Amerikanerne har sådan et godt udtryk for film, som får tilskuerne til at gå ud af biografen med et smil på læben og en følelse af, at livet nu ikke er så dårligt endda. De kalder det en feel good-film. Og en sådan en er den franske 'At være og at have'. Der er ikke tale om en romantisk tåreperser eller en 'ih, hvor er de gode ved hinanden'-ting. Filmen handler såmænd 'bare' om livet i en lille landsbyskole i en øde bjergegn i Frankrig. Instruktøren Nicolas Philibert har fulgt undervisningen i landsbyskolen, hvor læreren Georges Lopez ene mand skal klare omkring et dusin elever fra børnehavealderen til mellemskolen. Som en flue på væggen registrerer Nicolas Philiberts kamera over et halvt års tid indlæringsprocessen og de sociale mekanismer, som de udfolder sig i et lokale, hvor disciplin er en simpel nødvendighed, idet al undervisning foregår i det selv samme lokale. Kan det virkelig udfylde en film på en time og fyrre minutter? Anmeldere og filmeksperter verden over har entydigt svaret ja og har givet filmen en række priser, men nok så interessant er, at filmen også er blevet en kolossal publikumssucces. Alene i Frankrig har over 1,8 millioner mennesker købt billet og set den i biograferne, og det tal er selv for et filmglad land som Frankrig exceptionelt for en dokumentarfilm. Filmen er et lærestykke i, hvordan god pædagogik udøves, og burde være tvungent pensum på lærerseminarer verden over. Nogle vil måske indvende, at der er tale om en forældet form for pædagogik. F.eks. er det helt naturligt, at børnene rejser sig, når læreren kommer ind, og to slagsbrødre bliver også tvunget til at give hinanden hånden og sige undskyld. Men når man i filmen ser de afklarede barneansigter, er man ikke i tvivl om, at denne Georges Lopez har fat i den rigtige ende. Han har været lærer i 20 år, kender alle de små trick, der kan befordre en indlæring eller skabe en god social omgangstone. Han sidder ikke slavisk med en lærebog, men griber de emner, eleverne bringer op, og får en god samtale. Når yngste elev skal skrive et 7-tal på tavlen, skal hun ikke udsættes for et nederlag, så han har i forvejen lavet prikker, som kridtet så kan følge, og når den meget entusiastiske dreng Jojo har tegnet med både fingre og ansigt og skal have vasket hænder, benytter Georges Lopez situationen til lige at fortælle, hvad de enkelte fingre nu hedder. Selv det mest ordinære bliver noget særligt. Det hele foregår afdæmpet, men med så meget autoritet, at han aldrig behøver at hæve stemmen. Han er dog bestemt og venligt insisterende, når han vil have eleverne til at fuldføre deres opgaver eller tale ud om deres problemer. At leve sammen Nicolas Philibert, 52 år, markerede sig for alvor i 1990 med dokumentarfilmen 'Ville Louvre' om forberedelserne til en stor udstilling på museet. Hans næste film om døvetegnsproget, 'Le Pays des Sourds', blev et gennembrud over for et større publikum, og også filmene 'Un animal, des animaux' om restaurering af dyr på det naturhistoriske museum og psykisk handikappedes indøvning af et teaterstykke i 'La Moindre des choses' har fået en god modtagelse. Om baggrunden for at skildre livet en i landsbyskole siger Nicolas Philibert til Politiken: »De fleste af mine film drejer sig mere eller mindre udtalt om spørgsmålet: Hvordan lever man sammen? Eller rettere: Hvordan lærer man at leve sammen? Og skolen, det er ikke kun stedet, hvor man samler kundskaber og viden. Det er også stedet, hvor vi lærer at blive sociale væsener, lærer at omgås hinanden og får indførelse i de basale ting i livet. Vi lærer at acceptere de andre som værende individer, som er anderledes end os selv. I en lille landsbyskole kommer alle disse ting klart til udtryk«. Hvor lang tid tilbragte du på skolen? »Filmoptagelserne varede ti uger fordelt over seks forskellige perioder fra december 2000 til juni 2001, hvor jeg optog i alt 60 timers bånd. Det var vigtigt for mig at vise de skiftende årstider, naturens forandringer og børnenes udvikling«. Hvor meget af filmen er ren dokumentation, og hvor meget er dine mere personlige vinkler? »Filmen er absolut ikke selvbiografisk, idet jeg er opvokset i byen, og jeg hadede skolen, da jeg var barn. Filmen er af den grund meget klart frugten af det subjektive blik, som jeg bar med ind i klassen. Ofte er der mange, der misforstår, hvad en dokumentarfilm er. Mange mennesker tager det, de ser på lærredet, som 'den rå sandhed', som den objektive sandhed. Men en dokumentar er ikke en fotokopi af virkeligheden. Det er en konstruktion, en genindlæsning af begivenheder, en subjektiv fortolkning. Det er en filminstruktørs blik, og han vil foretage alle mulige former for valg, lige så vel omkring optagelserne som om klipningen«. Mange af dine film handler mere om processer end om produkter. Hvorfor? »Fordi i livet former vejen sig, mens man går ...«. Tillidsbrud Historien om Nicolas Philiberts film 'At være og at have' ('Étre et Avoir') er ikke kun en solskinshistorie. Efterfølgende er han og filmselskabet blevet kastet ud i en retssag, som læreren Georges Lopez har anlagt. Læreren føler sig krænket og vil have erstatning og penge for det pr-arbejde, han føler, han har udført for filmen. Til det siger Nicolas Philibert: »For mig er det en utrolig trist historie, fordi det er en historie om tillidsbrud. I over ti uger mødtes Georges Lopez og jeg i hans klasse med den smukkeste entusiasme. Da han havde set filmen og havde været med til flere pr-fremstød, gentog han mange gange, hvor »vidunderligt et eventyr« hele projektet havde været for ham. Og så nu i dag siger han, at han ikke har givet sin tilladelse! Samtidig lader han, som om han er medinstruktør på filmen og forlanger kolossale summer. Alt dette siger han, mens han påstår, at han ikke gør det for pengene. Kort sagt, vi befinder os i et kongerige af hykleri. Men ud over denne personlige historie rejser denne affære det principielle spørgsmål: Skal hovedpersonerne i en dokumentarfilm have betaling? Jeg må helt klart sige nej. I modsat fald skaber du en lænke af afhængighed. Hovedpersonerne bliver dine ansatte, man kan bede dem om lige meget hvad. Det gensidige frihedsprincip kan ikke længere eksistere. Jeg kan heller ikke acceptere, at man skal betragte hovedpersonerne som medinstruktører af værket. Som det er sagt i pressen; modellen er ikke skaberen af et maleri. Mona Lisa malede jo ikke Mona Lisa. Hvis disse principper forsvandt i morgen, ville dokumentarfilmen, som allerede repræsenterer den mest skrøbelige del af filmbranchen, risikere at dø«. per.dabelsteen@pol.dk