Eftersøgningen som genre er ikke nogen ny indfaldsvinkel til en dokumentarfilm. Med en kameramand på slæb drager instruktøren ud i virkeligheden, og opdager, at vi i virkeligheden alle sammen er et mysterium for os selv og hinanden. Den tyske instruktør Christian Bauers 'Missing Allen' ligner ved første øjekast ikke nogen usædvanlig film i så henseende. Hans forsøg på at opspore sin forsvundne amerikanske ven og fotograf Allen Ross, er krydret med de forventelige doser personlige, småfilosofiske betragtninger. Med pedantisk omhu placerer Bauer sig selv i billedet og fortællingen. Troværdigt og ordentligt. Hvad der gør 'Missing Allen' til noget helt særligt, er den simple kendsgerning, at forsøget på at løfte sløret for Ross Allens skæbne røber et mysterium, der kan leve op til ethvert tænkeligt spændingskriterium. I løbet af 92 minutter sænker mørket sig ildevarslende, mens der bliver kastet lys over spørgsmålet: Hvor er Allen Ross?. Der med lige så god ret kunne være 'Hvem er - eller var - Allen Ross?'. En filmfotograf og en kendt skikkelse i Chicagos idealistiske dokumentarfilmmiljø. Elsket af sine venner, afholdt af sine kolleger og populær hos kvinderne. Professionel, nørdet, drenget, lidt af en bohème. Et sofistikeret storbymenneske uden penge på lommen, men også et menneske med en antydet skævhed i sin sammensætning. Det var svært at vide, hvornår hans udsagn var for sjov og hvornår det var alvor. Måske var der et eller andet hul i midten af manden, der er blev mere omfangsrigt med årene. Dette sammensatte menneske erklærer pludselig en dag, ud af det blå, at han har giftet sig med den hårdtpumpede og undersætsige sygeplejerske Julia, som han kun har kendt i tre dage! Hun er med, da Christian Bauer og Ross Allen i 1995 lavede en film om Mississippi fra nord til syd. Hun optræder i filmoptagelser fra det franske kvarter, turistfælden i New Orleans; en lidt vulgær og demonstrativ type. Ross Allen forlader sit elskede Chicago. Sammen med hustruen slår de sig ned i en rønne langt ude på bøhlandet. Kort tid efter giver Ross Allen for sidste gang lyd fra sig. Fire år senere prøver Christian Bauer at løse mysteriet. Allen har altid hævdet, det var let at forsvinde i den blå luft, hvis det var dét man ville. Måske er han bare startet på en frisk. Måske er han død. Måske flakker han vanvittig rundt. De sidste postkort fra hans hånd var mildest talt kryptiske. En stigende interesse for folk, der hævder at have oplevet nærkontakt af fjerde grad, ligner et foruroligende sammenfald. Men de sære væsner Bauer efterhånden kommer på sporet af, har mere skumle hobbies end marsmænd, der bare zapper kvæg og laver korncirkler. Sygeplejersken var hospice-sygeplejerske. Dødsenglen kaldte de taknemlige patienter hende. En noget foruroligende betegnelse, når man tager i betragtning, at Julia samtidig var leder af kulten The Samaritan Foundation. En ny-religiøs kristen bevægelse, der blandede vulgærkatolicisme med mystik og mærkværdigheder fra alle verdenshjørner. Kulten kredsede om »det satanisk sorte hul«. Forestillingen om at synden i verden har akkumuleret sig så kritisk, at der nu åbner sig sorte huller i kosmos, hvorigennem ondskaben kan trænge ind i verden. I kultens manual finder man bl.a. en vejledning i, hvordan man bekæmper vampyrer ved at udrive kønsdelene af den mistænkte. Den forsvundne Den velanskrevne dokumentarfilmfotograf Ross Allen var blevet en del af inderkredsen i en kult. En kult der fra den lille by Guthrie med tætte bånd til kultlederen David Koresh og hans militant-nyreligiøse gruppe, der i Waco blev udslettet i ildkamp med FBI. Pudsigt nok bor samaritanerne lige i nærheden, da Timothy McVeigh 'hævner' Waco ved at sprænge regeringsbygningen i Oklahoma i luften. Næppe har røgen lagt sig før samaritanerne flytter teltpælene i en farlig fart. Christian Bauers eftersøgning af sin ven Ross Allen bliver både en afsløring og en gåde. Mildest talt spændende som en kriminalroman er Bauers vej ind i en labyrint, der viser sig at føre direkte ind i hjertet på de mest mærkværdige og skræmmende fænomener i det moderne USA. De apokalyptiske og kryptiske kultfænomener, hvor karismatiske galninge samler rodløse tilhængere under deres blakkede vinger. David Lynch kunne ikke have gjort det bedre. Identitetens mysterium består. Hvilken drift førte dette lidt flyvske og vennesæle bebrillede menneske i armene på noget, der grangiveligt ligner den rene djævelskab. Måske ville konturerne af et svar have tegnet sig, hvis Bauer var gået psykologisk til værks. Men i stedet følger han som blodhund sporet kun udrustet med sin stædighed og sin endeløse række af melankolske spørgsmålstegn. Den ydre verdens mysterier løses helt eller delvist. Også Ross Allens skæbne bliver afklaret. Men mysteriet om savnet, længslerne eller vanviddet i den ranglede fotografs sjæl forbliver et mysterium. Det burde have været en mangel ved filmen. Nu bliver det i stedet en styrke i denne vemodige og uhyggelige detektivhistorie fra det uvirkelige liv, der stiller så mange flere spørgsmål end den besvarer.