Først spillede de sangen, omringet af 125 nøgne mennesker ved MTV's europæiske prisfest. Og nu udgiver de den som single og lader overskuddet fra salget gå til det irakiske folk. Med en opfordring til de ledere, USA har indsat i landet, om at gøre det samme til den krigsplagede befolkning. »Hvis man tjener penge på andres ulykke som følge af en krig, er det blodpenge. Og det vil vi ikke tage imod«. Lyder den korte og kontante forklaring, afleveret med syngende skotsk eftertryk af Francis Healey, sanger i gruppen Travis. Travis, som spiller i aften for et stort, trofast publikum i Valby-Hallen, udgiver i næste månedsangen 'The Beautiful Occupation' som single. En sang, som på det nærmeste har ændret Fran Healeys liv og holdninger. »Når jeg skriver sange, aner jeg ikke, hvad de handler om. Det samme var tilfældet med denne her, som jeg skrev, mens Bush og Blair raslede med våbnene og - måske - gjorde klar til en invasion i Irak. Da jeg senere spekulerede over, hvad det var, jeg ville med den sang, gik det op for mig, at den var en forudsigelse. Om en besættelse i fredens tegn. Som om vi nogen sinde har hørt om en erobring og besættelse af et fremmed land, som har ført til noget godt. Situationen i Irak har forandret verden og gjort os alle utrygge«, siger Fran Healey. Selv om stemmen i telefonenfra Madrid, hvor Travis spillede i mandags, lyder charmerende munter med sit tykke skotske tonefald, er Fran Healey alvorlig. »Jeg ved godt, at det er meget let af afskrive rockmusikere, som tager stilling og forsøger at handle efter deres holdning, som 'naive', 'frelste' og 'indbildske'. Men det må jeg finde mig i. Der er ikke noget at gøre ved det, for man må følge sine instinkter og gøre, hvad man finder bedst. Det er, hvad jeg har lært af terrorangrebet 11. september og begivenhederne siden, som har ført os alle sammen mod utryghed og frygt«, siger Fran Healey. Han og Travis, der på det nye album ud over 'The Beautiful Occasion' også har taget antikrigssangen 'Peace The Fuck Out' med, er ikke de eneste i de yngre generationer af rockmusikere, som har rejst sig og er gået i aktion mod krigen og besættelsen af Irak. Også blandt andre britiske Blur, Massive Attack, Radiohead og George Michael samt amerikanske R.E.M., Lenny Kravitz og Green Day har protesteret mere eller mindre massivt mod invasionen. »Da vi blev bedt om at spille ved MTV's europæiske prisfest, ringede jeg personligt til direktøren og sagde: »Hey mand, vi har den her ide om at have 125 nøgne mennesker med på scenen«. Ikke for at signalisere sex, men for at minde om, hvor ubeskyttede og grundlæggende ens vi mennesker er, når vi er nøgne. Han sagde heldigvis ja. Et eksempel på, at der er sket noget med os alle, og at ingen bare kan spille ubekymrede længere«, mener Fran Healey. Der er noget helt galt Hvis man nævner ord som 'politisk rock' eller 'agitation' for sangeren, stejler han dog, så det kan mærkes helt fra Madrid til København. »Jeg synes ikke, at vi er et politisk band på den måde. Vi har jo hverken programmer, principper eller politiske mål på den måde. Det er mere en protest ud fra det, ingen af os forstår. Altså hvorfor skulle vi sende soldater ned for at erobre et land, som ligger så langt væk? Det er der stadig ikke nogen forklaring på. Men min - og mange andre menneskers - fornemmelse var, at det var forkert. Uden at vi kunne begrunde det, kunne man bare mærke, at noget var helt galt med beslutningen om at indtage Irak. Og man skal lytte til sine instinkter, det er det vigtigste pejlemærke, vi mennesker har«, siger Fran Healey. Efter hans mening burde også politikere lytte mere til instinkterne. »Jeg taler ikke om hurtige beslutninger