Ironisk nok var den et barn af ungdomsopgørets store år, 1968. Nærmere betegnet gik radiorevolutionen i luften 8. september kl. 9.05 med den store rorgænger Jørn Hjorting ved mikrofonen. Dansktoppen var sat i søen og slæbte en armada af musikalske bundskrabere med ind i de danske stuer. Hvem der lå nummer et på den første hitliste? Dumt spørgsmål, Keld Heick, selvfølgelig. Med 'Vi skal gå hånd i hånd'. En melodi fra en svunden tid, hvor danske mænd giftede sig med danske kvinder og lod ægteskabet folde sig ud i al sin pragt hele livet: »Håbet er grønt og livet er så skønt, når man elsker hinanden og dag efter dag bare holder de løfter, man gav«, som Keld croonede med formfuldendt og korrekt udtale af hvert et ord. En tid, hvor danske piger og drenge voksede op i et multienkelt samfund med stort set lutter blegansigter. En tid, hvor arbejdet var hvidt, skattevæsenet til at tale med, og kun kaffetåren fra Madam Blå var knaldsort.
Marmelademader og Dansktop Det er melodier fra nogle år, hvor familien Danmark stadig var en familie af andet end navn, som samledes hver lørdag til eftermiddagskaffe med marmelademader og Dansktoppen i radioen. Halvanden million danskere lyttede med ved transistoren og disse hersens nye stereoanlæg, når radiobølgerne gik højest over bælt og sund. Nu kan vi samles om melodierne og deres vognlæs af minder igen. '200 Dansktoppere' er titlen på et bokssæt med 8 cd'er fra danskpoppens overdrev fra 1960 til 1979, og den udkommer i dag. Det er naturligvis lidt af en tilsnigelse at kalde sangene fra den periode for 'dansktoppere', når nu selve Dansktoppen først skød op i 1968 og lukkede igen i 1977. Men for den fulde og kære kitschværdi er det glimrende, at man har gravet helt tilbage til poppens uskyldsår for at gøre udgivelsen fuldkommen. Helt i Dansktoppens ånd er den temmelig discountpræget. Her er ingen baggrundsinformationer om hverken programmet, kunstnerne eller tiden. Ikke engang nogle vise ord fra Jørn Hjorting. Bare den rå musik, som naturligvis ikke er mere rå end en kiksekage fra mormors kaffebord i en tid, hvor æg og høns var så raske, at salmonella var en by i Italien. Behagesyge er den eneste diagnose, man med rette kan stille for de 200 sange. Inspirationen havde programsekretær ved Danmarks Radio Jørn Hjorting hentet i Sverige. Her var Svensktoppen, der startede i 1965, blevet en kolossal succes hos lytterne. Det var lige noget for det relativt unge P3, mente Hjorting. I 1963 havde generalerne i Danmarks Radio modstræbende tilladt den unge kanal at gå i luften med et repertoire, som i høj grad bestod af den pop og beatmusik, som indtil da havde været henvist til søndagens store familieprogram Giro 413. Modviljen mod Dankstoppen var ikke mindre, men programmet blev hurtigt så populært, at det var urørligt. Især da det året efter blev flyttet til sin faste sendetid lørdag eftermiddag. En småborgerlig spilledåse Så kørte den småborgerlige spilledåse for fulde omdrejninger. Mens revolutionens røde lejesvende ifølge Erhard Jakobsen og ligesindede satte sig på ungdomsprogrammerne i DR's monopol-tv og fuldstændig dominerede rockmusikken, sneg banaliteterne sig ind ad bagdøren til Dansktoppen. Oftest var der tale om fjottede danske oversættelser af tyske slagere eller den amerikanske country, hvis sentimentale væsen vi fornuftige danskere ellers fornægter fuldstændig. Eller bizarre udgaver af store hits som eksempelvis 'En u-båd der er gul' med Otto Brandenburg, Bjørn Tidmand og Dario Campeotto fra 1966. Vi er meget langt fra Beatles og langt ude i baljerne på havet med et småpløret kor, der jubler: »her er vi i en u-båd, der er gul, en u-båd, der er gul, en u-båd, der er gul«. Det er muligvis ikke ment som stor absurd kunst, men det er eddermame camp og dansk underfundighed, så det vil noget. Præcis som Jørgen Ingmanns 'Sikke'n Herlig Dag' fra 1968 med twangy guitar og en sangtekst, der i sin fulde længde lyder sådan her: »Åh, hahaha, åh, ho hoho, hihihi, åhåhå, arh, hahahahahaaa«. Omkring programmet opstod mindre hitfabrikker. Folk som Viggo Happel, Volmer-Sørensen, Keld Heick og Susanne Palsbo gjorde karriere ud af at oversætte eller skrive tekster. Orkesterledere som Helmer Olesen, Ole Høyer, Sven Lundvig og Leif Pedersen havde travlt med at arrangere numrene for Tordenskjolds sangere - Grethe Ingmann, Birthe Kjær, Ulla Pia, Bjørn Tidmand, Dorthe Kollo, Gitte Hænning og Susanne Lana. Den store kærlighed Sangene handlede mest om den kærlighed, der var stor og evig. Men der var også charterpop med minder fra de første rejser sydpå med Spies og co. De nye 'statussymboler' optog også danskerne, som eksempelvis i 'Olsens bil' med Blue Boys. Sangens pointe er, at