Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bodil Kjer er død, 85 år

Bodil Kjer blev et halvt århundredes største danske skuespiller på teater og film, i radioen og på tv. Hun døde lørdag, 85 år.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Bodil Kjer var dansk teaters sidste primadonna. Hun omsluttede en epoke, hvor teatret voksede ud af de etablerede rammer og blev nærværende for det store publikum gennem radio, film og fjernsyn. Med sit kunstneriske mod og format formåede hun det meget sjældne - at være eksklusiv og samtidig populær, elsket og beundret i en stadig vækst gennem mere end 60 års strålende sceneliv.

Bodil Kjer blev 85 år, men alderen talte hun ikke om. Hun ville være tidløs. Klassisk af natur, men altid nutidig og medlevende i skiftende tiders bedste, moderne teater. For Bodil Kjer var følelseslivet det samme hos Shakespeare og Molière som hos Sartre og Pinter. Det var kun et spørgsmål om indlevelse i tidens stil og sindets karakter. Bodil Kjer havde en nærmest musikalsk sans for en tekst og dens nervesystem. Og hun var musikalsk.

Hun blev ganske overraskende en pioner i dansk musical, da hun modigt sprængte alle traditioner og sang sin hjertegribende Maggie i 'Teenagerlove', som Det Kgl. Teater spillede 180 gange i årene 1962-66. Forinden havde hun løftet operettefilmen 'Mød mig på Cassiopeia' op til et lokalt svar på Hollywood, med en enkel sang om 'En muses liv og levned .'.

Hun var Panduros Bella og Brygger Jacobsens mor på tv med 28 års afstand. I den første viste hun den modne kvindes skønhed og drift og til sidst hele den aldrende kvindes mentale vægtfylde. Denne rækkevidde i tid og karakter har vi inden for det seneste år set på skærmen, hvor tilmed et glimt fra Kjeld Abells 'Dage på en sky' viste stjernen i zenit. Selv om Bodil Kjers optræden efterhånden begrænsede sig til oplæsninger, især af Andersen og Blixen, levede hun i publikums bevidsthed til det sidste.

Kongelig akse
Aksen i Bodil Kjers sceneliv var Det Kgl. Teater. Her kom hun på elevskole i 1936 og debuterede året efter, uden at det blev noget egentligt gennembrud for den betagende smukke pige fra Fyn.

Selv om karrieren både begyndte og sluttede på Nationalscenen, faldt nogle af de betydeligste højdepunkter på Det Ny Teater i de fem år fra 1955 til 1960. Det var i de år, da Peer Gregaard som direktør hentede verdensteatret til København.I de tidligeår var der ikke så mange store og afgørende roller at hente på Det Kgl. Teater, men filmen var til gengæld tidligt ude efter det unge talent. Fra slutningen af 1930'erne og frem til 1944, da Bodil Kjer måtte flygte til Sverige sammen med sin daværende mand, Ebbe Rode, og kollegaen Mogens Wieth - dengang det mest lovende trekløver i dansk teater - indspillede ASA ikke færre end 13 film med hende.

Renhjertet, erotisk udstråling
Både på scenen og filmen var det feminine sind med den renhjertede erotiske udstråling en grundtone i Bodil Kjers spil. Der var en yndefuld mystik i hendes væsen og i stemmens umiskendelig melodi.

Hun kunne anslå en streng af den menneskelige natur som en uforglemmelig impressionisme, så det oftere blev i antydningen end i forklaringen, vi forstod hendes tolkning af de mange hundrede roller, hun kom til at spille. Selv i det kraftigste udspil var der et mådehold eller snarere en kontrol: »Intuition er meget godt, men jeg vil nu gerne vide, hvad jeg gør«, sagde hun engang i et af de sjældne interview, hvor hun med sin tilbageholdenhed stimulerede netop indtrykket af det hemmelighedsfulde.

Privat person
Bodil Kjer talte aldrig offentligt om perfektionistens flid og kunstnerens evigt plagede samvittighed, der var så stor en del af hendes liv. Dog åbnede hun op for nogle private sider i Marie Tetzlaffs interviewbog 'Et offentligt fruentimmer'.

