0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kulturkampens oversete offer

Dansktoppen blev stoppet af DR-ledelsen i 1977. Men nu kan alle høre de gyldne klassikere fra en svunden tid - igen og igen. En ny cd-boks, '200 Dansktoppere', er på gaden i dag.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ironisk nok var den et barn af ungdomsopgørets store år, 1968. Nærmere betegnet gik radiorevolutionen i luften 8. september kl. 9.05 med den store rorgænger Jørn Hjorting ved mikrofonen. Dansktoppen var sat i søen og slæbte en armada af musikalske bundskrabere med ind i de danske stuer. Hvem der lå nummer et på den første hitliste? Dumt spørgsmål, Keld Heick, selvfølgelig. Med 'Vi skal gå hånd i hånd'.

En melodi fra en svunden tid, hvor danske mænd giftede sig med danske kvinder og lod ægteskabet folde sig ud i al sin pragt hele livet: »Håbet er grønt og livet er så skønt, når man elsker hinanden og dag efter dag bare holder de løfter, man gav«, som Keld croonede med formfuldendt og korrekt udtale af hvert et ord.

En tid, hvor danske piger og drenge voksede op i et multienkelt samfund med stort set lutter blegansigter. En tid, hvor arbejdet var hvidt, skattevæsenet til at tale med, og kun kaffetåren fra Madam Blå var knaldsort.
Marmelademader og Dansktop

Det er melodier fra nogle år, hvor familien Danmark stadig var en familie af andet end navn, som samledes hver lørdag til eftermiddagskaffe med marmelademader og Dansktoppen i radioen. Halvanden million danskere lyttede med ved transistoren og disse hersens nye stereoanlæg, når radiobølgerne gik højest over bælt og sund.

Nu kan vi samles om melodierne og deres vognlæs af minder igen. '200 Dansktoppere' er titlen på et bokssæt med 8 cd'er fra danskpoppens overdrev fra 1960 til 1979, og den udkommer i dag.

Det er naturligvis lidt af en tilsnigelse at kalde sangene fra den periode for 'dansktoppere', når nu selve Dansktoppen først skød op i 1968 og lukkede igen i 1977. Men for den fulde og kære kitschværdi er det glimrende, at man har gravet helt tilbage til poppens uskyldsår for at gøre udgivelsen fuldkommen.

Helt i Dansktoppens ånd er den temmelig discountpræget. Her er ingen baggrundsinformationer om hverken programmet, kunstnerne eller tiden. Ikke engang nogle vise ord fra Jørn Hjorting. Bare den rå musik, som naturligvis ikke er mere rå end en kiksekage fra mormors kaffebord i en tid, hvor æg og høns var så raske, at salmonella var en by i Italien. Behagesyge er den eneste diagnose, man med rette kan stille for de 200 sange.

Inspirationen havde programsekretær ved Danmarks Radio Jørn Hjorting hentet i Sverige. Her var Svensktoppen, der startede i 1965, blevet en kolossal succes hos lytterne. Det var lige noget for det relativt unge P3, mente Hjorting.

I 1963 havde generalerne i Danmarks Radio modstræbende tilladt den unge kanal at gå i luften med et repertoire, som i høj grad bestod af den pop og beatmusik, som indtil da havde været henvist til søndagens store familieprogram Giro 413. Modviljen mod Dankstoppen var ikke mindre, men programmet blev hurtigt så populært, at det var urørligt. Især da det året efter blev flyttet til sin faste sendetid lørdag eftermiddag.

En småborgerlig spilledåse
Så kørte den småborgerlige spilledåse for fulde omdrejninger. Mens revolutionens røde lejesvende ifølge Erhard Jakobsen og ligesindede satte sig på ungdomsprogrammerne i DR's monopol-tv og fuldstændig dominerede rockmusikken, sneg banaliteterne sig ind ad bagdøren til Dansktoppen.

Oftest var der tale om fjottede danske oversættelser af tyske slagere eller den amerikanske country, hvis sentimentale væsen vi fornuftige danskere ellers fornægter fuldstændig. Eller bizarre udgaver af store hits som eksempelvis 'En u-båd der er gul' med Otto Brandenburg, Bjørn Tidmand og Dario Campeotto fra 1966. Vi er meget langt fra Beatles og langt ude i baljerne på havet med et småpløret kor, der jubler: »her er vi i en u-båd, der er gul, en u-båd, der er gul, en u-båd, der er gul«.

Det er muligvis ikke ment som stor absurd kunst, men det er eddermame camp og dansk underfundighed, så det vil noget. Præcis som Jørgen Ingmanns 'Sikke'n Herlig Dag' fra 1968 med twangy guitar og en sangtekst, der i sin fulde længde lyder sådan her: »Åh, hahaha, åh, ho hoho, hihihi, åhåhå, arh, hahahahahaaa«.

Omkring programmet opstod mindre hitfabrikker. Folk som Viggo Happel, Volmer-Sørensen, Keld Heick og Susanne Palsbo gjorde karriere ud af at oversætte eller skrive tekster. Orkesterledere som Helmer Olesen, Ole Høyer, Sven Lundvig og Leif Pedersen havde travlt med at arrangere numrene for Tordenskjolds sangere - Grethe Ingmann, Birthe Kjær, Ulla Pia, Bjørn Tidmand, Dorthe Kollo, Gitte Hænning og Susanne Lana.

Den store kærlighed
Sangene handlede mest om den kærlighed, der var stor og evig. Men der var også charterpop med minder fra de første rejser sydpå med Spies og co.

De nye 'statussymboler' optog også danskerne