Da Viggo Larsens film 'Løvejagten' i 1908 gik over lærredet, var det ikke svært at se, at den vilde jagt ikke ligefrem fandt sted i Afrika, og det også selv om datidens biografpublikum ikke var specielt godt vant. Løven var ægte nok, men savannen var pæredansk, og filmen blev populært kaldt 'Løvejagten på Elleore' efter den lille ø i Roskilde Fjord, hvor optagelserne havde fundet sted. Filmen var optaget 'on location', dvs. uden for studiets kunstigt skabte verden, men stadig ikke på det sted, filmen foregav at foregå. Siden er filmindustrien mildt sagt blevet noget bedre til at få kulissen til at ligne det påståede. Når en instruktør ønsker at skyde så meget af en film som muligt on location, er det af hensyn til den visuelle autenticitet, men der kan være mange grunde til, at det ikke altid lader sig gøre at filme på det sted, filmens handling er henlagt til. Filmens lokalitet kan eksempelvis være forsvundet for eftertiden, eller den kan være et sted, hvor det af den ene eller anden grund ikke er muligt at filme. Det kan også være, at virkeligheden slet ikke lever op til forestillingerne om det pågældende sted. Det mente instruktøren David Lean i 1957 om den rigtige jernbanebro over floden Kwai i Thailand. Broen, der var genrejst efter at være bombet i Anden Verdenskrig, var slet ikke pittoresk nok, og så lå den i et ret bart, småstøvet og ikke særlig fotogent område. Lean byggede i stedet for en 25 meter høj og 140 meter lang bro over Kelanifloden i den tætte jungle på Sri Lanka. Det kostede en kvart million dollar - og så blev broen endda sprængt i luften i filmen. Man kan stadig se rester af broen ved bredden af Kelani. Den rigtig bro over Kwai reddede sig dog en birolle i en anden film, idet den helt anonymt er med i Vietnam-scenerne i 'The Deer Hunter', der i lighed med alle andre Vietnam-film ikke er optaget i Vietnam. Forholdet mellem USA og Vietnam er stadig ikke af en art, der gør det oplagt for amerikanske filmfolk at arbejde i landet, og krigen er fortsat så traumatisk, at Vietnam ikke ønsker at lægge kulisser til netop den del af landets historie. Det er i stedet for typisk Thailand og Filippinerne, der har gjort det ud for Vietnam i film som 'Dommedag nu', 'The Killing Fields' og 'Good Morning, Vietnam'. Spartacus i Californien Andre lokaliteter end broen over Kwai har i filmhistorien så at sige spillet andre end sig selv i én film og haft stand-in i en anden. Orson Welles' klassiker 'Citizen Kane' har avismagnaten William Randolph Hearst som forlæg. Hearst brugte en del af sin enorme rigdom på at bygge verdens største private hjem, det noget stilforvirrede slotskompleks Hearst Castle i Californien, som i dag er åbent for publikum. Det var dog på ingen måde åbent for Welles - Hearst var mildt sagt ikke begejstret for Welles' fremstilling, så instruktøren måtte nøjes med kulisser og studieoptagelser, når Charles F. Kane bevægede sig rundt i sit palads, i filmen kaldet Xanadu. Til udendørsscenerne lånte Welles en kæmpevilla på Long Island. Hearst Castle fik dog en rolle at spille, for da Stanley Kubrick i 1960 lavede storfilmen 'Spartacus', manglede han en romersk villa til feltherren Crassus. Hearst havde udstyret sit slot med en enorm swimmingpool i hvidt marmor omgivet af søjler og tempellignende bygninger efter antikt forbillede. Avismilliardærens kitschbyggeri lignede i 'Spartacus' en ret imponerende kulisse - man kunne dårligt tro, at det var andet end en papmachémodel, men villaen var jo faktisk på sin vis ægte nok. Cuba er et andet område, der er lukket land for amerikanske filmfolk, idet USA har opretholdt en blokade af landet, siden Castro kom til magten i nytåret 1959-60. I 'The Godfather II' er Michael Corleone alias Al Pacino til stede ved den nytårsfest hos Cubas diktator Batista, som bliver afbrudt af Castros styrker, der indtager Havana. Denne og andre 'Cuba-scener' er skudt i Den Dominikanske Republik - nytårsfesten rent faktisk i præsidentpaladset, blot det dominikanske. I samme film ser man den unge Vito Andolini (endnu ikke Corleone) ankomme fra Italien til immigrantstationen på Ellis Island i New York. I virkelighedens verden er den unge italiener ikke kommet så langt på sin rejse, for scenerne er taget på det gamle fiskemarked i den norditalienske by Trieste. Den sicilianske by, Corleone, som mafiafamilien tager navn efter, findes rent faktisk, men levede ikke helt op til de romantiske forestillinger, så Francis Ford Coppola valgte i stedet at filme i udkanten af Taormina. Afsked i studiet Der er film, som i den grad emmer af stemning og nærmest er det sted, de foregår, at den rette sammenhæng kan være noget desillusionerende. 'Casablanca' fra 1942 var en lavbudgetfilm, og midt under krigen var det overhovedet ikke på tale at filme i Nordafrika, endsige on location andre steder. Stort set hele filmen er optaget i studiet, selv Ingrid Bergman og Humphrey Bogarts afsked på landingsbanen. Det samme er tilfældet med sydstatsdramaet 'Borte med blæsten', som mange er overbevist om vitterlig forgik i Sydstaterne, og det i en grad, at turister kommer til Georgia i Atlanta for at se, hvor et af filmhistoriens største dramaer fandt sted. Men de er gået forkert, for det var kun på film - og den blev optaget i Californien, langt fra sydens bomuldsmarker og syngende negerslaver. Når Scarlett O'Hara med sydens morgenrøde i baggrunden sværger på, at hun aldrig mere vil gå sulten i seng, så er det med solopgangen i Simi Valley nord for Los Angeles i baggrunden. Paella-westerns Få af de såkaldte spaghettiwesterns skattes højt af filmkenderne, men Sergio Leones Dollar-trilogi (bl.a. 