"Du skal lukke døren sådan hér. Med håndtaget". Hver gang Johanna skal på toilettet, skal vi igennem ritualet. Den lille remse om at lukke døren sådan hér. Og for at hjælpe sine tungnemme forældre lidt på vej, så lader hun, som om hun tager i et håndtag og vipper det, hvorefter hun lukker den imaginære toiletdør roligt, men bestemt. Og selvfølgelig har hun ret. Forældrene skal lukke døren. Og nu tænker jeg ikke bare på toiletdøren, men på døre i al almindelighed. Børn skal have rum, som har døre, og så skal de have lov til at være i fred. Ligesom vi forældre jo også skal have lov til at være i fred. Hvis man vil hinanden noget, så kan man jo altid banke på og spørge høfligt, om man må komme ind.
Kærlighedens gidsler
Min moster sagde en dag, at når man først får børn, så gør kærligheden, at forældre og børn bliver hinandens gidsler, der aldrig slipper fri. Uanset om vi bliver 40, 60 eller 80, så spøger afhængigheden mellem generationerne i form af bebrejdelser, skyldfølelse og dårlig samvittighed. Jeg blev rystet og forarget over hendes udlægning. Senere opdagede jeg, at jeg følte mig ramt. Johanna har sagt det på en anden måde. En dag, mens hun sad i bar mave og ammede sin isbjørn, sagde hun: "Når jeg bliver voksen, vil jeg have en baby, som jeg kan beholde". Selvfølgelig mente min treårige datter ikke noget ondt med det. Og forældre til voksne mennesker, der selv har fået børn i mellemtiden, mener selvfølgelig heller ikke noget ondt med det, når de kommer til at holde deres voksne børn som gidsler. Men det mest interessante er, hvorfor vi voksne forældre overhovedet kan holdes fast som en slags kærlighedsgidsler.
Barnet lukker selv op
Måske skyldes det, at barnet i os selv lukker døren op. Fordi vi har en længsel. En længsel efter noget uopnåeligt. Vi vil se, om forældrene nu er derude. Det kan godt være, at barnet bag døren har udtrykt et ønske om at være alene. Men fordi barnet ikke føler sig sikker på sig selv og ikke oplever at blive set og hørt af sine forældre, så får barnet et behov for liiige at åbne døren lidt. For dog lige at se, om der mon er nogle voksne udenfor, som vil kunne give dyb accept og nærvær. Og jo mere usandsynligt det er, at der vil være venlige voksne på den anden side, jo oftere vil barnet have behov for lige at kigge. Til sidst står døren åben permanent. Og så er der dømt 7-Seven . Fri adgang til herlighederne. Problemet er så, at der er mennesker, som er verdensmestre i at mærke, når døren står på klem. Som nærmest kan lugte, hvor de kan finde et menneske, der kan krænkes. For et overgreb handler jo både om en krænker og om én, der lader sig krænke - på trods af at der ofte er masser af faresignaler, men de bliver overdøvet af længslen efter endelig at blive hørt og set. Nogle krænkere går efter børn. Andre efter voksne. De kan give sig ud for at være venner, lærere, psykoterapeuter, chefer eller partnere. Alle påstår de, at de overskrider grænserne for den andens skyld. Og de får næret deres længsel ved at komme ind i andres allerhelligste rum. Og den, der lader sig krænke, bliver endnu en gang bekræftet i, at verden uden for døren er fuld af svig. Krænkeren og den krænkede har hver sin grund til at lade dørene stå åbne, men de er begge med til at lave gennemtræk. Du skal ære dine forældre, står der i De Ti Bud. Måske er der forsvundet nogle bogstaver i en oversættelse engang. Måske skulle der have stået: Du skal undvære dine forældre. Ligesom også dine forældre skal undvære dig. Det gælder om at lukke døren. Sådan hér.