Man kalder dem zappergenerationen, der kan shoppe frit i alle livets muligheder. Men 28-årige Henning Lund synes ikke, de unge er forkælede og egoistiske. Det signalement passer bedre på forældrene, 'medvindsgenerationen', mener han. Deres værdier er i konstant skred. De er frigjorte, unikke og uberegnelige. De kan vælge frit på alle hylder - eller lade være. Reklamefolk og livsstilseksperter kalder dem zapper- eller samplergenerationen. Forkælede og egoistiske unge, som letbenede farer ud i fremtiden, drevet af liv, lyst og begær. »Den virkelighed kan jeg overhovedet ikke genkende«, siger Henning Lund, 28 år og snart færdig som magister i historie og statskundskab. »Hvis der er noget, som kendetegner min generation, er det pænhed. Vi er pæne i tøjet, har pæne meninger og opfører os pænt. Både på arbejdsmarkedet og uddannelsesstederne er vi pænt ambitiøse. Med stor fornuft og hårdt slid tilpasser vi os tidens krav om dynamik og omstillingsevne«. Da muren faldt, var Henning Lund 14 år. Han er født ind i en æra præget af individualitet, computere og en ny usikker verdensorden. En tid, hvor seniorerne sidder på boligmarkedet og de store formuer. Henning Lund er på vej til at blive voksen i et Danmark, hvor det kræver to gode indtægter og to arbejdsuger på 50 timer at sikre sig en rimelig bolig. Et Danmark, hvor hver ledig stilling udløser 200 ansøgninger. »Alligevel bombarderes vi med en næsten mytisk fortælling: At vi er forkælede og egoistiske. Vi lever med billedet af en strømlinet ungdom, der bemægtiger sig alverdens friheder og smider rundt med goder, der kastes i hovedet på den. Undskyld! Men set med mine øjne passer det billede kun på medvindsgenerationen, der blev voksne under heldige konjunkturer og altid har yndet at tænke på sig selv som frigjorte, sociale og dem, der bare turde det hele«. »De er i mine øjne de sande egoister ...«. Opdraget til ansvar Badeværelset er et skab i soveværelset, og andelslejligheden på Amager er lille og beskeden. Henning Lund har selv sparet sammen til den sammen med sin kæreste, der er børnekulturkonsulent. Parret har ingen studiegæld. De har klaret sig selv på legater, erhvervsarbejde og sparsommelighed. Drømmene er fornuftige og rimelige: To gode job, et hus med have og et par børn. »For her kan man jo ikke have børn«. Henning Lund peger ned i gårdens skakt, hvor ingen solstråler rammer skramlet og affaldsspandene. Så fortæller han, at der rent faktisk bor unge børnefamilier i de små lejligheder. De bor her, fordi der ikke er andre muligheder. Stemmen er indigneret. »Min generation kræver kun, hvad der er rimeligt i forhold til vores evner og uddannelse. Vi vil blot have mere fra dem, der har så meget. Vi vil vriste vores del af samfundskagen ud af medvindsgenerationens krogede fingre. Det kan ligne egoisme, men er kun et spørgsmål om moral og retfærdighed«. Der manglede ikke noget i villaen i Frederikshavn, hvor Henning Lund voksede op med to brødre. Moderen var på deltid. Alligevel var der råd til to biler - et ganske almindeligt gode i Jylland, hvor der er langt til alting. Der var leg i baghaven, børnefødselsdage og nærværende forældre, der hverken blev skilt eller havde alt for travlt med at realisere sig selv. »Men min generation er jo også et produkt af det store offentlige uddannelsessystem, der blev skabt af 68'erne. Og vi lærte tidligt at tilpasse os et krav om selvstændighed og ansvar. Vi lærte at orientere os individuelt i verden: 'Hvad er mit ansvar, og hvornår falder min næste deadline?' Alt, hvad vi gjorde eller ikke gjorde, blev et personligt ansvar. Og det skal man ikke forveksle med frihed. For målene for succes eller fiasko var fastlagt på forhånd«. »Denne opdragelse gjorde os meget individualistiske og målrettede. Vi lærte at gribe de appelsiner, der falder ned i vores nærhed. Måske er det denne målrettethed, der forveksles med egoisme. Men måske den også er en nødvendighed, når man skal kæmpe for ikke at komme bagerst i køen til fremtidens goder«. »For 68'erne var det ikke en livsbetingelse at være så målbevidst. Man kunne sagtens