'Den gode, den onde og den grusomme') med Clint Eastwood har opnået kultstatus. Det tørre, ildevarslende landskab emmer af Wild West, men filmene er altovervejende filmet i Spanien. Paella-westerns ville måske derfor være en mere passende betegnelse! Samme Leones sidste storfilm var 'Once Upon a Time in America', hvor han igen i illusionens navn må ty til udlandet for at tegne billedet af en svunden tid i USA. Eksempelvis er 30'ernes Grand Central Station i New York i virkeligheden Gare du Nord i Paris, og da Robert De Niro inviterer sin drømmepige på en restaurant ud til vandet ved Long Island, ja så foregår det i virkeligheden på Hotel Excelsior på Lidoen i Venedig. Nogle instruktører og filmskuespillere insisterer på, at alt skal være korrekt ned til allermindste detalje, også de detaljer, som publikum aldrig kommer til at se. Således sørgede Robert De Niro eksempelvis for at være iført samme slags silkeundertøj, som Al Capone gik i, da han spillede gangsterkongen i 'De Uovervindelige'. Lige så pertentlig med detaljerne var Alan J. Pakulas, da han 1976 instruerede 'Alle præsidentens mænd' om indbruddet i demokraternes partikontor i Watergate-kontorkomplekset. Så godt som alle scener er optaget de autentiske steder, og Pakula havde endda castet den sikkerhedsvagt, der i virkeligheden opdagede indbruddet, til at spille sig selv i filmen. Dramaets hovedpersoner er de to Washington Post-journalister, Bob Woodward og Carl Bernstein (i filmen Robert Redford og Dustin Hoffman), men avisens redaktion, en arbejdsplads i døgndrift, kunne man ikke forstyrre med filmoptagelser. Der blev i stedet bygget en tro kopi i Warner Brothers' studie - en 3.500 kvadratmeter stor redaktion med 250 skriveborde til arbejdende journalister og redaktører. Og hvad detaljerne angår, så var samtlige papirkurve fyldt med affald fra den rigtige redaktion på Washington Post - ikke tilfældigt, men fordelt i de kurve, der svarede til originalerne! Alfred Hitchcock sparede heller ikke på kulissen, hvis han ikke kunne få den ægte vare. I 'Menneskejagt' redder Cary Grant hen imod slutningen Eva Maria Saint fra James Mason og hans kumpaner, som venter på den flyvemaskine, som Mason agter at smide Eva Maria Saint ud fra. De drikker et glas champagne, mens de venter i James Masons øde beliggende og umiskendelige Frank Lloyd Wright-hus. Men huset er ikke tegnet af USA's førende arkitekt, det er rent bedrag. Det er dog ikke en simpel kulisse, men en regulær mock-up, altså en tro kopi i fuld størrelse. Instruktører og scenografer har det noget nemmere, når det autentiske sted er diffust på trods af angivelsen i oplægget. I Shakespeares 'Hamlet' er det tydeligt, at forfatteren ikke kender meget til hverken Kronborg, Helsingør eller Danmark i det hele taget, men ikke desto mindre har han henlagt handlingen til Kronborg i Helsingør. I Kenneth Branaghs Hamlet-film er Kronborg i virkeligheden herresædet Blenheim Palace ved Oxford - Englands største, private hjem og i øvrigt Winston Churchills fødehjem. Det er ikke første gang, at danske kongeslotte må se sig udstyret med stand-in på film, men det skal man nok være dansker for at bemærke. I Ingrid Bergman-filmen 'Anastasia' spiller Bergman den zardatter, som nogle mener undslap henrettelsen efter den russiske revolution. I filmen besøger hun den gamle zarmoder i København, virkelighedens prinsesse Dagmar, der blev gift med zaren og siden levede i landflygtighed i Danmark. Bergman ankommer vitterligt til den ægte Hovedbanegård og med Tivoli i baggrunden, men derefter tager fantasien over. Dagmar boede på det efter kongelige forhold meget beskedne Hvidøre ved Skodsborg, men i filmen har man indlogeret hende på et kongeligt slot. Og dette kongeslot er i virkeligheden det engelske herresæde Knebworth House. Samme Knebworth House gjorde det i det ydre ud for Batmans barndomshjem, Wayne House. Det et typisk konkrete, praktiske årsager, der gør, at locations ikke er, hvad de giver sig ud for på film. Det kan også skyldes, at der er skudt penge i filmen fra flere forskellige lande, hvorfor produktionen så også er spredt ud på flere lande, skønt handlingen måske foregår i et snævert geografisk område. Endelig er det meget, meget ofte et spørgsmål om økonomi - der kan være enorme summer at spare på at optage scener i lånte omgivelser, og især når der er tale om perifere scener, som ingen alligevel husker efterfølgende. Når familien i 'Alene hjemme' forlader Chicago for at tage på juleferie i Paris, så er afgangsscenen vitterlig fra byens O'Hara-lufthavn. Men scenen, hvor de er ankommet til Paris' lufthavn Charles de Gaulle - den er såmænd også optaget i O'Hara-lufthavnen, og ingen bemærker det mindste. For det er film, og det ligner virkeligheden, men ... Jesper Uhrup er freelancejournalist. Artiklen bygger delvis på Tony Reeves' bog 'The Worldwide Guide to Movie Locations' (Titan Books, 2001).