Mange på vore kanter var skuffede over, at 'Chicago' fik en Oscar som årets bedste film, men er det virkelig rigtigt, at musicalgenren bare er eskapistisk candyfloss? Og er 'It's All About Love' i virkeligheden vor tids største musical? Det var især i Europa og navnlig oppe på disse kanter, at man undrede sig. Og ærgrede sig. Oscarstatuetten for bedste film var netop gået til musicalen 'Chicago', og i Nicolas Winding Refn og Søren Kragh-Jacobsens hjemland er musical et uartigt ord. Alt, hvad der ikke har en afsmag af moralsk bodsgang eller på skrømt benytter sig af den stiliserede vold, er dømt ude. Polanski ... Scorsese ... Og når Lars von Trier faktisk laver en musical, 'Dancer in the Dark', så skal den nok forstås ironisk, mon ikke, og han understregede jo tilmed, instruktøren, at han aldrig havde sat sine ben i USA ...? Tiltaler homoseksuelle mænd Musicalen er en af de ældste amerikanske genrer. Amerikanerne selv omklamrer den ofte med vådøjet jovialitet, og i Europa er der en tendens til at se genren som den yderste sorte reaktion, som noget degenereret, noget pyntesygt og uhjælpelig overfladisk. Det får stå hen i det uvisse, hvorfor genren tiltaler så mange homoseksuelle mænd; at man i USA med det samme bliver forstået, når man bruger eufemismen 'friends of Dorothy' - med henvisning til Judy Garlands rolle i 'Troldmanden fra Oz', nok den mest konservative af alle musicals. »Vi er ikke i Kansas længere, Toto«, hvisker Dorothy, fuld af angst, til sin hund midt i modernitetens lurende mareridt, og 'We're not in Kansas anymore' er blevet en stående amerikansk bemærkning, endnu oftere brugt end 'friends of Dorothy'. Tonefilmens indtog Så ikonografisk kan én-to sætninger fra musicalen fæstne sig i kulturen. Det var indlysende, at de store kommercielle og kritiske succeser fra Broadway straks måtte overføres til celluloid, da talefilmen blev introduceret omkring 1927. Guderne skal vide, at der var mere musik - forstået som rytme, dynamik, plasticitet - over de bedste af 20'ernes såkaldte stumfilm end over hovedparten af, hvad vi siden har set. I tonefilmens første år blev mobiliteten drastisk hæmmet af, at man måtte pakke kameraerne væk i lydtætte bokse, så ingen kunne høre dem larme og snurre. Men om ikke andet bragte tonefilmen os musicalen. Hvad har de gang i? Ja, gisp, ikke? Efter Wall Street-krakket stod landet, ja verden, i våde, og depressionen i 30'erne truede millioner på livet. Og så bildte Busby Berkeley, instruktøren og koreografen, sig ind, at man kunne spise masserne af med ødselt geometriserede danseoptrin! Og hvad havde Fred Astaire og Ginger Rogers gang i, når de naivt valsede ud til en ørehænger af Cole Porter eller Irving Berlin? For slet ikke at nævne de store operettefilm med Maurice Chevalier, Jeanette McDonald, Nelson Eddy, Grace Moore ...? Filmselskabet MGM, 30'ernes, 40'ernes og 50'ernes kommercielt dominerende, havde gang i noget eskapistisk, lad os ikke glemme det. Meget af det var rent konfektion, som i dag påkalder sig æstetisk interesse - og ofte giver en smule dårlig smag i munden, selv om vi må erkende, at musicalformens formelle eksperimenter hjalp kunstarten videre. Film med smerte Men så var der Paramount, der eksperimenterede med at blande ild og vand og forskellige genrer med hinanden. Og så var der ikke mindst Warners, der på alle genrefronterne var ret rå. Det var i Warnersfilmene, at samtidens store mafiosi plaffede folk ned på gadehjørnerne, og det var her den sociale indignation fandt sin stemme i titler som Mervyn LeRoys 'Jeg er en flygtning'. I LeRoys musical 'Gold Diggers of 1933' foredrager Joan Blondell sangen 'Remember My Forgotten Man': »Jeg ved ikke, om han fortjener jeres medlidenhed/ Men glem jeres medlidenhed, det er fint med mig«, synger hun og husker forbundsregeringen på, hvad et samfund skylder sine borgere. Poul Henningsen er ikke langt væk, og scenen i filmen sluttede med, at hundreder af 'glemte mænd' indtog scenen i tavs protest. En anden Warnersfilm, Lloyd Bacons '42nd Street' fra 1932, har arbejdsløsheden og prostitutionen som tema, og et gennembrud på filmens Broadway er en vej ud af nøden snarere end lokkende løfter om glamour. Der er stor smerte at læse i Ginger Rogers' ansigt, da nogen siger om hendes figur Anytime Annie: »Hun hedder Anytime (når som helst, red.), fordi hun kun har sagt nej én gang - og det var, fordi hun ikke forstod spørgsmålet«. Ingen griner. Det er ikke dén slags film. Og så er der sang Musicalen er en genre ligesom westernfilmen, melodramaet, thrilleren, komedien. De har alle deres konventioner og formelle regler. Musicalen er 'urealistisk', siger man, fordi folk synger i stedet for at tale. Men faktisk er langt de fleste Hollywoodmusicals showfilm mere end egentlig musicals, for filmene foregår i teatermiljøet, og de eneste sange og den eneste dans, vi udsættes for, er den, der opstår, når figurerne arbejder på scenen. 