'På Roskilde' er en bog om den engang så forkætrede og nu om stunder mindst lige så institutionaliserede Roskilde Festival, (sammen)skrevet af Politikens sympatiske rockskribent og -journalist Erik Jensen, hvis virke i det daglige bærer præg af stor kærlighed til stofområdet, som han skam tager alvorligt - men så heller ikke alvorligere. Jensen har aldrig glemt, at rock også er sjov og ballade, til gengæld virker det som om hans vestjyske aner forbyder ham at tildele rocken en decideret kunstnerisk dimension. Jensens letflydende stil - han er alle forbehold til trods en ikke ueffen stilist - er, hvad man nu om stunder vel tør kalde brugervenlig; med hensynet til læsbarhed og imødekommenhed over for læseren som det primære ville det være synd at påstå, at Jensen gør tingene sværere, end de ser ud til at være. Styrken ligger i formidlingen - ofte på bekostning af den kritiske analyse, hvilket også er tilfældet med 'På Roskilde', der primært kredser om festivalens positive aspekter, set i fanhøjde. De mange væsensforskellige tekster - i stor stil suppleret med fotos - der tilsammen udgør bogens 256 sider, er således rige på genkendelsens glæde, hvorimod der er langt mellem egentlige erkendelser, afdækning af skjulte sammenhænge og nye vinkler, hvis sådanne overhovedet forekommer. Måske stikker de implicit hovedet frem her og der, men ikke nok til, at forfatteren føler sig foranlediget - eller anfægtet - til at brede dem ud. Det betyder, at styrken i det layoutmæssigt indbydende hyldestskrift 'På Roskilde' går på fænomenets bredde - hele vejen igennem på bekostning af dybden. Vinklen er kalejdoskopisk, journalistisk og altomfattende, hvorfor læseren får lidt at vide om en masse, men i sidste ende ikke stort andet, end man har kunnet læse sig til i skribentens eget dagblad ned gennem de sidste mange år, idet de to parter - avisen og festivalen - for længst har indgået et velfungerende fornuftsægteskab. Formen er det ekspansive avistillægs, og bogen virker som om, den er hunderæd for at kede læseren, hvorfor der konsekvent veksles mellem letlæste tekster og et rigeligt billedmateriale, der skam også er ret sjovt: Folk, der drikker og ryger - kysser - sover brandert ud - pisser og skider - hører musik - rejser telte - knepper - griner og græder. Og selvfølgelig musikere, der trykker den af på scenen, men mærkværdigvis nok ingen fotos af samme, når de - tør man formode - foretager sig det samme som folk ude på Smatten. Vi vil se Lars Ulrich på tønden, vil vi! Som i avistillægget er her lidt af hvert; som indledning forfatterens egen første festival, fortalt med underspillet vestjysk humor. Et par retrospektive tekst- og citatcollager om henholdsvis festivalens historie og musikken sammesteds. Et sært flagrende kapitel om ulykken i 2000, hvor ni unge mænd omkom under omstændigheder, der aldrig er blevet klarlagt. Interview med fire væsensforskellige danske musikere om deres forhold til festivalen; i øvrigt et af de steder, hvor der siges mest, selv om potentielt spændende udsagn hverken følges op eller til dørs. Derudover: Generelt hjælpeløst formulerede mails på SMS-niveau fra diverse festivaldeltagere; et i øvrigt selvlysende argument for at styrke danskundervisningen i skolerne. Fire længere vidneudsagn fra lige så mange festivaldeltagere, der hvert dækker et årti. Stort - men ikke synderligt givende - interview med Leif Skov, musikchef Rikke Øxners dagbog og endelig en epilog om festivalens fremtid samt en liste over alle de navne, der har spillet på festivalen ned gennem årene. Lyder det som lige lovlig spredt fægtning? Hvis de aftrykte mails fra festivaldeltagerne siger noget om læse- og skrivefærdighederne blandt unge mennesker i dagens Danmark, ja, så udgør 'På Roskilde' en ordentlig mundfuld for samme. For den glade og gængse normalfestivaldeltager udgør 'På Roskilde' såmænd også en solid og attraktiv souvenir, hvor der kan gå mange timer med at sidde og lede efter nogen, man kender på det underholdende og sikkert udvalgte billedmateriale (men billedteksterne, Jensen - dem kunne du fandeme have gjort bedre!). I det hele taget er bogen indbydende, rent grafisk - ingen selvfølge, men selvfølgelig et plus. Tilhører man derimod den uddøende minoritet, hvis primære informationskilde er det trykte sprog og de dertil indrettede medier - eftersom det er der, analysen kan udfolde sig, og man får mere med hjem end lige overskrifter og omrids - er der ikke ret meget at komme efter. Som solidarisk referatstil fungerer kompendiet udmærket, men for pokker, hvor får man dog lidt at vide om en hel masse. Når Lars Top-Galia et sted påstår, at »de danske bands er en vigtig del af deres (altså Festivalens) program og image, men alligevel træder de dem konsekvent over tæerne og underbetaler dem i forhold til de udenlandske«, burde journalisten Jensen så ikke rette hovedet op som en blodhund, der får færten af den eftersøgte? Nu står udsagnet bare dér og flagrer, uimodsagt og måske/måske ikke sandt. Ikke fedt. Har man som undertegnede noget i retning af tyve festivaler på erfaringen, kan det godt undre, at Jensen ikke er gået til biddet med langt større aggressivitet, nysgerrighed, undren og journalistisk tæft. For simpelthen én gang for alle at skrive bogen om Roskilde Festival, skabe det definitive værk, som alle, der overhovedet beskæftiger sig med emnet, må indenom, fordi det ikke er til at komme udenom! Men det har der åbenbart ikke været ambitioner og drive til, hvorfor resultatet er blevet en visuelt attraktiv og letlæst souvenir på lækkert papir for lægmand. Ikke mere og ikke mindre. Klaus Lynggaard er forfatter, kritiker på Dagbladet Information og meget andet.