EU-direktiv truer DR

Lyt til artiklen

For tiden sender Danmarks Radio digital nonstop musik på fem forskellige temakanaler med temaerne ung top 40, jazz, klassisk, rock og soft, hvor lytterne kan få en bestemt slags musik 24 timer i døgnet. Lydkvaliteten er i top, og den endeløse musikstrøm afbrydes hverken af forstyrrende studieværter, reklamer, nyheder eller noget som helst andet end netop den musikprofil, kanalen er dedikeret til. Mens DR fryder sig, frygter pladebranchen at deres salg er på vej til at lide druknedøden i den digitale malstrøm. »Hele dit behov for at høre plader kan opfyldes af den slags kanaler med 'tapetmusik'. Vi ved, at folks musikbehov først tilfredsstilles gennem radioen - dernæst gennem køb af plader. Derfor skal pladebranchens indtægter fra radio måske til at være de primære frem for indtægter fra pladesalget«, siger Johan Schlüter, der er advokat for pladebranchens organistation IFPI Danmark. DR kontaktet af advokat Som Politiken beskrev torsdag, har brancheforeningen IFPI's advokat nu meddelt DR, at det er slut med enhver form for særtilladelser til forsøg med digital radio. Brevet er en del af spillet om udformningen af en ny ophavsretslov, der skal opfylde EU's såkaldte infosoc-direktiv per 22. december. DR opfatter tonen i brevet som krigerisk og forventer nu, at pladeselskaberne vil tage alle midler i brug for at tvinge deres synspunkter igennem. Selskaber ønsker kontrol En af pladeselskabernes mærkesager har været, at de vil have kontrol over, hvilken musik DR spiller hvornår på de nye digitale kanaler. DR frygter derfor, at pladeselskaberne vil bruge en særlig bestemmelse i EU-direktivet om kopispærring til at spænde ben for DR's udsendelsesvirksomhed. Reglen gør det i princippet umuligt for DR at praktisere deres udsendelsesvirksomhed uden at bryde loven. Ind ad bagvejen »Ved at kopispærre deres produkter, kan de med den nye lov forsøge at få adgang til at stille vilkår for, hvad DR må sende i radioen. På den måde kan de forsøge at bruge reglen om kopispærring som en bagvej til at praktisere det modsatte af, hvad vi netop har fået dom for i Højesteret«, siger jurachef i DR Maria Rørbye Rønn. I en sag for Højesteret har DR netop fået medhold i, at DR har ret til at kopiere musik i forbindelse med DR's udsendelsesvirksomhed. EU-direktiv kan ramme DR Men når EU's infosoc-direktiv træder i kraft bliver det imidlertid principielt ulovligt at kopiere kopispærret musik, ligegyldigt hvem man er. Hvis pladeselskaberne fremover vælger at kopispærre al musik i Danmark, risikerer store dele af DR's virke derfor enten at blive ulovligt, eller stærkt besværliggjort fordi DR skal udenom kopispærringen for at kunne bruge musikken. Foreløbig har DR imidlertid fået kulturudvalgets ord for, at reglerne om kopispærring ikke må bruges til at hindre DR's udsendelsesvirksomhed. »Vi har fået Kulturudvalget til at nedskrive, at reglerne om kopispærring ikke må bruges til at forhindre DR's virksomhed. Det vil vi bruge, hvis pladeselskaberne prøver alligevel«, siger Maria Rørbye Rønn. Begrænset digitalt udbud Ind til videre er udbredelsen af digitale radiomodtagere i Danmark relativt begrænset, men som Politiken beskrev i Lørdagsliv 30. november, står forbrugerne i kø hos forhandlerne for at indkøbe digitale modtagere. I USA og Japan udbyder enkelte stationer over 200 forskellige specialiserede kanaler.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her