få et job, selv om man rejste til Nepal i fem år og lavede noget, som var fuldstændig ligegyldigt for den videre karriere. Man kunne tage et lån, mens man uddannede sig. For bagefter var man sikker på at få et velbetalt job«. Ældre på første klasse Henning Lund har kun mødt flinke seniorer på universitetet og de arbejdspladser, hvor han har tjent til studierne. Han betegner den ældre generation som 'høflig' over for unge, der mangler erfaring. Han har kun mødt respekt, åbenhed og lydhørhed. Meninger og holdninger bliver ikke afvist, blot fordi de kommer ud af munden på et ungt menneske. I den forstand er de ældre ikke arrogante. »Sådan tror jeg ikke, de ældre oplevede det, da de selv var unge. Jeg tror, de måtte kæmpe for at få deres synspunkter accepteret. Men de var også en stor generation, der markerede sig med ungdomsoprøret. De skabte et helt nyt fænomen: Ungdommen som en kategori med sin helt egen kultur og karakteristika«. »De skabte et velfærdssamfund til sig selv. De byggede boliger og lavede et uddannelsessystem, som jeg bestemt også har nydt godt af. I dag sidder de så på kæmpemæssige gevinster, som de fik med støtte fra inflation og rentefradrag. De tilhører en generation, som altid har kørt på første klasse. Og de bruger hele gevinsten på sig selv. Unge skal i dag ikke forvente at arve noget fra deres forældre«. »Den solidaritet, de har besunget så højt, omfatter kun dem selv. Jeg er ikke misundelig på deres held og deres store pensioner. Jeg synes blot, det er underligt - at jeg som højtuddannet skal regne med at tjene mindre og stadigvæk betale til pensionister, som har en højere indkomst end jeg selv, blot fordi de er gået på pension. For det bliver jo tilfældet i fremtiden ...«. Vitalitet og dynamik I alderdommens øjne har ungdommen altid været umulig: 'Unge har ingen moral, ingen værdier - og rejser sig ikke for de ældre i bussen'. Henning Lund accepterer ikke remsen om værditabet. At man lader hånt om visse normer, kan jo blot betyde, at man har nogle andre værdier. »Da jeg arbejdede som 'kassedame' i Brugsen, tilhørte de mest sure kunder som regel altid den ældre generation. Så jeg vil til enhver tid hævde, at uhøflighed og amoral kan findes på tværs af alle generationer«. I øvrigt har han bemærket en ny tendens blandt de ældre. For tilsyneladende er de ikke længere tilfredse med blot at sidde på størstedelen af samfundets formue. I takt med de grå hårs fremkomst forsøger de sig med et oprør mod den ungdomskult, de i sin tid selv var med til at skabe. Først blev 'de gamle' til 'de ældre'. Nu taler man om seniorer og 'de rigtigt voksne'. »De unge dominerer i reklamerne. For ungdom har siden 1968 været et symbol på vitalitet, virilitet og dynamik. Jeg kan da godt forstå, at de ældre nu forsøger at skabe en ny symbolik omkring de værdier, de selv mener at besidde. De tilhører jo en stor generation, som altid har formået at skabe opmærksomhed om sig selv«. »Men det kan vel ses som et nederlag, at den ungdomskult, som de selv har været med til at skabe, nu løber fra dem. I mange år råbte de: 'Til helvede med traditionerne'. Nu lyder råbet fra nye generationer - mens fortidens unge står tilbage og taler om erfaring, modenhed, og hvad de ellers har at tilbyde af goder«. »Det er jo et paradoks. Og jeg har ikke ondt af dem«. Fanden tager de utilpassede I gymnasiet legede Henning Lund og hans kammerater med myriader af livsstile. De var skatere, hip-hoppere, flippere, punkere og så videre. Selv var han en småflippet fyr med ring i næsen og langt hår. Gymnasiet var en sandkasse, hvor der var plads til eksperimenter med de helt unikke individualiteter. »Men på universitetet skete der noget morsomt. Langsomt begyndte vi at ensarte os. Der var ingen direkte krav og formaninger. Kun gode råd og eksamener. Men vi endte med at ligne vores lærere. Jeg vil næsten påstå, at vi overtog deres måde at tale på, tænke på og bevæge sig på. Pludselig var vi næsten alle ufatteligt ens klædt - som efter en stiltiende aftale«. »Fanden tog dem, som ikke tilpassede sig. Fanden tog dem, som ikke