bilen ikke kan starte, og derfor knokler Olsen løs med maskineriet: »Ungerne står samlet om fars fine bil, for han har nemlig lovet dem en ferietur til Kiel ... Fru Olsen kommer ned med kaffe og brød og siger: klokken er midnat, hold nu op, så er du sød«. Hun siger det selvsagt blidt og behersket for ikke at ophidse husets herre. Dansk familieliv anno 1962. De nye materialistiske tider havde slagside. Danskerne havde travlt. Som Raquel Rastenni gjorde opmærksom på i 'Heksedansen' fra 1960, hvor mutter med kost og spand forsøger at holde sammen på tilværelsen. Med lidt god vilje kan sangen tolkes som forvarsel om det gryende kvindeopgør. Inde i Radiohuset skulle programmets fader og vært, Jørn Hjorting, stadig kæmpe på alle fronter trods programmets uomtvistelige popularitet. Udenfor måtte den flinke mand finde sig i at blive omtalt som eksempelvis 'det talende kakkelbord'. Inderst inde fandt DR-ledelsen fortsat, at popmusikken var fordummende. Af samme grund havde man i 1966 stoppet dansk deltagelse i Det Internationale Melodi Grand Prix. Uden for murene skreg venstrefløjen sig hæs i rødt raseri. Dansktoppen var simpelthen et skældsord. Fordummende, forfladigende og værst af alt: eskapistisk. Flugt fra virkeligheden. Og det gik virkelig ikke, når man nu skulle have proletariatet til at lave revolution. Heldigvis for Hjorting og co. var der begyndt at dukke spagfærdige protestsange op på Dansktoppen. I 1969 spurgte Lars Stryg & Roya Strings ind til benet i 'Hvor er det sted?', som var populær nok til at blive på listen i 34 uger: »hvorfor skal man lære at dræbe andre mænd med bajonetter og maskingevær? Man skyder på et menneske, som kunne blive en ven, det må man jo, når man er en soldat«.
Erhard skriver en sang Senere kom John Mogensen til med sin 'Der er noget galt i Danmark', der ligefrem fik formanden for Aktive Lyttere & Seere Erhard Jakobsen til at skrive en modsang. Lige lidt hjalp det. I 1977 trak DR-ledelsen stikket ud trods tusindvis af protestbreve. Den 25. juni det år gik den sidste liste i luften. Den officielle forklaring var, at DR ikke skulle være pladebranchens forlængede arm og præsentere nye produkter(!). Men i realiteten var det et politisk mord. »Det er den største svinestreg, Danmarks Radio nogen sinde har begået ... Der findes ikke mage til inkompetence på nogen arbejdsplads som i DR. Det var foragt for lytterne, og man lod kunstnerne i stikken«, lød bandbullen fra en af listens storleverandører, Flemming Anthony, i Berlingske Tidende i 1993. Dansktoppen er det oversete offer i den kulturkamp, de borgerlige med fuld styrke fører nu. Måske endda det eneste virkelige offer. Men ikke engang rollen som en offerkalv, man kan slæbe ind på slagmarken som bevis på de kulturradikales misgerninger, er Dansktoppen åbenbart fin nok til at spille. I 1993 fik programmet ganske vist lov at genopstå, og det findes den dag i dag lørdag formiddag på P4. Men i mellem tiden er mediebilledet eksploderet, lokalradioerne sender pop konstant, og værst af alt - genren har ikke flyttet sig. Dansktoppen i dag er stadig 'old school', en gusten tidslomme, fyldt med noget, der lyder som dårlige og om muligt endnu mere blævrende banale efterligninger af de gyldne klassikere. Helt ærligt - kan nogen forestille sig, at Kandis og Richard Ragnwald engang bliver kær kitsch som 'Hvis tårer var guld', 'Bade med og uden', 'Flower Power Tøj' for slet ikke at tale om 'Tjing Tjang Gullie'? Nej, vel. De nævnte er Dansktoppen, når den var bedst. Uforpligtigende, skæg og uskyldig - »hun var i ding dong, super duper sing song mini-mini flower power tøj«, som Ulla Pia rapporterede fra modefronten i de sene 60'ere. Et blandet genhør For os, der er vokset op med Dansktoppen, er det et blandet genhør. Vemodige hilsner fra de sentimentale sange, vi blev spist af med, før Gasolin sprang gnisten og satte ild til den danske sang. En fuldkommende overvældende understrøm af pladderromantik, sødsuppe og fjollede omkvæd, hvis man hører hele molevitten i en pærevælling. Men bruger man model punktnedslag, er der store, smukke og grinagtige øjeblikke i massevis blandt disse danske tidsbilleder. Melodier fra en svunden tid. I det gamle fredelige Danmark, hvor fjendebilledet stort set bestod af den truende start på arbejdsugen, mandag. I hvert fald ifølge bandet med det fremragende navn Jensen og Co, der i 1972 sang: 'Så er den der': »Søndag er min fridag, og den skal rigtigt nydes/ men mandag sku' forbydes/ Ugen lang får den mig i sort humør/ man er næppe blevet af med den før/ så er den der, så er den der, så er den der igen, ligesom man er glad, så er den der igen, ja, så er den der sør'me igen«. Præcis som Dansktoppen.