'Cabaret' (1970) er den typiske ikkemusical, og hvis man efter at have set den sidder tilbage med fornemmelsen af at have kigget på et glansbillede tilsat et stænk af Liza Minnelli-pep, er det netop, fordi musicalformen ikke udnyttes fuldt ud. De lykkelige synger Når folk i en musical er lykkelige, skal de synge - når de er kede af det, skal de synge - også når de er i tvivl. Og fotografen skal involveres, gerne i svimlende luftture eller respektaftvingende kamerature ned langs geledderne af korpiger. Det er musicalens præmis, og selvfølgelig er det artificielt. Som al kunst er det, hverken mere eller mindre. Musicalens fordringer er ekstreme og tiltaler gerne enten massepublikummet i bredeste forstand eller feinschmeckere. Som en vidende amerikaner, forfatteren Ethan Mordden, har udtrykt det: »Betragt musicalformatet som en sonet med i forvejen fastlagte rytmer og rim: Det er en udfordring, en ramme om en særlig koncentration«. Igen: som al begavet kunst. Rob Marshalls nye 'Chicago' lykkes som musical. Helt ud i mindste detalje. Fordi den vil det og tør det. Den har et hjerte af kold, kold granit - en luders hjerte - med en diamantfunklende overflade, og dens sociale kritik er et påskud. Den fortæller sin historie igennem sang og dans (pressekonferencen, hvor Richard Geres slebne advokat iscenesætter både sin klient og hele pressekorpset, og hvor alt er 'oversat' til musicalens særlige sprog, er forbilledlig musical!), og dens kameraer svimler ørt rundt oppe under loftet. De gør det i en masturbatorisk selvberuselse - se os! se os! - der intet har med filmens figurer eller følelser at gøre, men det samme kunne man indvende mod centrale steder i Orson Welles' forkætrede debut i 'Citizen Kane'. Og så er der Lars von Triers 'Dancer in the Dark' (2000), som - lige meget hvad du måtte have hørt - er en ægte musical. Hver gang Björks følelser sættes i alvorlige svingninger, synger hun, og der danses på livet løs. I 'Breaking the Waves' (1996) bekendte han sig helhjertet til kærlighedens under, og 'Dancer' er en grandios gestus, en svimlende, pulsende, henrykt kærlighedserklæring til emotioner og magi, selv i de mest jordslåede rammer. Billedet af spildevandet, der pulser ud i bækken, som Björk lykkeberuset boltrer sig i efter drabet! »Dette er en musical, og der vil altid være nogen til at gribe mig, når jeg falder«, jubler Björk i en af filmens sange, men faktisk er det politiet, der griber hende og burer hende inde. For dét er musicalens inderste væsen: Dans er ikke nødvendigvis lykkeland, sang er ikke per naturlov nogen åbenmundet fryd. Det er bare det sprog, musicalen kommunikerer sit eget, ofte rigt facetterede univers igennem. Kronen på værket En dag om ikke så længe, når min hukommelse er blevet sløvet yderligere, vil jeg i øvrigt huske tilbage på Thomas Vinterbergs 'It's All About Love' (2003) og huske galt, når jeg tænker tilbage på den som en musical. Jeg vil sidde der og være lige ved at komme på en af filmens vidunderlige, smertefyldte sange, og jeg vil kunne se Claire Danes for mig, mens hun synger, og Joaquin Phoenix. For hvis 'It's All About Love' havde sange, havde dans, ville den være kronen på værket, og faktisk beviser den endegyldigt musicalens rummelighed. Musical, det er en sindstilstand, en måde at gå til virkeligheden på - sang og dans og teknikulører er bare genrens 'rytmer og rim', der intet har med essensen at gøre. Det er i sidste ende næppe 'Chicago', der, sine kvaliteter til trods, genopliver musicalgenren, for som virtuosnummer er den ikke meget mere interessant end Baz Luhrmanns antiseptiske og narcissistiske 'Moulin Rouge' (2001). Men Lars von Trier er et bud? Eller en anden filmmager med integritet og appetit på at lege med genrerne som Paul Thomas Anderson?