To tvekampe. Et par usoignerede, storsvedende krabater klar til seksløberduel på hovedgaden. Klip. To mand i en grå bar, der er blevet lagt stille, efter at den arbejdsløse kleppert har fornærmet den vindøjede vagtmester på det groveste. Klip. Den ene krabat skyder den anden i hjertekulen. Klip. Vagtmesteren vender klepperten ryggen og forlader resigneret baren. To verdener. To bud på spansk film. Alex de la Iglesias '800 Bullets' og Fernando León De Arandas 'Mandage i solen'. Den ene en kulørt tjubangkomedie, den anden ny tilgængelig socialrealisme. Modpoler i filmfestivalens Zoom In Spain-program og i en spansk filmindustri, der langsomt er ved at kæmpe sig tilbage i hjemme- og måske udepublikummets hjerter. Alex de la Iglesias midler er Hollywoods og, nå ja, spaghettiwesternens - hvorfra mytologi, æstetik og macho-idealer er planket. '800 Bullets' er en effektiv, åbenlyst kopierende moderne western om en dreng, der opsøger fædrene rødder i en spansk ekswesternfilmby, som fører en slumrende, men varmhjertet eksistens med cowboyshows for turister. Kapitalister vil snart forvandle byen til en amerikaniseret forlystelsespark, og kampen mellem det gode og onde, rødder og historieløshed kan begynde. Humoren er barok og volden ren tegneserie, og man er underholdt, men også træt af hovedpersonerne efter to timers selskab. De er simpelthen ikke karismatiske nok til at overleve deres todimensionalitet og '800 Bullets' for forelsket i egen mytologi til at slippe fri af den slappe pastiche. 'Mandage i solen' er anderledes europæisk. Styrken ligger i menneskeportrætterne, ikke i plottets fremdrift. For der sker sgu ikke meget på overfladen, når hovedpersonerne er en håndfuld arbejdsløse og i større eller mindre grad midaldrende mænd. De hænger på stambar, diskuterer massefyringerne fra skibsværftet, går til jobsøgning. Det er det. Og hvordan bevarer man selvopholdelsesdriften i denne grå trance? En helt fabelagtig Javier Bardem - spansk films store mand af både korpus og virke - brænder igennem med indestængt flamme, både på lærredet og i filmens virkelighed, hvor han reagerer med vrede, trods og anarkistisk troldsplint i øjet. Men det er samtidig filmens store bedrift, at beskrivelsen af livsglædens genkomst, skiftet i det mentale vejrlig foregår uden store forløsningsscener, armbevægelser eller ordforklaringer. De Arandas instruktørkunst er i høj grad ordløst tegnet med små mimiske og gestikulatoriske detaljer. Og den nøgne registrering af mismod er svøbt i både sort og varm humor og gør 'Mandage i solen' til en lun, tilgængelig tilstandsrapport fra de uønskedes holdeplads. En moderne socialrealisme i øjenhøjde med sine figurer, der er tredimensionelle mennesker, ikke marionetter i et politisk manifest. Mens verden er grå - med lyse striber - i 'Mandage i solen', er den brun i 'Torremolinos 73'. Vi befinder os i 70'erne, og det udnytter den bittersøde komedie med æstetisk præcision. Franco regerer, og sex på film er forbudt. Ikke desto mindre begynder leksikondørsælgeren Alfredo at lave - lad os kalde det erotiske undervisningsfilm sammen med sin kone til det skandinaviske marked. Optagelsernes åbenlyse begejstring fænger, og snart er det naivt kærlige par og især konen stjerner i nord. Og et dansk filmhold - spillet af bl.a. Mads Mikkelsen - rejser til syd for at filme med parret. Det er en charmerende bagatel om seksualitetens uskyldstab i pornoalderen, og det er morsomt at se os, de stovte danskere, portrætteret som frivole sexguides eller bøvede bralrehoveder. Men som med '800 Bullets' lider '73' også under en fortællemæssig tomgang, der får en til at savne en moderne klipper med mindre respekt for transport og overforklaring. Spaniens filmindustri har i mange år lidt under Hollywood. Ikke kun i form af dominans på lærrederne og kontrol over biograferne, men også i form af udvandring af hjemmestjerner som Antonio Banderas og Penelope Cruz og populære instruktører som Guillermo del Toro ('Mimic' og 'Blade II') og Alejandro Amenábar ('The Others'). Derfor er det også en ironisk, smuk kopernikansk vending, at en amerikaner med et spansk filmhold har lavet en af de bedste film i Zoom In Spain-programmet: John Malkovich og den politiske, spansk-amerikansk-producerede thriller 'The Dancer Upstairs'. Javier Bardem (igen) er den idealistiske politimand Agustín Rejas, der i et fiktivt sydamerikansk diktatur jagter den anarkistiske revolutionære Ezequiel, som med skræmmende midler tvinger styret ud i undtagelsestilstand. I en kulturløs spøgelsesby, hvor konen holder kosmetik-parties og folk tror, likvideringer er underholdning, kæmper Rejas en ulige kamp med egen desillusion, et korrupt system og en skånselsløs guerillakriger. Og hvor Franco spøgte lystigt i 'Torremolinos 73', så gennemsyrer han anderledes angstvækkende det fiktive lands dvaletilstand i 'Dancer Upstairs'. Fotograferingen er smuk, stemningen uafrysteligt knugende, dialogkunsten intelligent uden at blive stiv, og det er en fremragende, krævende og kompromisløs instruktørdebut. Svær at ryste af sig.