Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Klassiker. Opsætningen af musicalen 'Teenagerlove' på Det Kgl. Teater i 1962 blev en af det 20. århundredes helt store sensationer på nationalscenen. Her ses Henning Moritzen i hovedrollen som Billy Jack. Fotos: Tage Christensen og Polfoto

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nekrolog: Han ville have teater med mening

Ernst Bruun Olsen var hele Danmarks politisk engagerede teatermand.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvad kræver kunsten? Lever den af brød alene? Den lever navnlig af talent.

Med Ernst Bruun Olsens død har et stort talent forladt os.

Han skrev og levede til det sidste for et teater med mening – et socialt, politisk teater, som først i den seneste tid er vækket til live igen efter mange års tornerosesøvn. I

kke en søvn, som havde Ernst Bruun Olsens sympati eller gode vilje. I de seneste år skrev og udgav han sine tekster på egen foranledning og eget forlag, og han ærgrede sig over, at man åbenbart ikke mere ville opføre ham.

Udansk
Han var både naiv og professionel, og kombinationen er egentlig udansk.

Naiv, fordi hans mening var så fast forankret og konstant, mens verden jo forandrede sig – professionel, fordi hans talent havde teaterkunstens virkelige vingesus og bratte opstigningskraft i tiden.

Han var egentlig en lokal dissident af internationalt format.

Samfundskritisk musical
Da han debuterede på Det Kongelige Teater, både som forfatter og instruktør, med ’Teenagerlove’ i 1962, blev det en sensation – ikke alene en formel sensation, for stykket var den første musical på Kgs. Nytorv, men også en dybt overraskende oplevelse af teater med mening – musikalsk mening (Finn Saverys herlige musik) og i selve instruktionen af store skuespillere som Henning Moritzen og Bodil Kjer.

De trådte flere trin op ad den kunstneriske stige i spillet om pop og bedrag og underholdningsindustriens fordummende effekter.

LÆS OGSÅ Bedrageriet af folket ville altid være lukrativt og fristende, fordi mennesker ikke tænker og føler frit.

Ernst Bruun Olsen ville lære os det, med noget så fint som en samfundskritisk musical. Og den sad lige i øjet og øret og vil formentlig længe være en klassiker.

Men da ’Teenagerlove’ blev genopsat på Folketeatret i begyndelsen af 1990’erne, var tiden allerede gået.

Socialt engagement
Ernst Bruun Olsens sociale engagement var levende fra begyndelsen.

Han voksede op i arbejderbyen Nakskov, en by, der i begyndelsen af 1930’erne var rammen om alvorlige sociale uroligheder og uretfærdigheder – en rød by med en arbejdsløshed på 50 procent.

Hans far var træskomager og viste sin sociale solidaritet ved at sælge træsko på kredit. Ernst Bruun Olsen valgte dramatikken.

LÆS OGSÅ

Han studerede først på Blaagaard Seminarium, så på Kunsthåndværkerskolen, til han blev elev på Odense Teater og fortabt i teaterkunsten i alle dens genrer – satire, historie, poesi, psykologisk realisme, men altid: et teater med politisk pædagogik inkluderet.

Og da pædagogikken med tiden blev lidt umoderne, overså man, at hans talent, overlegent nok, havde anbragt den pædagogiske mening i en meget bredere kontekst. Pædagogikken skulle være undertekst.

Intuitive kræfter
Det stanislavski’ske teater sagde ham meget, han vidste godt, at publikum ikke bevidst sluger bitter medicin, publikum vil opleve og underholdes.

Det havde han et eminent håndelag for og den glimrende instruktørs intuitive kræfter, og han havde navnlig den særlige sans for kvinder, som gjorde hans teateropsætninger til store udfordringer for de kvindelige skuespillere – og gav ham selv tankestof:

Er kvinder klogere mennesker end mænd?

Det kunne synes sådan, og i skuespil efter skuespil satte han en kvindeskæbne i centrum: ’Hvor gik Nora hen da hun gik ud?’ (1968), ’Claire Lacombe og den store revolution’ (1989), ’Betty Nansen på Betty Nansen’ (1991) og ’Irene og hendes mænd’ (1992).

Kvinderne

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alle de kvinder, som han så loyalt og kærligt skabte – hvor gik de så hen?

De gik til socialismen, eller til dens sande søster, det rigtige liv og den rigtige, levende kunst! Han var en teaterdigter, som altid gav anekdoten livets perspektiv og skabte livets perspektiv i anekdoten. Hvad man kunne indvende mod Ernst Bruun Olsen som dramatiker er, at han i alt for høj grad løb risikoen for at blive sine egne ’rigtige’ meningers fange. Ville han bruge sin galskab som prædikant, eller ville han først og fremmest lave godt politisk teater –- og hvad er for øvrigt ’politisk’ teater?



(Bortset fra klicheen om, at alt godt teater er politisk. Den købte Ernst Bruun Olsen ikke!).

Eksplicit politisk
Her var Bruun Olsen ikke så særlig subtil. Men han var aldrig bleg for at anvende sin egen politiske overbevisnings pædagogik og være praktiker.

Der vil være generationer, som overser ham, og muligvis bliver kun få værker stående, mens andre bliver teaterhistoriske spex, støvfri og levende – så længe de varer.

Det er en yderst respektabel indsats. Ung må verden endnu være.

Ernst Bruun Olsen blev 87 år.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden