Siddiq Barmak får en statsmands afsked i gården bag Afghan Films lokaler i indre Kabul. Han går en lille sejrsrunde og giver hånd og klem til sine medarbejdere efter tur, og rundt omkring glimter en lille tåre i en øjenkrog. Barmak vinker og smiler perpleks, inden han stiger ind i minibussen, der skal køre ham til lufthavnen, hvorfra han skal flyve videre til Cannes i Frankrig. Det er altid et højtideligt øjeblik, når en filminstruktør rejser til filmfestival, men denne afsked er noget helt særligt. Med sig har Siddiq Barmak originalspolerne til den første spillefilm, der er blevet lavet i Afghanistan af afghanere, siden Talebanbevægelsen tog magten i landet i 1996. Datoen er 9. maj 2003, få dage før Siddiq Barmak bliver den første afghanske instruktør nogensinde, som deltager på Cannes Filmfestivalen - og derfor selvsagt også den første til at blive belønnet med to mindre priser for sin film. Politiken mødte Siddiq Barmak i Kabul kort før afgangen til Frankrig for at tale om at lave politisk filmkunst i et land, hvor politik traditionelt føres med våben, og Allah længe har haft monopol på æstetikken. »Jeg kaldte filmen 'Osama', fordi navnet er blevet symbolet på frygt i Afghanistan. Osama bin Laden lagde sig som en sort skygge over Afghanistan. Han forsvandt som person og blev til en ideologi, og den eneste fællesidentitet vi havde under talebanerne«, forklarer Siddiq Barmak fra sit beskedne kontor på den statslige institution Afghan Film Studio i Kabul. Ved siden af sit virke som filminstruktør er Siddiq Barmak fungerende leder af Afghan Film Studio. Det var han også, før Taleban indtog Kabul, men så startede heksejagten på hovedstadens få tilbageblevne intellektuelle. Livet blev for farligt for den afghanske filminstruktør, og han blev tvunget til at flygte med sin familie over bjergene til Pakistan. Trodsede Taleban Det er mindre end to år siden, at biograferne stadigvæk var lukkede. Befolkningen måtte heller ikke eje fjernsyn. Det levende billede var dødt under Taleban. Dengang levede den afghanske filminstruktør Siddiq Barmak fortsat i eksil sammen med sin familie i millionbyen Peshawar i det nordlige Pakistan, uden de store forhåbninger om at kunne vende hjem foreløbig - eller om at komme til at lave film igen. Og det er denne resignerende håbløshed over for fundamentalismen, Barmak nu endelig har fået afløb for - gennem kvinderne som blev tilbage, krigsenkerne, børnene, den 12-årige faderløse Osama. Filmens handling er placeret i tiden kort efter talebanernes magtovertagelse i 1996, den følger pigen Osama som bor alene med sin mor og sin bedstemor, der begge er krigsenker. Da talebanerne udsteder et dekret, som forbyder kvinder at forlade hjemmet uden følgeskab af et mandligt familiemedlem, bliver familien reelt spærret inde uden mulighed for at forsørge sig selv. De er tvunget til at forklæde Osama som en dreng - velvidende at de sætter hendes liv på spil - for at hun kan arbejde og dermed sikre familiens overlevelse. Filmen skildrer herefter den forklædte piges farefulde færden i en dyster, fundamentalistisk mandeverden - og konsekvenserne ved at trodse Taleban. 'Osama' bygger på en sand historie, og netop dén historie står for instruktør Siddiq Barmak som et lysende symbol på, hvordan islamisk fundamentalisme knuste den afghanske befolknings identitet og håbet om en fremtid. »Jeg var nødt til at lave den film, før jeg kunne komme videre - med mit liv og med at lave film«, siger Siddiq Barmak, der til gengæld har fået fuld valuta for sin satsning. Filmen hentede ved sin første visning i Cannes rosende ord og anmeldelser fra hele verden. Og senere hentede den altså to priser - Prix d'or og debutantprisen - med hjem til Afghanistan. Alt blev brændt På væggen i Siddiq Barmaks kontor i Afghan Film Studio hænger en stor arkitekttegning af en vision. En filmby med store veludstyrede studier udtænkt ned til sidste detalje tilbage i 70'erne. Det var dengang Kabul fungerede og stadig havde ambitioner og en filmindustri. Afghansk filmproduktion fortsatte haltende under den russiske invasion, men gik helt i stykker under den efterfølgende blodige borgerkrig mellem forskellige mujahedinfraktioner. Det endelige dødsstød kom med talebanerne, de var ikke tilfredse med en industri, som lå stille, den skulle også destrueres ned til sidste filmrulle. Regimet erklærede den afghanske kunstscene hellig krig ved at hærge og destruere filmarkiver, bøger og uerstattelige kunstgenstande i en paranoid jagt på al form for afbildning. »Jeg var selv vidne til, hvordan filmruller blev kastet ud foran en biograf i Kabul og brændt offentligt«, fortæller Siddiq Barmak. Han kæmpede med sine medarbejdere en ulige kamp for at redde stumperne, indtil han altså til sidst måtte flygte. »Vi gemte nyhedsudsendelser, dokumentarfilm og spillefilm bag falske vægge. Vi har endda gravet filmruller ned i jorden for at undgå talebanernes vandalisme«, fortæller Siddiq Barmak og tilføjer, at størstedelen af den afghanske filmskat alligevel gik tabt for altid. Selv det tekniske udstyr, fremviserne, kameraerne, lamperne og så videre, blev smadret og brændt. Så det var et sørgeligt syn, han vendte hjem til efter sit eksil, husker Siddiq Barmak. Afghansk filmindustri skulle, som så meget andet i det afghanske samfund, genopbygges fra bunden. Med sig under