Skuespilleren Frits Helmuth lærte Bodil Kjer at kende, da han kom på Det Kgl. Teaters elevskole i 1951. Siden spillede han bl.a. sammen med hende i filmen 'Lille Spejl': »Det er en oplevelse, jeg aldrig vil glemme - vi havde et meget smukt samarbejde, og det står for mig som noget helt unikt i min karriere. Jeg synes, vi havde en særlig kontakt, og hun var så venlig at beklage aldersforskellen mellem os, der betød, at vi aldrig kom til at spille kærestepar på scenen. Bodil Kjer kunne lide at grine og more sig, og hun elskede, når vi fortalte hinanden gode historier om alle de mange, gamle og originale teaterfolk, som jeg også kendte. Det er virkelig en epoke, der nu er slut«. Skuespilleren Ghita Nørby var i mange år en af Bodil Kjers nærmeste venner: »For mange stod Bodil som et ideal af kvindelighed, skønhed og ynde. Hun var omgivet at stor ærefrygt, men skønheden var absolut krydret, og jeg kendte også en Bodil, der var en vital slagsbror med en enorm latter - hun skreg af grin. Hun var så fuld af humor; af saft og kraft, der stod i skærende kontrast til det dybt æstetiske menneske, hun også kunne være. Bodil var befriende bramfri - en grov karl - og helt i sine temperamenters vold. Men med sine smukke ben smukt plantet på jorden. Og det var skønt. Hun var klog og vidende på mangfoldige felter - også politisk og litterært. Da jeg besøgte hende forleden, var hun vildt optaget af Saddam Hussein. Og selv i de sidste år forfaldt hun ikke - skønheden var intakt, og jeg vil huske hende som det mest hjertemorsomme og generøse menneske, man kan forestille sig - en tid boede jeg også hos hende ad libitum med min søn. Hun levede et fuldt ud menneskeliv - med alt, hvad det indebærer«. Filminstruktøren Anders Refn har gode minder om Bodil Kjer fra 'Strømer', som var hans debutfilm: »Jeg nærmede mig Bodil Kjer med nogen bæven, for hun var en Grand Dame at komme op på skødet af - dansk teaters største navn. Hun skulle også lige se mig lidt an, før hun sagde ja, men så var hun både det mest bedårende og charmerende menneske, man kan forestille sig. Og med lige så stor udstråling som Asta Nielsen. Hun tog bestemt ikke alt for givet, men kom med en hel række forslag til den unge instruktør, og hun havde mange, gode bud på ekstra volter til sin egen rolle. Det var et usædvanligt talent - samspillet med den unge Jens Okking var også forrygende. Som Lady og Vagabonden. En eftermiddag blev Okking lidt døsig, men så sagde Bodil Kjer: »Nu skal De give mig en chance, ligesom jeg har givet Dem én« - slet ikke fornærmet, men med stil og elegance«. Fotografen Rigmor Mydtskov har fotograferet Bodil Kjer med jævne mellemrum i en menneskealder: »Det er især hendes utrolige beskedenhed som menneske, jeg vil mindes. Som alle store personligheder var hun stilfærdig med sig selv. Jeg har taget nogle divabilleder af Bodil Kjer, som jeg ikke tror, man kunne have taget af andre end hende. Hun havde det ejendommelige, at hun både havde sjæl og udseende - et udseende, der var til Hollywood. Og det er meget sjældent. Denne utrolige person ejede det hele: Når hun var alvorlig og blev fotograferet rigtigt, havde hun hele spektret af drama og en skønhed på samme tid. Jeg ved ikke, om man kan sige, at Bodil Kjer var en lystspilskuespillerinde, men under dramaet fornemmede man hendes boblende underfundighed. Og den var lige så ægte. Hun var simpelt hen ægte. Og jeg har prøvet i mine billeder at beundre hende på en værdig måde. Jeg sidder her og ser