Paul McCartney dit og Paul McCartney dat. Han er et bløddyr, en flødebolle. En nuttet og ubekymret fyr med et kønt ansigt, der både før og efter Beatlestiden udelukkende har brugt sit oplagte talent for at skrive iørefaldende sange til én ting, nemlig til at flyde ovenpå og holde sig væk fra ballade og konflikter. Er sandheden ikke en anden. Er det ikke på tide at skrive Beatleshistorien en smule om? Lad os prøve at gøre det punkt for punkt:Påstand: Paul McCartney var den holdningsløse Beatle, John Lennon den politisk bevidste og aktive. Kendsgerning: Allerede tidligt i sin solokarriere fik Paul McCartney faktisk forbudt to af sine sange af BBC, fordi de var for kontroversielle. Det skete i marts 1972 med sangen 'Give Ireland Back To The Irish', som var skrevet og indspillet umiddelbart efter den såkaldte 'Bloody Sunday'-episode i Londonderry, hvor britiske soldater skød og dræbte 13 irske demonstranter. Som en sarkastisk og selvironisk kommentar til forbuddet skrev Paul McCartney efterfølgende musik til børnerimet 'Mary Had A Little Lamb, som i juni 1972 blev et hit i England og USA. Men allerede i januar 1973 var den gal igen. Da forbød BBC afspilningen af Paul McCartneys single 'Hi Hi Hi', idet sangen ifølge radioledelsen bifaldt narkomisbrug. Men også senere i sin karriere har McCartney udvist en mere aktiv politisk bevidsthed. Bl.a. da han i oktober 1988 udsendte albummet 'Choba B CCCR' ('Back In The USSR') udelukkende i Sovjetunionen som en slags hyldest til den gryende glasnostbevægelse i den hidtil så lukkede og urokkelige kommunistiske stormagt. Påstand: Paul McCartney var den popmusikalske vatnisse i The Beatles, John Lennon den hårde og seje rocker med forbindelse direkte tilbage til den mest vilde amerikanske rock'n'roll i 1950'erne. Kendsgerning: Paul McCartney har skrevet nogle af The Beatles' mest heftige rocksange. Bl.a. 'I'm Down', 'Back In The USSR', 'She's A Woman', 'Why Don't We Do It In The Road' (udelukkende indspillet af McCartney og Ringo Starr), 'Helter Skelter' og 'Birthday'. Især de to sidstnævnte er bemærkelsesværdige. 'Birthday' var direkte inspireret af den amerikanske film 'The Girl Can't Help' fra 1956, som i 1968 for første gang blev vist i engelsk tv. I filmen medvirker flere af 1950'ernes amerikanske rock'n'roll-stjerner, bl.a. den overdådigt sprælske og vitale Little Richard, som 'Birthday' angiveligt er en hyldest til. 'Helter Skelter' er opsigtsvækkende rent musikalsk, fordi Paul McCartney her med anvendelse af virkemidler som overdreven forstærkning og signalforvrængende effekter eksperimenterer med et ukontrolleret og støjende lydbillede, der peger i retning af navne som The Who og Jimi Hendrix. Endelig er 'Helter Skelter' en af de Beatlessange, der knytter den berømte gruppe til den amerikanske satanist og kultleder Charles Manson, der i august 1969 stod bag fem rituelle mord (bl.a. på filminstruktøren Roman Polanskis højgravide hustru Sharon Tate) i Los Angeles. Manson og hans disciple blev i 1971 dømt til døden for mordene (men dommene blev senere ændret til livsvarigt fængsel). Under retssagen blev John Lennon indkaldt som vidne for at forklare teksten til 'Helter Skelter', som Manson hævdede, havde indeholdt skjulte budskaber til satankulten. Lennon nægtede at vidne. Naturligt nok. 