Den gode sang blev aftenens store vinder, da Danish Music Awards i går i et udsolgt Forum i København blev en triumf for navne, der netop har sangen i højsædet - Saybia, Steffen Brandt og TV-2, veteranen Niels Skousen og hip hopperne Malk De Koijn. Ud over prisen til den udskældte duo Nik & Jay som årets nye navn og et comeback til Søs Fenger som årets sangerinde, bød prisfesten ikke på de store overraskelser. Efter sidste års version af Danish Music Awards, der fik Safri Duo som de helt store triumfatorer med 6 priser, var der lagt op til forandringer. Musikkritikerne forlod diverse juryer i Danish Music Awards og dannede deres egen forening, Steppeulven, som i januar uddelte sine musikpriser. Internt i pladebranchen var der også enighed om, at tiden var inde til forandringer til hjælp for de mange nye talenter, der har sat deres præg på de danske scener i de sidste to-tre år. Det afspejlede sig i nomineringerne til dette års Danish Music Awards, hvor mange flere nye og ukendte navne kom med, mens tidligere prisvindere som D-A-D, Thomas Helmig og Sort Sol, røg ud. Fornyelsen slog også igennem i aftes, hvor især den fynske sensation Saybia kom til at repræsentere generationsskiftet i dansk rock. Saybia, der også er slået kommercielt igennem, har turneret i Danmark mere end flittigt og skabt interesse i udlandet, modtog den store pris for årets danske album 'The Second You Sleep' i kvalificeret konkurrence med C.V. Jørgensen, TV-2, Outlandish og Malk De Koijn. Derudover blev fynboerne kåret som årets danske band og Søren Huus som årets danske sanger. Ved kritikernes prisuddeling måtte Saybia gå tomhændede hjem, men revanchen kom altså i aftes, da folkets stemmer fra afstemningen på Internettet blev omsat i tre priser. Revanche til Nik & Jay Der var også revanche til Nik & Jay, der er blevet kritiseret for at være platte, mandschauvinistiske og det, der er værre, men ikke desto mindre fik prisen som årets nye navn foran vægtige kombattanter som Raveonettes og Junior/Senior. For Sune Wagner og Raveonettes, var der dog oprejsning, da minialbummet 'Whip It On' blev kåret som årets danske rockudgivelse. Det var til gengæld også den eneste pris til Raveonettes, der ellers er fremhævet i verdens førende musikblade som et af rockens allerstørste nye håb i år. I den lidt ældre afdeling blev TV-2's fornemme comeback med albummet 'På kanten af småt brændbart' bekræftet, da albummet blev kåret som det bedste i kategorien pop, og Steffen Brandt blev hædret som årets sangskriver. For den storsælgende og populære vinder af Popstars, Jon Nørregaard, betød TV-2's pris, at han intet fik med hjem fra Forum. Kollega Niels Skousen, der blev hædret med hele tre Steppeulve hos kritikerne, måtte ved DMA tage til takke med prisen for at have begået årets folkemusikalbum med 'Dobbeltsyn', der ellers er forholdsvis rocket. Også Søs Fenger fik sig et solidt comeback som årets sangerinde for albummet 'Beverly Way'. Endelig modtog Peter Belli hædersprisen for sin årelange og stærkt varierede indsats for dansk musik. Outlandish overhalet De underfundige Malk De Koijn tog prisen for årets hip hop-plade med 'Sneglzilla', så Outlandish måtte opleve endnu en skuffende prisfest trods stor succes med albummet 'Bread And Barrels Of Water'. Sidste år vandt Outlandish ganske vist prisen i kategorien for debutalbummet, men det er også den eneste award, trekløveret med det internationale format har fået. Ved den direkte SMS-afstemning om årets danske hit i aftes efter redaktionens slutning havde Outlandish chancer for at score endnu en pris med 'Guantanamo' i konkurrence med Junior Seniors 'Move Your Feet', Saybias 'The Second You Sleep', 'Hot' af Nik & Jay og Det Brune Punktum med 'Kom lad os gå'. Hvis ikke Junior Senior blev præmieret for årets hit, var Danish Music Awards en stor skuffelse for den jyske duo, der så småt er ved at slå igennem i udlandet. I de to udenlandske kategorier, var det overraskende, at danskerne ikke var på linje med stort set resten af verden, der er faldet i svime over Coldplays fine album 'A Rush Of Blood To The Head'. Coldplay og populære Norah Jones blev slået på stregen af Eminems fremragende 'The Eminem Show' som årets udenlandske album. Jazzdivaen Norah Jones, der fik 8 amerikanske grammyer i sidste weekend, kunne heller ikke hjemtage prisen som det nye udenlandske navn, som teenagefænomenet Avril Lavigne snuppede. Hun giver meget passende koncert i København i morgen aften.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Hun var eddermanme noget af et skår«
-
Elisabet Svane: Der gik et døgn mere, end jeg havde regnet med
-
Forsker: Vi bliver nødt til at få fjernet Trumps venner fra ejendomsmægler-branchen fra forhandlingsbordet
-
Jeg sagde fra den aften. Det endte med at påvirke min relation til alle, der deltog i festen
-
Børnevælde er blevet normalen i Danmark
-
Elisabet Svane: Måske er der en dybere bagtanke med Mette Frederiksens rokade
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
analyse
Kronik af Rasmus Brygger
Debatindlæg af Sorlannguaq Maria Ravn Lind
Ingen tvivl om hvem der vinder det mærkeligste og længste VM nogensinde
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Noa Redington