armen fra Pakistan havde Siddiq Barmak det første skridt på vejen: det færdige manuskript til 'Osama'. Et par stearinlys kaster lange skygger på kontorets skident gule vægge. Elektriciteten er lige forsvundet. Det sker jævnligt. Elforsyningen i den afghanske hovedstad er lige så uforudsigelig som landets fremtid. Telefonforbindelsen har sine gode og dårlige dage, og nogle dage tidligere blev internetforbindelsen sløjfet. Der var ikke penge til at betale regningen. Da Siddiq Barmak skulle i gang med at lave optagelserne, opdagede han, at der kun var eet eneste professionelt kamera tilbage i Afghanistan - og det skulle til reparation. På lykkelig vis fik Barmak kontakt til iransk films store mand, filminstruktør og producent Mohsen Makmalbaf, der blandt andet er kendt for filmen 'Rejsen til Kandahar'. Mohsen Makhmalbaf var i Kabul for at assistere datteren Samira Makhmalbaf under optagelserne til hendes nye film, og han trådte velvilligt til, da han havde skimmet Siddiq Barmaks manuskript. Han udlånte hele det tekniske apparat og mandskabet fra sit produktionsselskab i Teheran til Siddiq Barmak. Og så kunne afghansk film atter melde klar til optagelse. Fra tigger til filmstjerne I sin film fortæller Siddiq Barmak historien om de millioner af afghanske kvinderne som passivt har måttet finde sig i mændenes krig og i at være undertrykt af kulturelle og religiøse doktriner, mens de noterede sig de tabte børn, ægtemænd, forældre og så videre. Selv om kvindernes kollektive stuearrest blev ophævet ved talebanernes fald, og selv om pigerne er tilbage på skolebænken, og man kan notere sig enlige kvindeansigter på vigtige poster i samfundet, så er talebaneffekten stadigvæk aktiv i Afghanistan. »Vi lever i en af verdens ældste civilisationer, og afghanerne er et meget traditionelt folk, ikke blot i religiøs forstand - og kvinderne har fortsat næsten ingen rettigheder. De er undertrykte kulturelt og i hjemmene. Og forandringen skal foregå indefra, i den enkelte familie, og det vil tage generationer«, siger Siddiq Barmak, der oplevede betydelige problemer, da han skulle caste skuespillere til de kvindelige roller i Osama. »Mange opfatter det stadig som en synd at vise sig på film. I det hele taget er film forsat et syndigt medie i Afghanistan«, siger Siddiq Barmak. Filmholdet brugte tre uger på at gennemsøge Kabuls fattige kvarterer og flygtningelejre for at finde en velegnet kvinde til rollen som krigsenken, der uforvarende sender sin datter i armene på Talebans religiøse politi for at skaffe familien føde. Skuespillet kom i anden række, Siddiq Barmak gik efter et bestemt udtryk - det lidende. Og han fandt det hos den 35-årige, hjemløse tigger og mor til syv - Zubaida Sahar Mo. Zubaida Sahar Mo bor stadig i en teltlejr i den sydlige del af Kabul. For selv om Zubaida Sahar Mo spiller en vigtig rolle i en prisbelønnet film, som går sin sejrsgang på diverse filmfestivaler verden over, så fortsætter livet som før. Selv med de penge, hun fik for sin rolle, er der ikke råd til at leje et hus. Til gengæld er den 35-årige slidte skønhed stolt over at være med til at fortælle omverdenen om taleban-regimet, og hun understreger, at skildringen er fuldstændig sand. På spørgsmålet om, hvad det personligt har betydet for hende at spille med i filmen, rykker hun lidt uroligt på puden på det bare gulv i teltet: »Før følte jeg mig ikke ansvarlig, jeg havde nok i at klare mig selv, livet og mine børn. I dag tænker jeg mere på landet og på, hvad jeg kan gøre. Jeg har genvundet en stolthed, som jeg havde mistet, tror jeg. Stolthed over mig selv som kvinde og stolthed over mit land«, siger Zubaida Sahar Mo og trækker så alligevel på skulderen. For i sidste ende var det også hendes mand som afgjorde, at hun overhovedet kunne sige ja til rollen og deltage i filmarbejdet. Nemt at græde Anderledes nemt var det for filmholdet, at finde hovedrollen som den 12-årige pige, der forklædes som dreng, og til sidst må bringe det værst tænkelige offer i et tvangsægteskab for at redde livet. Valget faldt på den nu 13-årige Marina Gulbahari, som Siddiq Barmak ikke viger tilbage for at udråbe som afghansk films helt store skuespillertalent. Som sin kvindelige kollega Zubaida Sahar Mo har også Marina Gulbahari taget springet fra tigger til filmstjerne. Men det gør nu ikke synderligt indtryk på hende. Den generte pige vil hellere tale om, hvor let det var for hende at græde under optagelserne. »Jeg hader talebanerne«, siger hun, »og jeg tænkte på min forkrøblede far og mine to døde søstre, når Barmak ville have mig til at græde«, siger hun lige så stille. Faderen blev gennemtævet af talebanerne med kabler, så han mistede førligheden i begge ben, samtidig med at de brændte huset ned, mens Marinas to søstre opholdte sig inden døre. De døde på stedet. Minderne om de fem sorte år ligger lige under huden og kan uden vanskeligheder kaldes frem som tårer, fra fortiden - »minderne lever videre i kroppen«, som Afghanistans nye barnestjerne udtrykker det. Og nu altså på film. Så ingen glemmer. Afghanistan er nemlig, trods de små fremskridt, stadigvæk et vakkelvornt samfund, som - hvis ikke opmærksomheden er konstant - sagtens kan tippe til den forkerte side og fostre en ny generation af fundamentalister og terrorister, mener Siddiq Barmak. »Og det her, det må aldrig ske igen«.