Det Kongelige Bibliotek vil til foråret fremlægge en komplet liste over de værker, som fortsat mangler på hylderne efter det store bogtyveri for godt 30 år siden. Det siger chefen for biblioteket som svar på kritik fra en antikvarboghandler. I et indlæg i Politiken tirsdag skrev boghandler Peter Daugaard, at han og hans kolleger er ude af stand til at opdage stjålne bøger fra Det Kongelige Bibliotek, når biblioteket ikke har fremlagt en liste over de bøger, der mangler. Har brug for tid Bibliotekets direktør, Erland Kolding Nielsen, siger, at en database over manglende bøger vil ligge klar i løbet af foråret. »Man må lige give os og politiet tid til at bearbejde alt det, der er fundet. Det har jo vist sig at være meget mere, end vi havde drømt om«, siger han. Under ransagninger i dette efterår har politiet fundet cirka 1.600 værker i Nordsjælland, Tyskland, England og i USA. Andre 100 værker er blevet identificeret, men er solgt. Kunne ikke være opdaget tidligere Men selv om antikvarboghandlere havde haft en liste, ville det store tyveri næppe være opdaget ad den vej, understreger Erling Kolding Nielsen. Det skete for godt 30 år siden, da en tidligere og nu afdød medarbejder ved Det Kongelige Bibliotek begik et kæmpemæssigt tyveri, men først i 1998 blev små bidder - to til fem værker ad gangen - sat til salg gennem auktionshuse i London og New York. De professionelle anede ikke uråd. Mistanken opstod først i dette efterår, da 16 bøger blev sat til salg på én gang hos Christie's i London. Antikvarboghandler Peter Daugaard nævner, at han ofte har fået bøger fra Det Kongelige Bibliotek i bogsamlinger, han har købt. Men her er der næppe tale om stjålne bøger i almindelig forstand, vurderer Erland Kolding Nielsen. Sandsynligvis er det bøger, der ikke er afleveret af lånere, og som biblioteket ikke har kunnet kradse hjem. Disse bøger vil ikke stå i den kommende database. Stjålne bøger købt lovligt Statens advokat er blevet bedt om juridisk assistance til at skaffe nogle af de stjålne værker fra Det Kongelige Bibliotek tilbage til Danmark. Men muligvis er nogle af bøgerne tabt for altid. »Det er ikke sikkert, at vi kan få vindiceret (ret til at få tilbage, red.) alle de ting, der er solgt«, siger direktør Erland Kolding Nielsen. Politiet kan ikke bare hente de værker, der er solgt gennem auktionshusene, hjem til de rette hylder i København. I hvert fald ikke når handlerne er foregået i god tro. Det blev klart under et møde tidligere på måneden mellem Københavns Politi og Kulturværdiudvalget, som Erland Kolding Nielsen er formand for. »Uanset vores gode vilje og indsats er det ikke sikkert, at vi kan vindicere de ting, der er solgt. Det skyldes, at retstilstanden er forskellig i de forskellige lande. Nogle lande har ikke tilsluttet sig de internationale konventioner om tilbagelevering af stjålne kulturværdier«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hvis vi får den regering, der lige nu er på tegnebrættet, får vi nok tre, ikke to, oppositioner
-
Om en måned skal de være ude: Op mod 100 musikere får frataget deres øvelokaler
-
Trump joker om at overtage Cuba 'når arbejdet i Iran er færdigt'
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








