Daniel Libeskind, en superstar i moderne arkitektur, har igen vundet en international konkurrence. Når man først hører om det nu, skyldes det, at konkurrencen var omgærdet af noget nær militær hemmelighed. Udskriveren var det tyske forsvarsministerium, der i største diskretion henvendte sig til 133 arkitekter: Hvordan forestillede de sig en udbygning af det militærhistoriske museum i Dresden? Amerikaneren Libeskind vandt på en idé om at drive en vældig kile tværs gennem den neoklassicistiske bygning. Dristig kile Da vinderforslaget forleden blev afsløret, konstaterede forsvarsminister Peter Struck, at Libeskind endnu en gang havde demonstreret sit vovemod. Og at han med sin dristige kile nok skulle sørge for at skabe opmærksomhed om både museet og Bundeswehr, det tyske forsvar. Kilen af glas, stål og beton bliver fire etager høj. Om natten vil den blive oplyst, så man kan se den på lang afstand, idet den kommer til at rage op over den gamle bygning. I kilens spids skal der øverst indrettes en café, hvorfra man vil have en smuk udsigt over Dresden. Der er lagt megen symbolik i denne kile. Den peger nemlig i retning af den del af Dresden, der blev udslettet under de allieredes luftbombardement lige inden Anden Verdenskrig sluttede. Angrebet, der kostede frygtelige civile tab, var uden militær betydning og derfor stærkt omstridt. Ofte omtalt som en krigsforbrydelse. Et filosofisk hoved Libeskind, der er et filosofisk hoved, har forklaret, at kilen kan tolkes som et indsnit i Europas historie, et indsnit forvoldt af Tysklands militære magt. Forsvarsministeriet meddeler, at kilen bør ses som et symbol på »ødelæggelse, deling, smerte og sorg« - og at kilens gennemsigtighed skal lede tanken hen på nutidens væbnede styrker, der ikke har noget at skjule for borgerne. Her ser man åbenbart bort fra udskrivningen af denne arkitektkonkurrence, der faktisk kortsluttede en forhåndsdebat i al offentlighed. Libeskinds vinderprojekt skåner såvel facaden som den imponerende søjlehal i parterret. Men byggeriet medfører, at udstillingsarealet kan øges fra 5.000 til 12.000 kvadratmeter. Udgiften vil blive på 35 millioner euro, svarende til 263 millioner kroner. Første spadestik foretages næste sommer, i 2008 skal byggeriet stå klar til indvielse. Oprindelig tøjhus Museet var oprindelig et arsenal, et tøjhus, opført 1873-1879 som led i et gigantisk kaserneanlæg, dengang det største i Europa. Folkeviddet døbte det 'Casernopolis', da det med sine mange søjler mindede om Akropolis i Athen. Museet har gjort tjeneste under fem forskellige politiske systemer, herunder DDR. Ved genforeningen i 1990 overtog Bundeswehr bygningen, idet man besluttede at give museet status som det centrale militærhistoriske museum i Tyskland. Ambitionen er, at det engang skal kunne stå mål med briternes Imperial War Museum og franskmændenes Hôtel des Invalides. Gennembrud i 2001 I dag minder det i nogen grad om et vældigt pulterrum med alskens isenkram, uniformer og ordner. Men med udvidelsen bliver det muligt også at modernisere museets mission: I fremtiden skal mennesket, og ikke de dødbringende våben, være i brændpunktet. Man vil således anskueliggøre temaer som angst, håb, disciplin, og relationerne mellem orden og æstetik. Daniel Libeskind har tidligere befattet sig med militærmuseer. Det hypermoderne Imperial War Museum North i Manchester er hans værk, det blev under stort bifald indviet i 2001. Sit gennembrud på verdensscenen fik han med det jødiske museum i Berlin fra 2001. Hans dybt originale grundplan er her en forrevet Davidsstjerne, der lader bygningens elementer forløbe i siksak. Nylig vandt han konkurrencen om en plan for anvendelsen af tomten efter World Trade Center i New York, et af terroristernes mål 11. september 2001. Libeskind vil bl.a. opføre verdens højeste bygning, kaldet Freedom Tower. Den 52-årige Daniel Libeskind blev født i Polen af jødiske forældre, der var undsluppet Holocaust. Han voksede op i Israel, men kom som stor dreng til USA, hvor han blev statsborger. De sidste 14 år har han boet i Berlin, men nylig flyttede han tilbage til New York, det sted i verden, han føler sig mest hjemme.