Det er umuligt. Det er det umiddelbare indtryk, når man ser arkitekten Daniel Libeskinds skitser for genopbygningen af World Trade Center, som frem til 11. september er udstillet i Dansk Arkitektur Center i København. Verdens højeste bygning Helt ærligt: Fem skyskrabere, verdens højeste bygning, haver i flere hundrede meters højde, underjordiske mindesmærker, masser af kulturinstitutioner og næsten en million kvadratmeter kontorer. Hvordan skulle det nogensinde blive til virkelighed, lige efter en amerikansk recession, med en verdensøkonomi, der hænger i laser, for slet ikke at tale om et New York, der økonomisk ikke er kommet sig over 11. september, og hvor det flyder med ledige kontorer. Hvem skulle betale, hvem ville arbejde der, og - hvis det skulle blive til noget - ville det vel bare blive sprængt i luften igen. Man ryster på hovedet, undrende over hvordan et så utopisk projekt nogensinde blev valgt ud af de mere end 400, der blev indsendt. Men kun indtil, at man møder manden. Når man først sidder der med Daniel Libeskind foran sig i hans elegante sorte jakkesæt, hans sorte skjorte, sorte briller og stålgrå hår, virker det pludselig ikke bare muligt, men helt oplagt, at det nye World Trade Center bliver til noget. Alt starter som fantasi »Alting er jo vanskeligt, før man starter. Se bare på København«, siger Libeskind og peger ud over København. Til højre er operaen ved at blive bygget, og mod venstre på den anden side af vandet ligger den sorte diamant og glitrer. »Alt det var også engang en fantasi. Noget ingen ville have troet kunne blive en realitet. Men nu er det der jo, og alle tager det for givet«, siger han og smiler drenget. Titanisk opgave Nu er en ting selvsagt en by, skabt af snesevis af konger og regenter gennem mange århundreder, en ganske anden at bygge nogle af verdens største bygninger i løbet af et par år eller fem. Og Libeskind undervurderer da heller ikke opgavens omfang. Tværtimod. »Det er et af de største projekter nogensinde. På alle måder er det helt enormt«, erklærer han nøgternt og giver et hurtigt statistisk rids af opgavens omfang. Området som projektet omfatter omkring World Trace Center er på 16 tønder land og hver eneste dag passerer omkring en halv million mennesker forbi. Titusinder vil komme til at arbejde der, og yderligere titusinder benytte de mange kulturelle tilbud. Milliard-projekt Og det er kun de fysiske udfordringer. Hertil kommer de mere bureaukratiske hindringer, som det heller ikke skorter på. Milliarderne til projektet - hvis endelige pris Libeskind end ikke vil gætte - skal sammenstykkes fra private investorer, føderale midler, penge fra byen selv og et endnu ikke fastsat beløb fra havnemyndigheden, der byggede de oprindelige tårne og som ejer grunden. Mange kokke omkring Libeskinds arkitektoniske gryde, og hertil kommer naturligvis de godt otte millioner newyorkere, som alle har en mening om projektet og hvordan World Trade skal genopbygges. Indbyggere forkastede planer Men netop befolkningens interesse ser Daniel Libeskind som et afgørende plus, og understreger begejstret, at det netop var befolkningen, der tvang magthaverne til at droppe de seks meget uambitiøse planer, der oprindeligt blev fremlagt for genopbygningen af World Trade Center »Folk sagde nej. De krævede mere arkitektur, mere mening«, siger han glad. »Så, ja, World Trade Center er en kæmpeudfordring. Men med viljen fra en stor, demokratisk by, og efter en mere demokratisk proces end nogensinde før, er jeg slet ikke i tvivl om, at det vil lykkes«, siger han og anslår første del - herunder det høje tårn - færdigt om fire år. »En del af udfordringen er selve udfordringen. Et projekt af denne art er aldrig lavet før. Der er ikke nogen 'road map' for noget af denne størrelse, og det er noget af det gode ved det«. Fra Polen over Israel til USA Ud over argumenterne og sin medrivende entusiasme har Daniel Libeskind også sin egen fortid at have den smittende optimisme og selvsikkerhed i. For det er bestemt ikke første gang, at han har stået over for hårde odds. Det gælder personligt, hvor barndommen i Polen lige efter Anden Verdenskrig, immigrationen til Israel og derefter videre til USA, hvor Libeskind tilbragte sine teenageår i The Bronx i New York har krævet sine kræfter og tilpasningsevner. Men det gælder i høj grad også professionelt, hvor Libeskind trods sin nuværende stjernestatus har haft sit at kæmpe med. Slåskampom jødisk museum i Berlin Startskuddet for Libeskinds opstigning til det arkitektoniske Olympus kom, da han i slutningen af 1980'erne blev udpeget til at bygge Berlins jødiske museum. Som han muntert erklærer, var slaget dog dermed langtfra vundet. De ti følgende år byggeriet varede sloges han med ikke mindre end fem forskellige berlinske bystyrer - herunder et, der helt ville opgive projektet - men det endte med, at han fik sin vilje på næsten alle punkter. »Jeg plejer at sige, at det at vinde en konkurrence er begyndelsen til glemslen. For først derefter starter den egentlige kamp, og