på et billede af hende og Reumert i 'Cocktailparty'. Sikke en elegance, sikke nogle ben - og sikke en ånd! Men det er renheden af hjertet, der sejrer over alt det andet«. Instruktøren Bente Kongsbøl var teaterstatist, da hun første gang mødte Bodil Kjer. Siden fik de et både professionelt og privat venskab: »Jeg tænker på Bodil Kjers generøsitet og humor. Hun var en stor griner, men også den bedste ven, man kunne have, hvis man var i nød. Hun var der virkelig for én. Hun er blevet opfattet som en primadonna, men sådan var Bodil Kjer slet ikke. Hun ville bare gerne bevare sin hemmelighed intakt og ikke tale indstuderingen af sine roller ihjel, for det ville efter hendes mening dræbe teatermagien. På det område var hun nok et blufærdigt gemyt, men hun var slet ikke så eksklusiv, som mange troede, selv om hun dannede trekløver sammen med de to andre store - Mogens Wieth og Ebbe Rode. Bodil Kjer elskede også at møde nye folk, og hun havde en fantastisk kontakt med de unge skuespillere, som flokkedes om hende. For hun var jo i virkeligheden så ligetil«. Forfatteren Niels Birger Wamberg lærte Bodil Kjer at kende på Danmarks Radio i 1960: »Efter mere end 40 års venskab mindes jeg Bodil Kjer som den perfekte kunstner og den altid uforlignelige og håndfaste kammerat. Hun gjorde ikke noget nummer ud af sin person, men var når som helst parat til at le. Hun havde en mærkbar nervøsitet i sig og betvivlede tit sin egen kompetence. »Tror du, jeg kan?«, spurgte hun. Men det kunne hun jo. Det, hun udtrykte, var i lige så høj grad musik som teaterkunst. Hendes sjæl var sat sammen af toner og klange«. Som direktør for Det Kgl. Teater var Henrik Bering Liisberg chef for Bodil Kjer fra 1979 til 1989: »Hun var en vidunderlig porcelænsfigur - det var fint, men absolut ikke skrøbeligt porcelæn, selv om man i første omgang måske nærmede sig hende med en vis ærbødighed. Jeg beundrede hende i hendes glanstid på Det Ny Teater allerede fra mine gymnasieår, og siden var det en ære at være hendes ydmyge chef. Hun var på samme tid både en dybt og imponerende professionel kunstner, men også lidt ængstelig, som skuespillere kan være det, når man skal ind i noget ukendt. Bodil Kjer bad ikke selv om roller, hun var heller ikke vanskelig - men hun ville meget gerne udfordres og behandles ordentligt, og det var rimeligt nok, for hun havde sin egne kvalitetskrav til omgivelserne«. Marie Tetzlaff, Bodil Kjers medforfatter på erindringsbogen 'Et offentligt fruentimmer': »Det blev i forlagsverdenen betragtet som en umulig drøm at få den 'utilnærmelige' Bodil Kjer til at udgive sine erindringer. Og da jeg på baggrund af et par selskabelige møder hos Niels Barfoed - som i øvrigt gensidigt anbefalede os til hinanden - for første gang besøgte Bodil Kjer på Frydenlund for at finde ud af, om vi sammen kunne skrive en bog, var vi begge meget nervøse. Jeg af forståelige grunde, hun på grund af sin evige angst for ikke at leve op til de professionelle forventninger, hun havde så stor respekt for, uanset professionen. Hun ville kun gøre ting ordentligt, så derfor var det afgørende, at hun kunne stole helt og holdent på sin 'medspiller'. Hun rev sig først i håret over min uvidenhed (som jeg overspillede for at få hendes egen forklaring på tingene), for jeg er for ung og for bondsk til at have oplevet Bodil Kjers storhedstid på Det Kgl. Teater. Men netop det gav os frihed til en helt anden intimitet, og vores venskab voksede og blev til ømhed fra begge sider«.