Klaus Rifbjerg er ude på tynd is med de mere faktuelle dele af sin ny roman om 'Nansen og Johansen', selv om deres legendariske søgen efter Nordpolen i 1893-96 førte dem hen over den tykke polaris. Dét mener i hvert fald den norske litteraturkritiker Per Egil Hegge i et udfald mod Rifbjergs værk. Han finder det »afsindigt morsomt for den, der har en smule anelse om norsk historie«, men »morsomhederne er ikke tilsigtede fra forfatterens side«. Fiktion og ikke dokumentarisme Den efterlyste historisk korrekte dokumentarisme er imidlertid heller ikke, hvad Rifbjerg selv har tilsigtet. Selv betegner han netop ikke bogen som roman, men 'et vintereventyr'. »Min bog er en fiktion, der handler lige så meget om ideer som om mænd«, siger Rifbjerg til Politiken som svar på kritikken af, at Fridtjof Nansen i bogen påberåber sig Gud og tager en lommebibel frem - skønt han ifølge Hegge »var en så kompromisløs, nærmest fanatisk ateist, at han allerede i 1889 måtte manipuleres og trækkes til alteret, da han skulle giftes med sin Eva, der fødte ham fem børn. Der var også en del andre kvinder, der nok ville rubricere ham som en ret markeret heterofil«. I bogen har de to titelpersoner et homoseksuelt forhold til hinanden, mens de to i vintermånederne er alene i mørket på isen. Den svære mand i midten Hos Rifbjerg er »den svære mand i midten«, som taler tysk og har en urkæde over den hvælvede mave, kaptajn Sverdrup, skipper på ekspeditionsskibet 'Fram'. Det strider mod virkeligheden, påpeger Per Egil Hegge, der er redaktør på det norske dagblad Aftenposten og i 1996 udgav en biografi om kaptajn Sverdrup. Kaptajnen blev sværere, men i 1892 var han ifølge Hegge »spinkel og toptrænet«, og »tysk var et af de mange sprog, han ikke kendte«. Rifbjerg svarer: »Det glæder mig da for Sverdrup, at han med årene levede så godt, at han fik lidt mere flæsk under urkæden ligesom os andre. Men jeg bruger altså disse figurer til mit eget formål, som litteraturen nu engang har gjort det siden Shakespeare«. Teatercafé før sin tid Hegge morer sig over, at Rifbjerg får anbragt Theatercafeen på Carl Johan i Oslo (dér ligger Grand Café), ti år før cafeen blev opført - i Storgaten. I polarmørket »bredte isen og det hvide sig så langt, han kunne se«, skriver Rifbjerg endvidere. Men »alt er sort i tre-fire måneder ad gangen«, medmindre man på grund af nordlys »nok kan se et stykke«, anfører Hegge i sit udfald i Weekendavisen i dag. 30. september i år udgiver Hegge selv en stor Fridtjof Nansen-biografi med titlen 'Bare én vilje'. »Jamen, jeg lover gerne at anbringe et oplysende nordlys i de mange norske oplag af bogen, denne omtale sikkert vil fremkalde«, svarer Rifbjerg, der med samme ydmyghed modtager Hegges kritik af, at Nansen og Johansen hos ham skyder klapmydser i vandet, ikke oppe på isen, og at de forsøger at fange fisk - det er isen nord for Franz Josef Land for tyk til: »Både sælfangst i vandet, nemlig fra kajak, og fiskeri gennem huller i isen har jeg oplevet på Grønland«, forklarer Rifbjerg og indrømmer, at han ikke havde tænkt på, at isen dér er tyndere end i Polarhavet på 86 grader og 14 minutters nordlig bredde, dét punkt Nansen og Johansen nåede frem til.