Hun hægede ellers om sin privatperson, det gav hende en aura af uopnåelighed. Hendes skønhed var på en gang overjordisk og livsnær. Denne specielle status som idol på det tidspunkt, da de bedste film rullede over landets biograflærreder og gjorde hende til stjernen over alle i dansk film, illustreres bedst af Osvald Helmuths vise 'Hundrede mand og én bajer' fra en ABC Revy i 1951, hvor han som den lille mand sidder og filosoferer ved stambordet i beværtningen: Tænk, om man var McArthur I spidsen for en hær, Nå, ja, eller så for fa'n da Gift med Bodil Kjer.

Kulturbærende institution
Højere nåede ingen dansk mands drøm i de år.Det var filmene, der først gav Bodil Kjer en plads i danskernes bevidsthed, for i hendes tidlige ungdom var Det Kgl. Teater en monumental institution for Københavns kulturbærende lag. Ikke nogen folkelig skueplads.

Men den var med al sin tradition og professionalisme grundlaget for Bodil Kjers strenge disciplin og dybe respekt for metieren. De første af hendes film var djærve folkekomedier som 'Tag til Rønneby Kro', hvor Poul Reichhardt cyklede gennem det danske landskab, syngende: »Tag til Rønneby Kro, hvor maden er go' .«, naivt skruet sammen, men alligevel med muligheder for Bodil Kjer for at gennemspille jalousiens smerte og endelig fryd i foreningen med kæresten.

Ung pige på film
Gennem filmene fra de år går der en evig problematik for de unge piger: angsten for 'at komme galt af sted'. Det var før p-pillen. Bodil Kjer spillede alle de unge, almindelige piger, men nåede også op i de højspændte emotionelle kriser som i 'Det brændende spørgsmål', Thit Jensens bud på abortproblematikken. Ser man filmen fra 1943 i dag, glemmer man sammenhængens fjernhed for Bodil Kjers gribende spil.

I den historiske film 'Drama på Slottet' året efter bliver hun iscenesat af Bodil Ipsen, og samspillet med Mogens Wieth giver en idé om, hvorfor netop de to var hinandens bedste partnere på scenen.

Summen af disse års koncentrerede erfaring finder man i den sidste film inden flugten, 'Elly Petersen', Mogens Klitgaards afromantiserede hverdagshistorie om husassistenten fra Frederikshavn, der med al sin opsparede forventning kommer til hovedstaden for at få opfyldt sine i grunden så beskedne drømme. De knuses af en forførende sjover - igen Poul Reichhardt. Elly bliver naturligvis gravid, men aborterer og rejser hjem til Jylland.Med de mangegode film bag sig var der noget at vende hjem til 5. maj 1945, og de tre venner indspillede allerede samme år Johan Jacobsens modstandsfilm 'Den usynlige Hær' efter Knud Sønderbys manuskript. København og livet i efterkrigsårene er rammen om 'Soldaten og Jenny', der med poetisk realisme får Soyas tanketunge forlæg til at lette og leve omkring den frygtsomme ekspeditrice Jenny og den skæbneramte soldat. Bodil Kjers og Poul Reichhardts samspil som parret, der sammen prøver at melde sig ud af samfundet og flygte fra småborgerlighedens sure pres, hører til det mest betagende i dansk filmkunst. Det blev filmen for generationen, der gik i Saga Bio i efteråret 1947. De glemmer den aldrig. Der kom tilbud fra Hollywood, men det blev et nej tak, for selv om filmen lykkedes, ville Bodil Kjer ikke give slip på teatret.

Ny dramatik
Det var årene, hvor dansk teater åbnede vinduerne ud mod verden og lukkede den ny dramatik ind. Den amerikanske Thornton Wilders vilde eksperiment 'På et hængende hår', der jonglerer med anakronismer og allegorier i en handling om den tilintetgørelse, der truer menneskeheden med istiden, syndfloden og den anden verdenskrig, gav Bodil Kjer en grotesk figur som tjenestepigen Sabina, en sjaske med et drastisk, folkeligt humør.

