Den fortælling, der begynder her, handler om, hvilken kreativt myldrende art vi er: Hvordan en bølge af ny teknologi sætter en bølge af ny musikalsk kreation i gang, som igen inspirerer til yderligere udvikling af teknologi, som igen ... og så videre. Dette er originalernes og pionerernes historie. Et lyntog først gennem opfindernes laboratorier og snart ud i de musiklandskaber, som de strømførende teknologier har forandret til ukendelighed - eller bygget fra bunden. Den elektroniske musik har vokset sig enorm og vildtvoksende i særligt de sidste 20 år, hvor demokratiseringen af musikteknologi er blevet noget nær total i den vestlige verden. Ikke alle underafdelinger eller hovednavne kan således rummes i en otte artiklers ekspresrejse, men de afgørende nybrud kan kortlægges, og de centrale opdagere kan hyldes. I slutningen af det 19. århundrede, hvor vi foretager vores første indzooming, og hvor den vestlige verden begynder at nyde elektricitet som en del af hverdagen, er historien stadig ret enkel. Her er musik strengt akustisk, og det er noget, man opsøger på markedspladser, i koncertsale eller barer. Her handler det stadig om forudsætningen for at starte en elektronisk musikhistorie, om opfindelsen af musikinstrumenter med behov for elektrisk stød. 1876 er afgørende. Her opfinder amerikaneren Alexander Graham Bell telefonen, hvor lyd oversættes til elektriske signaler. Afstand er ikke længere begrænsning for lyd. I 1877 opfinder landsmanden Thomas Alva Edison anordningen, der kan lagre den ny tids elektriske signaler: Fonografen som ad mekanisk vej reproducerer lyd, og samme år optager han børnesangen 'Mary Had A Little Lamb'. Syng ned i en tragt, og en nål indgraverer din stemmes lydbølger på en stanniolcylinder. Og vupti er en musikhistorisk bølgebevægelse blevet sat i gang. Lyd er ikke længere fange i det nu, den optræder i. Edisons fonograf er forløber for grammofonen, som i stedet benytter en vokscylinder, og som Charles Sumner Tainter og fætrene Alexander Graham og Chichester Bell får patent på i 1886. Året efter udskifter den tysk-amerikanske ingeniør Emile Berliner cylinderen med en flad zinkplade. Og i 1902 indspiller den italienske tenor Enrico Caruso som den første berømte sanger en grammofonplade.
Spolebåndoptageren og mikrofonen
Inspireret af et besøg i Edisons laboratorier i slutningen af 1870'erne teoretiserer amerikanske Oberlin Smith over optagelse og afspilning af lyd ved hjælp af et magnetiserbart materiale, der passerer forbi en form for elektromagnetisk tonehovede. Han publicerer et diagram i 1888, men det vides ikke, om han realiserer det. I 1894 opdager danske Valdemar Poulsen til gengæld den magnetiske lydoptagelse, og han tager i 1898 patent på telegrafonen, som kan optage på og afspille fra en metaltråd. Han har en forbedret udgave med på Verdensudstillingen i Paris i 1900, hvor den østrigske kejser og ungarske konge Frans Jozeph indtaler sin stemme på den. Det lykkes bare aldrig Poulsen for alvor at få gang i produktionen på grund af konstruktionens manglende stabilitet og svage lyd, og først i 1927 da amerikaneren J.A. O'Neill erstatter metaltråden med et bånd belagt med magnetiserbart materiale, sker der for alvor noget. Og endelig i 1935 præsenterer tyske Allgemeine Elektrizitäts-Gesellschaft (AEG) den første egentlige spolebåndoptager - udstyret med spoler med tyndt plastikbånd. Der eksperimenteres i 1920'erne og de tidlige 1930'ere også med at indspille på filmstrimler - Walther Ruttmanns selvudnævnte 'Hörfilm' 'Weekend' - eller sågar tegne og affotografere lyd på dem - såkaldt drawn sound. Men det er med spolebåndoptagerens udbredelse efter Anden Verdenskrig, at helt nye muligheder åbenbares for nytænkende musikere. Lyd frigøres fra sin kilde, fra den traditionelle musikers fremførelse i tid og rum, og folket behøver ikke længere opsøge musikken i det offentlige rum, men nyde den bag hjemmets fire vægge. Spolebåndoptageren bliver helt central i ethvert pladestudie, hvor musikkens kronologi kan opklippes - i modsætning til grammofonpladen - ligesom baglænskørsel og hastighedsændringer skaber interessante muligheder for manipulation. Den forvandler lyd fra uhåndgribelige bølgebevægelser til modellervoks. Og så er der mikrofonen. I 1920 foretages, hvad der regnes for den første optagelse med mikrofon, da George William Guest og Horace Merriman optager begravelsesceremonien for den ukendte soldat i Westminster Abbey, London. Skiftet fra at bruge en optagetragt til mikrofon betyder selvsagt forbedret lydkvalitet, men den kommer også til at påvirke sangerne. Mikrofonen forstørrer jo lyd og lokker dermed også meget lavere lydstyrker, en større intimitet, helt ned til hvisken ud af sangerne. Billie Holiday udforsker for eksempel i 1930'erne mikrofonteknologiens muligheder for en nærmest privat sangteknik. Helt tæt på kan man høre den mest tyste frasering, vejtrækningen, sukket. Noget, der var helt uhørligt, når en sanger før stod foran et orkester. Mikrofonen går med andre ord ind og forskyder virkelighedens soniske størrelsesforhold.