som følge af en eller anden impuls eller folkestemning, men simpelthen evnen til at mærke efter, hvordan man har det med alt det, der sker i verden. Det er den evne, vi har som børn, men som vi prøver at undertrykke resten af livet. Alligevel er det mit indtryk, at de fleste mennesker fornemmer, at der er noget helt, helt galt. Det skaber en usikkerhed, som ikke er frugtbar«, mener Fran Healey. Usikker har situationen også været for Travis, siden trommeslager Neil Primrose brækkede tre knogler i nakken, da han sidste år hoppede uheldigt i en swimmingpool i Frankrig. Ingen troede, at trommeslageren ville genvinde førligheden og komme tilbage bag trommerne, men det er sket. »I forvejen var vi faktisk rystede over al den succes, vi har fået. Det lille hus, vi langsomt og møjsommeligt havde bygget op, var simpelthen ved at skvatte sammen. Alle vil have os til et eller andet. Det hele blev til arbejde, og vi var aldrig hjemme. Når vi endelig var det, var vi knapt nok mennesker og intet værd for vores familier og kærester. Efter otte-ni måneder begyndte vi seriøst at overveje livet efter Travis, men så skete det uheld med Neil, og det fik os virkelig til at standse op. Da han kom tilbage, var det på en måde som et tegn fra naturen om, at vi var i gang med noget vigtigt sammen, som vi ikke bare må kaste fra os. Jeg ser mig selv skrive sange og spille dem sammen med de her fyre, når jeg er 80 år gammel. Vi vil udvikle os sammen som R.E.M. eller U2«, siger Fran Healey om den genfundne energi i Travis. Den blev i første omgang sat ind på det nye album '12 Memories', som har delt den store fanskare. Nogle finder, at det er skotternes hidtil bedste udspil, mens andre mener, at der er tale om en træt gentagelse af velkendte dyder med nogle - lidt for - stille og melankolske sange. »Vores tidligere plader var lidt ligesom Coca-Cola for mig. Første mundfuld var frisk og perlende, men efter en times tid var bruset gået af, og så var de ikke så spændende mere. Det nye album er mere som god vin, der bliver bedre og bedre for hver gang, man smager på den. Men man skal give det tid. Det kan godt være, at det er en dårlig taktik, fordi alle vil have alting her og nu, men vi er ikke sådan hverken som mennesker eller musikere, så det er der ikke noget at gøre ved«, mener Fran Healey. Flytter til Tyskland For Travis gælder nu kun det lange, seje træk. Bandet har investeret store summer i lydudstyr og lys, der ledsager skotterne rundt på den nuværende turne for at sikre publikum den bedst mulige oplevelse. Og for Fran Healey selv bevæger tilværelsen sig også videre. »Jeg har sådan nogle arbejderklasseværdier om, at man ikke flytter fra det sted, man kommer fra. Men min kæreste er fra Tyskland, og hun har klaget meget over, at hun ikke kan klare sig så godt i skænderier, fordi vi altid skændes på engelsk. Så nu flytter jeg til Hamburg for at få fred, og hun glæder sig helt vildt til at tage hævn i diskussionerne. Det er vildt, for før jeg fyldte 21 år, havde jeg aldrig siddet i en flyver eller været uden for Storbritannien. Nu bestiller jeg ikke andet end at rejse, og jeg er faktisk ligeglad, hvor jeg bor. Man må bare tilpasse sig«, lyder det fra Madrid. Før vi tager afsked, indskyder Fran Healey med begejstring i stemmen, at han også er optimist, og at der sker gode begivenheder i verden: »Den revolution, der har fundet sted i Georgien uden indblanding fra omverdenen, må være et hårdt slag i ansigtet på USA. Tænk, at folket helt selv har væltet præsidenten! Afsættelsen af Eduard Sjevardnadse ligner et stort nederlag for dem, der mener, at man skal blande sig i alt muligt for at ændre tingenes tilstand. Folk kan godt selv«.