dj Tom Moulton på grund af syvtommermangel nødt til at trykke sin single på en lp-skive. Lyden er en åbenbaring. Dynamikken og ikke mindst bassen er langt overlegen, og en markant lydforbedring og dermed højnet sanselighed er sikret. Og med Walter Gibbons' episke remix af Double Exposures 'Ten Percent' bliver tolvtommersinglen i 1976 også taget alvorligt som mere end et gimmick.

Nye producere begynder at remixe for tidens centrale pladeselskaber Salsoul, Prelude og West End, og her finder discoen for alvor kammertonen: i krydsfeltet mellem den elegante, spirituelle sangskrivning og den virtuose, kropsforførende studiemanipulation.

Helt ind til benet
I 1976 indleder Larry Levan (Lawrence Philpot) sit årti lange mesterskab bag pladespillerne i den sort/puertoricanske bøsseklub The Paradise Garage. Ecstasy, mescalin, kokain og lsd er en del af den løsslupne stemning, og Levans rå nerve og spirituelle vinylstrømme antænder musikkens befrielseskraft med maksimal effekt for det marginaliserede publikum. The Paradise Garage bliver et modkulturelt flagskib, samtidig med at discoen søsættes i mainstream - og lægges for had af det hvide rockpublikum.

Levan bliver den dag i dag regnet for at være en af de ypperligste dj's, der har levet, og han udvikler også den mere smooth, vokalbårne house-afart, garage. Men den udvikling fordrer selvfølgelig først opfindelsen af grundformen house, der støbes i Chicago. Det er oprindeligt Levan, der inviteres nordpå til 'the windy city' for at blive hus-dj i The Warehouse med plads til flere tusinde mennesker. Men han takker nej og henviser til Frankie Knuckles, som han har delt pladespillere med i The Gallery og i bøssebadekomplekset The Continental Baths.

Knuckles' præsentation af New Yorks mixmetoder er fra 1978 en bragende succes oppe nordpå. Som den fremragende og derfor lydhøre dj han er, forsøger Knuckles at højne det overvejende sorte homoseksuelle publikums nydelse ved hjælp af præindspillede spolebånd og senere trommemaskiner og syntetisk bas, som han tryller ind og ud af sine vinylplademix. Og snart kalder Warehouse-folket Knuckles' musik for 'house-music'.

House skærer ind til benet i discoen, helt ind til dens mest kropsdikterende elementer: elektronisk bas og trommer - måske tilsat lidt synth, blæs og eventuelt en enkelt vokalbid eller to. Sangeren er blot endnu et instrument i et loopet og vedvarende nu af nydelse. Fokus flyttes fra musikken, hvor der ikke sker så meget, til lytterens krop, hvor der sker voldsomt meget. Og dansens ekstase og musikkens seksuelle utopi er i endnu højere grad end i New York målet, der retfærdiggør de frydefuldt grovkornede midler.

Stoffer spiller selvfølgelig også en rolle i disse år. Kokain er in i discokulturen, mens housekulturen i 1983 introduceres for et skelsættende stof. MDMA lyder den kemiske betegnelse for den lille pille med den store virkning. Ecstasy. En varme breder sig i krop og sjæl, en kærligheds- og samhørighedsfølelse, og ikke overraskende bliver det et hit i housekulturen. For eskapisme er selvfølgelig også i Chicago som i New York en mental overlevelsesstrategi.

I æteren er det dj-kvintetten Hot Mix 5, der formidler houserevolutionen. Og i 1983 forlader Knuckles The Warehouse og åbner sin egen klub, The Power Plant. Hans eksarbejdsgivere svarer igen med Music Box, hvor Ron Hardy bliver hus-dj. Og en frugtbar, indædt rivalisering kan begynde. Knuckles som den stilfulde, 'smooth', prunkløse dj, Hardy som den kantede, mørke, emotionelle mester, der river alt og alle med sig.

Den første houseudgivelse er Jesse Saunders' 12-single 'On and On', der udkommer i 1983. Men nogenlunde samtidige er også Jamie Principles 'Your Love'. Og i 1984 åbner verdens første housepladeselskab Trax Records. Kort efter grundlægges den mere poppede rival Dj International.

Techno city
Detroit. Bilernes by - eller rettere eksby. Efter oliekrise, japansk konkurrence og robotisering af samlebåndene er byen hårdt ramt af arbejdsløshed og hvid udvandring, og i starten af 1980'erne er dele af Detroit decideret spøgelsesby, postindustriel ødemark. Og det farver grundtonen i techno, som ironisk nok bygger på teknologiske fremskridt.

Andre faktorer spiller også ind. Radio-dj'en Electrifying Mojo (Charles Johnson) spiller hver nat fra 1977 til 1985 mix af alt fra blues og Detroits egne Parliament til Kraftwerk og de nyeste synthpopplader fra Europa. Og da han i 1981 flere aftener spiller fyldige uddrag af Kraftwerks nye album 'Computer World' med dets skarpskårne og kropsnære beats, gør den stort indtryk. Ikke mindst på Juan Atkins - en af utallige sorte unge, der lytter med.

Allerede i 1980 har han købt mixer, synthesizer og to kassettebåndoptagere, som han laver lag på lag-konstruktioner med. Han bor i lillebyen Belleville uden for Detroit, hvor han bliver venner med de senere så berømte Derrick May og Kevin Saunderson. Og sammen med May og Eddie 'Flashin' Fowlkes danner han dj-gruppen Deep Space Sound, der begynder at spille og mixe til fester i omegnen.
På college møder Atkins den 12 år ældre Vietnamveteran og progrockfan Rick Davis, og de danner i 1980 duoen Cybotron.

Året efter debuterer de med den synthpop-inspirerede 'Alleys Of Your Mind', hvor de gør flittig brug af Davis' trommemaskine med komplekse, mangetungede rytmer. Deres debutalbum 'Enter' (1983) er en electroklassiker, og året efter forudsiger de genrenavnet 'techno' med linjerne 'Oooh oooh Techno City/Hope you enjoy your stay' fra singlen 'Techno City', ja, de laver sågar også en slags techno-vokabularium. Og så er de inspirerede af Alvin Toffler, der i sine bøger portrætterer en kommende generation af 'techno rebels', der i stedet for at lade teknologierne regere på markedets præmisser søger en bæredygtig balance mellem menneske og maskine - via mindst mulig teknologi.

Technoens foretrukne instrumenter er gode billeder på dette: Yamaha DX7 bliver i 1984 historiens første prisbillige digitale synthesizer, og den forårsager et styrtdyk i prisen på analogt udstyr, heriblandt Rolands bassynthesizer TB-303 Bass Line og trommemaskine TR-808 Rhythm Composer. De maskiner kommer til gengæld til at definere technoens lyd, da Atkins & Co. køber dem billigt og udnytter dem til det maksimale, ja, langt ud over fabrikantens intentioner.

Atkins går i 1985 solo under navnet Model 500 og udgiver på sit nystartede selskab Metroplex verdens første technosingle, 'No UFOs'. Lag på lag af funky trommeprogrammeringer og stærkt futuristiske klange. Snart skyder technopladeselskaber såsom Kevin Saundersons KMS og Derrick Mays Transmat op. May sammenligner technoen med »George Clinton og Kraftwerk fanget i en elevator med kun en sequencer til at holde dem med selskab«. Og Atkins si