De første musikinstrumenter
Der er få eksempler på elektriske musikinstrumenter fra før midten af det 19. århundrede. Nogle af undtagelserne er franske Jean-Baptiste De La Borde, der i 1759 konstruerer sit clavecin électrique. Og bøhmiske Prokop Divis' Denis d'Or, der ifølge overleveringerne var et delvist elektrostatisk klaviaturagtigt musikinstrument færdiggjort i 1762. I 1874 skaber Elisha Gray The Musical Telegraph, der af mange anses for det første egentlige elektroniske musikinstrument, der endda er polyfont; det vil sige, at det kan spille flere toner af gangen. I 1892 kan Richard Eisenmann præsentere sit Elektromagnetisches Klavier. Og så er der amerikanske Thaddeus Cahills uhørt ambitiøse projekt: det såkaldte telharmonium, som han går i gang med at konstruere i 1898. En maskine med to klaviaturer, hvis tangenter har hver deres individuelle klang. Cahill taler endda om at 'synthesize', altså syntetisere lyd i sin patentbeskrivelse af instrumentet. De to eksemplarer, der konstrueres, vejer over 200 ton. Stykket. Hertil kommer, at musikken, der spilles på det, transmitteres over telefonnettet til både private og offentlige rum fra 1906. Desværre forstyrrer telharmoniummet folks telefonsamtaler, så telefonselskabet opsiger aftalen. Og i 1911 er Cahills selskab, New York Electric Music Company, fallit og de to telharmoniummer er siden gået tabt. I 1915 opfinder Lee Deforest oscillatoren, en elektrisk svingningsgenerator, der kan generere en lydbølge uden nogen form for overtoner. Den bliver central, da avantgardemusikere efter Anden Verdenskrig 'bygger' klange i deres studier. Russiske Leon Theremin bemærker som mange andre, at den menneskelige krop i nærheden af en radio påvirker modtagerforholdene. Han tænker bare lidt mere over det end gennemsnitsborgeren. Og i 1917 skaber han thereminet, hvor man - uden at røre instrumentet - styrer tonehøjde ved at bevæge sin hånd foran en lodret antenne samt lydstyrke med en hånd i varierende afstand fra en cirkelformet antenne. Thereminen bruges den dag i dag af unge nysgerrige musikere inden for både rock, hiphop og electronica. I 1928 præsenterer franskmanden Maurice Martenot sit ondes musicales , siden kendt som ondes martenot. Inspireret af thereminet, men udstyret med en gribebrætlignende anordning, der gør det betragtelig nemmere at ramme toner præcist. I 1930'erne bruges det som et instrument i sin egen ret, og flere komponister både spiller på og komponerer for det. Laurens Hammond begynder i USA 1935 at serieproducere elektriske orgler. Det er en omgående succes.