Den gamle skarpe kritiker Hans Brix kunne ikke li' den amerikanske humor, som han fandt barnlig, men Bodil Kjer aftvang ham dog ros for sin flyvende talekunst: »Måske var det ikke stort spil . Men præstation af klasse var det sandelig«. Den førte direkte til et nyt, pikant bud på Pernille i Holbergs 'Den Stundesløse', som alene i en 'historisk gengivelse' på cd giver indtryk af en perlende, drilsk replikkunst.

Det aktuelle verdensteater meldte sig med Sartres 'Urene hænder', fransk eksistentialisme, der åbnede for helt ukendtesider af Bodil Kjers talent i debatten om idealisme kontra realpolitik. Med en dæmpet elegance spillede hun societykvinden Celia Cappelstone i T.S. Eliots 'Cocktailparty', som Politikens kritiker Harald Engberg på grund af en elendig iscenesættelse fristedes til at forbigå i sin bog om 1950'ernes teater, »hvis ikke det netop var fordi Bodil Kjer, her i Stærekasse-grimheden, skabte nogle af disse åndeløse teaterøjeblikke, der bliver hos én som en gave år fremover«.

Stella Kowalsky i Tennessee Williams' 'Omstigning til Paradis' blev Bodil Kjers første møde med den lyriske sydstatsneurotiker Williams, som hun senere skulle kulminere i, da hun nogle år senere spillede Maggie i hans 'Kat på et varmt bliktag'. Anouilhs desillusionerede boulevardteater kom også med, og i klassikerrepertoiret blev det til en henrivende Rosalinde i Shakespeares 'En Skærsommernatsdrøm'. Endelig kreerede en dansk dramatiker en rolle til Bodil Kjer. Kjeld Abell skabte sin Tordis Eck i 'Den blå pekingeser' til hende. Stykket blev spillet stort, men Abells forsøg på at vække livsbekræftelsen blev opfattet som naiv i en tid, hvor dødsdyrkelsen lå massivt over europæisk kunst.

Lokket til Det Ny Teater
Der var teaterkrise - også i de år - i København. Dog ikke på Det Ny Teater, hvor Peer Gregaard var den store formidler af teater for tænkende mennesker, uden subsidier af nogen art. Han gjorde sit store kup, da han lokkede stjerneparret Bodil Kjer og Mogens Wieth fra Kongens Nytorv til Vesterbros Passage.

Her kom Bodil Kjer til at spille nogle af sit livs bedste roller fra Shakespeare og Molière til Tennessee Williams, Anouilh og Faulkner. Tennessee Williams' feberhede erotiske fortrængninger i 'Kat på et varmt bliktag' fik sin stærke glød af Bodil Kjer som katten Maggie, spillet hektisk og til grænsen, men aldrig over. Som en ikon fra årene står billedet af Temple Drake, hovedpersonen i William Faulkners 'Messe for en skøge' i Albert Camus' bearbejdelse. Her udstråler Bodil Kjer den store skæbnefortællers skønhed og smerte i spillet om skriftemål og sjælefrelse.

Kritikeren Ole Brandstrup skrev: »Intet mindre end det største kvindespil, der har været at overvære her i staden i de sidste 20 år. Det spil skal man se og huske som et af de største øjeblikke i efterkrigstidens danske teater. Ingen anden dansk scenekunstner kan holde et så forceret nervespil i en så fuldendt skønt behersket balance«. De elegante, vittige dramatikere som Anouilh med 'Toreadorvalsen' gav Bodil Kjer lejlighed til at brillere i primadonnature, som hun dog også altid formåede at lægge passende distance til.