fattede, at det hed Munthe plus Simonsen (ikke Adidas), at man ryger blå Kings (ikke Cecil), at Foucault er federe end Habermas, og at man gerne må diskutere, men at underviseren i sidste ende altid har ret. Hvis ikke man fattede alt det, sivede man stilfærdigt ud i glemslen«. »Vi andre, der blev tilbage i de hellige haller, kastede os ud i et cv-kapløb om de rette kompetencer. Kapløbet om at udstråle den dynamik og omstillingsparathed, som arbejdslivet efterlyser, starter tidligere og tidligere på universitetet. Vi erkendte tidligt, at vi måtte ud at slås om de gode stillinger. Og i den proces blev vi ufatteligt ens og pæne«. »Egentlig ligner vi vores forældres generation. Også vi vil arbejde hårdt for at sikre os en høj indkomst og adgang til det gode liv. Vi har den samme vilje og de samme visioner om at få vores ønsker igennem. Forskellen er, at vi ikke har de samme muligheder. Den gamle regel om, at hver ny generation bliver mere velhavende end den foregående, gælder ikke længere«. Postmoderne propaganda Det kunne lyde, som om der er lagt op til et nyt ungdomsoprør. Men det tror Henning Lund ikke på. For han tilhører en generation, som politikerne kan vælge at ignorere. Magten og værdierne ligger hos efterkrigstidens generation. Den udgør en stor pressionsgruppe, som det vil være politisk selvmord at tale imod. »Det er lidt trist, at vi er så pæne og kedelige. Men jeg har ingen anvisninger på, hvordan vi bliver mere sprælske. Det kunne jo ellers skabe ny dynamik og nye debatter i samfundet. Men vi tilpasser os, og der er fordele ved denne pænhed. Vi ifører os slips og skjorte for at skaffe os en stemme i det spil, som foregår. Vi satser på at få vores chance og vil ikke sætte den over styr, blot for oprørets skyld«. Deadline nærmer sig. Inden sommeren er ovre, skal Henning Lund til at søge job. Han har afpudset sit cv, har pæne karakterer og har haft interessante studiejob i ministerier og organisationer. Alligevel ved han, at han ikke skal sætte næsen op efter trygheden i en fast stilling. I dag er arbejdsmarkedet indrettet med vikariater, projekter og åremålsansættelser. »Man siger: 'Det er, hvad de unge vil. De vil projektansættes og hoppe rundt fra sted til sted'. Jeg kalder det postmoderne propaganda. For åremålsansættelser giver stress og usikkerhed. Den base, som man engang kunne finde i jobbet, er forsvundet. Derfor tror jeg, at min generation har fået familien som et ideal. Kæresten, huset og børnene bliver et af de få faste holdepunkter i tilværelsen«. »Vi vil have et udviklende arbejde. Men vi ser også værdien i hjemmesyltede pærer og et harmonisk familieliv. Der er kommet prestige i det gode liv, og det skal efterleves i alle elementer af tilværelsen. Familien kan flytte til Bruxelles. Men man er stadig en familie, selv om venner og kolleger bliver udskiftet. En halv million danskere surfer rundt på dating.dk. Jeg tror, de leder efter en familie som base for et diffust liv«. Børn er vigtige Det sker, at Henning Lund og kæresten går på husjagt. Bare for sjov, for først skal karrieren være på plads. Drømmehuset behøver ikke at ligge på Strandvejen. Men det skal være i ordentlig stand, og der skal være græsplæne. Herefter må der gerne indfinde sig et par børn. »Der er en anderledes dynamik i verden nu, hvor to stormagter ikke længere holder hinanden i skak. Fremtiden kan se skræmmende ud. Måske vi en dag hører i nyhederne, at der er spredt miltbrand via vandsystemet. Men jeg oplever ikke, at min generation er plaget af fremtidsangst. Vi har for eksempel ingen betænkeligheder ved at sætte børn i verden«. »Jeg synes, det er vigtigt at få børn. Vi vil gerne have et liv, hvor vi kan give nogle erfaringer videre. Et liv, hvor der er børn at glædes over og glædes med. Børn er det ultimative ansvar - for en anden end sig selv. Men de skal ikke altid sættes i centrum. De skal ikke blive til egoistiske stjernebørn. De skal indgå i det familiære fællesskab og have både rettigheder og pligter«. »De skal kunne udsætte deres behov. For uden den evne kan man ikke være et civiliseret menneske«.