det er jo kun det, som rent faktisk bliver bygget, der tæller«, siger han. »Og der gælder det om at være maratonløber frem for blot at kunne sprinte«. Flyttede med opgaven Faktisk gælder det om mere end det. Mindst lige så afgørende som stamina er det efter Libeskinds erfaring at være fysisk til stede. Efter han fik opgaven i Berlin flyttede han og hans kone Nina til byen, og efter hans mening var det helt centralt. »Man skal være der, man skal kunne tale med parterne, borgerne, mærke stemningen, og drive processen fremad«, siger han, og forklarer at han og hans hustru af selv samme grund er ved at flytte tilbage til New York. »Man kan ikke bygge sådan noget som World Trade Center uden at være der hele tiden«. Står bag jødisk museum i København Hvor fascinerende et emne New York-projektet og skitserne i Dansk Arkitektur Center end er, er det kun halvdelen af forklaringen på, at Libeskind er i byen. Libeskind er nemlig også ved at lægge hånden på et langt mindre, men til gengæld dansk projekt: Dansk Jødisk Museum, som han også har designet og som åbner i København næste år. Det er et projekt af en noget anden og mere beskeden størrelsesorden. Museet, der får til huse i Galejhuset på Det Kongelige Bibliotek, får et udstillingsareal på godt 300 kvadratmeter, langt under en tusindedel af kæmpeprojektet i New York. Alligevel virker Libeskind oprigtigt glad for projektet, der bliver hans andet jødiske museum. »Det er en meget speciel opgave for mig«, siger han, og forklarer hvor forbløffende, han synes, det er, at det under Anden Verdenskrig lykkedes danskerne at redde det overvældende flertal af den jødiske befolkning. »Det er stort set unikt, og det gør det meget meningsfuldt at lave et rum som symboliserer«, siger han. Mindst lige så tilfredse er Dansk Jødisk Museum for hvem Libeskinds status som en af verdens førende arkitekter, er en uventet bonus. Allerede i 1987, samme år Libeskind præsenterede sit forslag til Berlins Jødiske Museum henvendte den danske bestyrelse - der var blevet nedsat to år før - sig til Libeskind og bad om at lave et forslag. Det tog sin tid, først i 2001 blev forslaget præsenteret, men til gengæld fik museet så også et unikt design lavet af den mand, som direktør for Dansk Arkitektur Center Kent Martinussen i sin velkomst på pressemødet ved åbningen af udstillingen i København kaldte »en af verdens vigtigste, hvis ikke den vigtigste arkitekt«. Symbolikken er nøglen Og trods den uhyre størrelsesforskel har Dansk Jødisk Museum og det nye World Trade Center da også et afgørende træk til fælles: fokuseringen på det symbolske, på at skabe et rum, der er mere end blot et rum. Når det gælder World Trade Center er symbolikken tydelig på mange planer: Det højeste af de nye tårne bliver 1.776 fod (ca. 541 meter) højt, og symboliserer dermed den amerikanske uafhængighedserklæring og de frihedsværdier den udtrykker. »Så selv, hvis man en dag bygger noget højere vil det alligevel ikke kunne overgås«, siger Libeskind. Fundamenterne til de to tårne, der bevares som ni meter dybe fordybninger står ifølge Libeskind for demokratiets beståen. Og den 'Lysets kile' - en solstråle, der 11. september hvert år mellem klokken 8:46, tidspunktet hvor det første fly ramte bygningerne, og klokken 10:28, tidspunktet da det andet tårn styrtede sammen - vil falde i mindeparkerne uden at kaste nogen skygge, symboliserer det mod newyorkerne viste under terrorangrebet. Rum danner hebraiske bogstaver Det samme er tilfældet i Dansk Jødisk Museum, hvis modeller også kan ses på udstillingen i Dansk Arkitektur Center. Her er kodeordet mitzvah, et jødisk ord der betyder velgerning, og som i denne sammenhæng henviser til redningen af de danske jøder. Ordet 'mitzvah', og dets betydning gennemsyrer museet, hvis indre struktur i museet er et stiliseret aftryk af de fire hebraiske bogstaver, der tilsammen udgør ordet. Og efter Libeskinds erfaring er det ikke kun ham og andre arkitektfreaks, der i disse år efterlyser mere mening i arkitekturen. »Folk har længe talt om at arkitekternes betydning er dalende, at vi er blevet en slags teknikere«, siger han, »men det er netop det, som 11. september understregede var forkert«. »Folk efterlyser mere end bare teknik og neutralitet. De ved, at arkitekturen påvirker os alle sammen, og når de protesterede mod de uinteressante forslag, der først blev fremlagt for World Trade Center, var det fordi de ønsker noget større, noget der betyder mere og skaber mere«. Berømthed i New York Et ønske som Daniel Libeskind dagligt oplever på egen krop. Siden hans design for World Trade Center blev valgt i februar, er han blevet en berømthed i New York. De elgskindsstøvler han altid - også i dag - går med er blevet in, han har åbnet handlen på en af børserne og newyorkerne hilser på ham på gaden. »Men når folk stopper mig på gaden, er det ikke fordi jeg er kendt, men for at sige 'held og lykke'«, siger han. »Og det er derfor, jeg er sikker på, at det nok skal lykkes. Folk vil, at projektet bliver til noget«.