'Helter Skelter' var ene og alene Paul McCartneys værk. Påstand: Paul McCartney var Hr. Forsigtigper i The Beatles, John Lennon den avantgardistiske, vovede og progressive. Kendsgerning: Paul McCartney var aldrig bleg for at opsøge og efterprøve nye signaler og strømninger. Før John Lennon overhovedet havde mødt Yoko Ono, interesserede McCartney sig for avantgardekunst og -musik. McCartney mødte faktisk også Ono før Lennon. Allerede i 1966 havde McCartney opdaget komplicerede og grænseoverskridende komponister som Carl Heinz Stockhausen og John Cage og var begyndt at undersøge deres musik. Samme år frekventerede han regelmæssigt det eksklusive kunstgalleri Indica Gallery i London. For at dække omkostningerne ved åbningen og etableringen af galleriet havde McCartney givet 5.000 pund til dets ejer John Dunbar, som var gift med sangerinden Marianne Faithfull (der endnu ikke havde mødt Mick Jagger). I løbet af 1966 henvendte Yoko Ono sig til McCartney for at få ham til at give hende et sangmanuskript til et projekt, hun lavede sammen med John Cage. McCartney afslog og sendte hende videre til John Lennon. Dette førte til, at det senere så berømte ægtepar mødtes første gang i Indica Gallery i november 1966, hvor Yoko Ono havde fernisering på udstillingen 'Unfinished Paintings And Objects'. Om hele denne periode, der bl.a. også omfatter udgivelsen af det skelsættende album 'Revolver' i 1966, har Beatlesproduceren George Martin udtalt: »På det tidspunkt var Paul sandsynligvis mere avantgarde end de andre fyre, mens John levede et komfortabelt forstadsliv i Weybridge«. Set i dette lys passer det også ganske godt, at Paul McCartney var det første Beatlesmedlem, der i juni 1967 dristede sig til at stå offentligt frem og erklære, at han havde prøvet at tage LSD. Men Paul McCartney har også på en tankevækkende måde uddybet sin begrundelse for overhovedet at eksperimentere med det omstridte hallucinogen: »Jeg indrømmer, at det kan være farligt at tage det, men jeg tog det med et velovervejet formål: at finde svaret på, hvad livet drejer sig om«. Senere var det Paul McCartney, der efter manager Brian Epsteins død i august 1967 tog ansvaret for at holde sammen på The Beatles og samtidig aldrig var nervøs for at sende gruppens udvikling i nye, uforudsigelige retninger. Et eksempel er tilblivelsen af tv-filmen 'Magical Mystery Tour', der blev vist i engelsk tv i december 1967. Der var ingen egentlig handling, intet manuskript, ingen drejebog til projektet. Man - en broget skare af familie, venner, medarbejdere, dværge og skuespillere - improviserede sig frem. På én gang avantgardekunst og happening. Og så var der selve idéens udspring. Under en rejse til USA var McCartney kommet på sporet af en LSD-inspireret gruppe af anarkistiske hippier, The Merry Pranksters, som tog landet rundt i en bus og arrangerede farverige happenings. Hvad andet kunne McCartney kalde sin egen udløber af dette syrede og skæve omstrejfende cirkus end netop 'Magical Mystery Tour'. En satsning var skabt. Og en fiasko født. Den kaotiske tv-film fik en mildest talt kølig modtagelse. Og John Lennon udtalte, at han fra begyndelsen havde været modstander af projektet og blot været fysisk til stede. Påstand: Linda Eastman, som Paul McCartney indledte et forhold til i sommeren 1968, var et forstyrrende element for McCartneys kreativitet og en stærkt medvirkende årsag til, at The Beatles blev splittet. Kendsgerning: Yoko Ono var værre. Linda Eastman havde, da hun mødte McCartney, indledt en imponerende karriere som skarp professionel fotograf. Yoko Ono havde gang i helt andre ting. Hårrejsende affærer. Klare eksempler på kombinationen af kunstnerisk selvovervurdering og slag under bæltestedet. Allerede i 1962 optrådte hun med en performance med titlen 'Works Of Yoko Ono', hvor hun i løbet af fem minutter kom ind i et rum, satte sig ved et klaver, røg en cigaret og gik ud igen. I 1964 udgav hun bogen 'Grapefruit', der bestod af avantgardistiske instruktioner og haikudigte. Endelig udsendte hun i 1967 sin første film, 'Bottoms', med portrætter af 365 blottede bagdele. Et højdepunkt var nået. »All you need is love«, som de sang i The Beatles.