Futuristerne og dadaisterne
Langt op i 1930'erne er der ikke mange, der bruger de nyskabende instrumenter til at skabe tilsvarende nyskabende musik på. Derimod er de eksotiske indslag i opførselen af gængs partiturmusik som for eksempel senromantiske, populære værker. Ikke alle er lige tilfredse med den udvikling. Allerede i 1913 efterlyser den italienske futurist, maler og kunst- og musikskribent Luigi Russolo nye instrumenter, der kan modsvare den industrialiserede virkeligheds lyde og fordrive den klassiske musiks helligdomme - ikke mindst symfonien. »Vi frydes langt mere over kombinationen af larm fra sporvogne, fra automobilmotorers bagslag, hestevogne og larmende mængder end over gentagelsen af for eksempel 'Eroica' (Beethoven-symfoni -red)«, skriver han i 'L'arte dei Rumori' - støjlydenes kunst. Russolo hylder også krigens lyde, går endda så vidt som til at analysere lyden af forskellige skydevåben og projektiler, ligesom han selv konstruerer støjinstrumenter, såkaldte 'intonarumori'. I 1918 modificerer han også en flymotor, så dens klang kan varieres til hans musik, der ledsager Fedele Azaris flyvemaskinekunster over Milano. George Antheil inkluderer også moderne støj fra blandt andet bilhorn, flypropeller og rundsave i 'Ballet mécanique' fra 1926. Den anderledes antifascistiske bevægelse dadaismen grundlægges 1916 på café og kunstgalleri Cabaret Voltaire i Zürich af blandt andet Hugo Ball, Jean Arp og Tristan Tzara. Dadaisterne reagerer mod Første Verdenskrigs tab af tro på mennesket, og de reagerer mod borgerskabets smag og politiske og sociale privilegier. I deres digte bliver sproget hugget op i stavelser og sammensat til nye, fremmede helheder. Deres grafiske virkemiddel er fotomontagen, hvor de klipper fotografi og tekstbidder sammen - cut-and-paste-pionerer to årtier før spolebåndoptagerens opfindelse giver de samme muligheder inden for musik, og meget længere tid før sampleren og sequenceren gør det til en decideret nem musikstrategi. Dadaisternes våben er provokation og tilfældighedsprincipper, og i byer som New York, Zürich, Berlin og Paris arrangerer de grænseoverskridende happenings, provokerer med oplæsninger af vrøvlede tekster og fremfører støjmusik. Ensomme progressive komponister
Siden de sene 1910'ere har den franskfødte, amerikanske komponist Edgard Varèse også eftersøgt nye klangmuligheder hinsides gængs komposition, og han mener, at musik skal opleves fysisk, ikke gennem forståelsen og accepten af et bestemt harmonisk system. Den overbevisning kommer en del ravere til at danse i takt til i det 20. århundredes sidste årti. Varèse er venner med Russolo, men bryder sig ikke om hans støjinstrumenter, ja, forkaster faktisk futurismens mimen af maskiner. Ved den franske førsteopførsel af 'Ameriques' (1918-21) viger sirenen i kompositionen således for det tidligere nævnte instrument ondes martenot, og i orkesterværket 'Ecuatorial' (færdigjort 1934) komponerer han direkte til to ondes martenots. Han mødes gerne af hån og søger flere gange forgæves finansiel støtte til et center for elektronisk research. Varèse kommer til at befinde sig langt bedre i musikverdenen efter Anden Verdenskrig. I 1937 opføres franske Olivier Messiaens 'Oraison' for første gang. Et stykke komponeret udelukkende for et ensemble, som kun er udstyret med ondes martenots, og unikt fordi en anerkendt komponist for første gang vier en hel komposition til elektrisk producerede lyde. Uomgængelig er også amerikanske John Cage, der i 1939 præsenterer 'Imaginary Landscape #1'. Et pionerværk, hvor der spilles på to grammofoner udstyret med plader med testlyde fra oscillatorer samt præpareret klaver (træstumper med mere påspændt strengene) og bækkener. På den ene pladespiller løftes og sænkes pickuppen efter et rytmisk mønster, mens den anden plade konstant ændrer tonehøjde ved betjening af en variabel hastighedskontrol. Det er uhørt nytænkt musik. Allerede i århundredets tidlige årtier er skellet mellem musik - partituret, orkestret, komponisten, tonehøjdernes indbyrdes forhold, stemning, harmoni - og ikke-musik - støj og virkelighedens lyde - altså under angreb. Og det kommer til at bane vejen for den nye elektroniske musiks klange, strategier, virkemidler, som udfoldes på den anden side af Anden Verdenskrig. Her vil avantgardemusikere definitivt nedbryde den kunstmusikalske tradition i studier i Frankrig, USA og Vesttyskland med spolebåndoptageren i en af hovedrollerne. Dén historie tilhører næste artikel.
Kilder:
David Toop: 'Ocean of Sound' (Serpent's Tail 1995)
Peter Shapiro (red.): 'Modulations' (Caipirinha 2000)
Henrik Marstal & Henriette Moos: 'Filtreringer' (Høst & Søn 2001)
Rob Young (red.): 'Undercurrents' (Continuum 2002)
Artikler fra Encyclopaedia Britannica og i magasinet The Wire.