Hver gang en dansker bruger 1 krone på en biografbillet, spæder statens til med 2,75 kroner i offentlig støtte. Til sammenligning er den offentlige støtte til en teaterbillet 2,17 kroner, når teatergængeren selv spenderer en 1 krone. »Filmfolkene mener oven i købet, at denne støtte er en selvfølge, og derfor behøver teatrenes medarbejdere ikke at føle sig så underlegne«, fastslår redaktør og fhv. kulturborgmester i København, Tom Ahlberg. »Teaterfolkene føler altid, at de bør begrunde deres offentlige støtte, mens filmverdenen er langt mere aggressiv og handlingsminded, ligesom sammenholdet her også er større end i teatermiljøet. Det er en stor gave, og derfor må opfordringen til teaterbranchen være, at man bliver enige om en ny teaterlov«. Sådan lød opfordringen fra Tom Ahlberg på den konservative kulturminister Brian Mikkelsens konference om en ny teaterlov, som ministeren i går havde indkaldt til i Turbinehallerne på Det Kgl. Teater. Godt 160 aktive kunstnere, administratorer, teknikere, forskere og politikere havde taget imod ministerens opfordring til en åben debat forud for regeringens teaterlovsudspil, som ventes sidst på sommeren. Kulturministeren satser tydeligvis på et bredt politisk forlig om en ny teaterlov, som brede dele af dansk teater ønsker sig, men han er også stærkt optaget af, at teaterlivet accepterer de kommende rammer. Han lagde på teaterkonferencen ikke skjul på, at der formentlig ikke i overskuelig fremtid kommer en ny lov på bordet, hvis det igangværende forsøg mislykkes. Dårlig balance Det blev en teaterkonference, der kom til at spænde meget vidt, og som afslørede meget af den ubalance, der i dag hersker i de forskellige grene af dansk teater. Det afgående Teaterråds formand, Lars Seeberg, slog fast, at dansk teater har stået stille i 30 år, og at hele teaterlivet i de seneste år har »puttet sig af frygt for det, der var værre. Teatrene har levet i en permanent position fra 70'ernes livgivende oprør, men den er i dag endt som begravelseskaffe«, fastslog Seeberg, der også mente, at teatrenes vilkår betyder, at de dårlige forestillinger ses af alt for mange, mens de gode opsætninger opleves af alt for få danskere. Teaterrådsformanden mente, at en lovrevision, der genopretter balancen mellem de forskellige teatergenrer, vil betyde, at teatret kan meget mere end i dag. Måske endda for de samme penge. Blandt Seebergs mange forslag er, at det kommercielle teater helt skal klare sig selv uden offentlig støtte, at de små teatre måske skal slå sig sammen, at man stiller krav til teaterlederne om et større internationalt udsyn, og at politikerne helt skal ud af teaterbestyrelserne. PR-mand, direktør Christian Have mente ikke, der hverken er publikums- eller kunstnerisk krise. Derimod ser han en kommunikations- og formidlingskrise i dansk teater. Odense Teaters chef, Kasper Wilton, og Teatermuseets leder, Ulla Strømberg, appellerede også til at nedtone fordums interne fronter i dansk teaterliv - »vi kæmper jo alle for samme sag«, mente Wilton. Internationalt børneteater Århusprofesssoren Jørn Langsted efterlyste bl.a. et samlet dansk teatersyn - hvad vil man med teatret? - ligesom han stærkt opfordrede til, at man spiller dansk teaterlivs absolutte trumfkort, også internationalt - børneteatret - helt rigtigt. Hans hollandske professorkollega Dragan Klaic slog fast, at mange af de europæiske teatre er tunge, indadvendte, bagstræberiske og fanget i egne, ubekvemme ordninger. Måske kan der hentes inspiration i Holland, som er uden en teaterlov, men som har et dynamisk, stort og vidtfavnende teaterliv, hvor bevillinger, støtteordninger og rammer konstant debatteres af et pragmatisk og stærkt Kunstråd. Fleksibilitet, mangfoldighed, professionalisme, gennemskuelighed og udviklingsmuligheder var blandt de emner, der fyldte meget i de mange indlæg i debatten. Uden at være særlig konkret forstod man, at der på en forsigtig kulturministers ønskeseddel bl.a. står en stærkere profilering af de enkelte teatre, at man skal til at tænke i større enheder for at udnytte teaterressourcerne bedre, og at bestyrelsesarbejdet på de enkelte teatre skal professionaliseres. Brian Mikkelsen overvejer at skabe en ny, stor, konkurrerende scene til Det Kgl. Teater i København for at få mere dynamik og gennembrud i den kunstneriske udvikling. Han ønsker sig en mere fleksibel abonnementsordning, større gennemskuelighed på børneteatrene og en særlig indsats for ny dans. Ministeren kommer ikke med flere penge til teatrene ud over den milliard kroner, det offentlige allerede bruger i dag; han lægger dog heller ikke op til besparelser. »Vi står ikke i en omfattende teaterkrise, men alt er i spil og til debat. Omvendt fornemmer jeg en klar interesse i at modernisere de strukturer, det stammer fra 60'erne og 70'erne, og udfordringen for teatret er kolossal, for de unge generationer står over for utallige andre tilbud«, fastslog Brian Mikkelsen, der hen over sommeren vil samle mere inspiration til en ny teaterlov.