Tilbage på Kgs. Nytorv
De fem år på Det Ny Teater havde stimuleret talentet til en frodighed, der blomstrede overdådigt, da Bodil Kjer vendte tilbage til Det Kgl. Teater for at fejre 25-års skuespillerjubilæum i Carlo Goldonis venezianske komedie 'Mirandolina', saftigt, kærligt kvindespil på alle intrigens betingelser. Der var varmet op til den hårdtslående, men ak, så følsomme Maggie i den første, moderne danske musical Bruun Olsens og Finn Saverys 'Teenagerlove', en satire over popverdenens kannibalisme. Bodil Kjer var den tapre, pimpende livskammerat for idolet Billy Jack (Henning Moritzen), og hun gav den brandvulgære sang 'Så'e det hele faldet syv tommer' med et drøn på stemmen som en udboret knallert, og i visen om 'Kejseren af Kina' lå en frysende inderlighed som i en Mahlerelegi.

Nu var det, som om alt kunne lade sig gøre for Bodil Kjer. Hun greb om de nyeste dramatikere som Edward Albee med den sære 'Lille Alice' og 'Kasse-Mao-Kasse', men teatret var ikke med hende op gennem 1970'erne. Hverken Fru Alving i 'Gengangere' eller 'Den gale fra Chaillot' blev, hvad man kunne have forventet, selv om hun var i hænderne på sin livsledsager blandt instruktører, Sam Besekow. Selv holdt hun meget af den kogende, regerende Mama Rosa i den italienske familiekomedie 'Lørdag, søndag, mandag', der gav det robuste i hendes natur frit løb. Filmrollerne blev ved med at komme, men nærmest drypvist, dog aldrig uden Bodilværdige indsatser. Mest uforglemmelige er scenerne fra Anders Refns 'Strømer', hvor en virkelig fatal kvindeskæbne er i spil. Der kom fine samspil med den anden livsledsager, vennen Ebbe Rode, i 'Kære løgner', dialogen mellem Bernard Shaw og skuespillerinden Miss Patrick Campbell. De spillede Sarah Bernhardt og hendes tjener i 'Memoir' og endelig 'Kærestebreve', der viste den fornemme sprødhed i et modnet, vemodigt, men aldrig udslukt kærlighedsforhold. De to var en tids teater, som vi ikke får at se igen.

Men Bodil Kjer føjede også sublime karakterer til sidste akt af sit teaterliv med en syret Marthe i Goethes 'Faust' og det stilbevidste klassedyr Lady Bracknell i Oscar Wildes 'Bunburry'. Den erotiske selvironi lynede i hendes Madam Rust i 'Sparekassen' med mere end sus i skørterne, et dobbeltbundet begær i et entreprenant, gammelt fruentimmer. Storslået komik. Bodil Kjers personlige lune - og det var stort - skinnede tydeligt igennem solofortolkningen af 'Den enestående Dorothy Parker', men hendes sidste, store og alvorlige scenepræstation blev som psykoanalytikeren og moderen i Nicholas Wrights 'Mrs. Klein'. I samspil med Susse Wold var der en germansk kraft og blind selvhenførelse som drift i hele karakteren, der holdt sig spændt fra først til sidst.

Den sidste primadonna
Hvis man har fulgt dansk teater i det meste af Bodil Kjers tid, er hun for mange af os den skuespiller, der har afsat de fleste og de største af de uforglemmelige øjeblikke, hvor teatrets magi sætter sig fast i sindet for evigt.

Bodil Kjer blev den sidste primadonna eller førstedame af sin art, ikke fordi hun ville være det, men fordi hun med al sin naturlige autoritet kom til at omslutte sin epoke som den største.

»Jeg kunne jage en syl i den primadonna«, sagde hun selv, for hun afskyede den tomme bravur, der knyttede sig til begrebet, og hun bekæmpede den med sit ubestikkelige talent.

Bodil Kjer døde på ældrecentret Kragholmgaard i Vedbæk, ikke langt fra det lille gods Frydenlund, hvor hun levede sit liv i mere end 30 år. Hun modtog medaljen Ingenio et Arti og fire Bodilstatuetter for filmene 'Soldaten og Jenny', 'Mød mig på Cassiopeia', 'Strømer' samt en Æres-Bodil i 1997.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden