Det var en underlig lørdag i København: Landbruget var kommet til byen og Det Kongelige Teater var taget ud i Søndermarken. Inde på Axeltorv havde Landbrugets Samfundskontakt banket bondegårdskulisser og boder op og slæbt halm, får, geder, heste og grise ind på torvet. Ja, det var satme stadig sommer. Dagen var ellers begyndt som en nogenlunde normal lørdag: Jeg sov til lidt over tolv, og da jeg var næsten helt vågen, tændte jeg for radioen. Der var som sædvanlig Refleks på P 1. Årlig operafest »Det er da hyggeligt og rart, det har bare ikke noget med opera at gøre«, sagde operaanmelderen inde i radioen om dét med, at 100.000 mennesker var på vej ud i Søndermarken for at overvære solister fra Det Kongelige Teaters Opera, Det Kongelige Operakor og Det Kongelige Kapel til den årlige Operafest. Operaanmelderen sagde, at han da ikke havde noget imod det, det var da fint nok. Men, syntes han lige, han ville tilføje: Opera, det var altså ikke noget man sådan bare kunne høre småblundende, henslængt i græsset, drikkende champagne, mens små børn løb rundt imellem folk. Opera, fortalte operaanmelderen, det er hårdt arbejde, noget man skal sætte sig ind i for at få noget ud af. Det er nemlig ikke ligegyldigt, for eksempel, om en opera er skrevet i 1870'erne eller i 1640'erne. Så dét skal man vide. Men han kunne godt forstå, at Det Kongelige Teater lavede arrangementet Operafest i Søndermarken og på Skamlingsbanken ovre i Jylland, det var da fint nok. For de gjorde det for at gøre reklame for sig selv og håbede at kunne sælge nogle flere billetter i den kommende sæson. Ikke fordi han troede på, at de ville komme til dét. Men det var, som han sagde flere gange, i orden. Det havde bare ikke noget med opera at gøre. Livsnydermenu Selv vidste jeg ikke så meget om det. Men jeg havde da i hvert fald forstået så meget, som at man skulle have noget at spise og drikke med der ud. Så selv om det var lidt ud på lørdagen fik jeg organiseret en Faustino Martinez Cava Ekstra Semi Seco. Jeg cyklede ud til Søndermarken ad Falkoner Allé, så jeg kunne købe en Livsnydermenu i Irma City: Kyllingelår, cous cous, salat, thousand Island og brød i masser af emballage. En ledig kvadratmeter Ved indgangen til Søndermarken havde Det Kongelige Teaters propagandatropper taget opstilling: Hele tre gange inden for de første tyve meter op ad grusstien var der én i en lyseblå sweatshirt med påskriften: Det Kongelige Teater Open Air 2002, der ville forære mig et program. Det vil sige: et program for selve aftenens begivenhed plus en masse foldere om, hvad teateret ellers havde tænkt sig at sælge billetter til i den kommende tid. Så der kunne jeg godt se, hvad det var, han mente, ham operaanmelderen. Noget andet, der var rigtigt, var, at der var voldsomt mange mennesker, der var taget ud i Søndermarken. Her lige et par minutter over seks havde de for længst slået sig ned med madkurvene, tæpperne og familien, vennerne, kæresten, ægtefællen, den registrerede partner. Og de sad meget tæt. Også bag træerne, hvor det var helt umuligt at komme til at se, hvad der foregik på scenen og på storskærmen. Kun fordi jeg kun var i mit eget selskab, lykkedes det mig at knibe mig ind på en ledig kvadratmeter i græsset, bare sådan 150-170 meter fra scenen Og der var der kun to træer, man lige skulle se uden om for at kunne se storskærmen. Hvad der rigtigt skete på scenen, kunne man ikke rigtigt få øje på. Ung blondine Til venstre for min kvadratmeter lå et yngre par i lyst sommertøj, de havde vist nok spist det meste af, hvad de havde haft i kurven. Nu drak de så bare vin og lå og pjattede lidt på deres grå Læsøplaid. Foran kvadratmeteren sad to unge fyre i jeans og hvide skjorter, de havde begge meget tynde brillestel, det ene var fra Chanel. Til højre sad en ung blondine i en hvid strandstol, ved siden af hende en gråskægget mand med tynde brune ben. Bag mig sad to mænd og fire kvinder i tresårsalderen i safaristole omkring et rundt bord dækket med en dug af turkis, nervøst fløjl. Midt på bordet stod en sølvkandelaber med fem stearinlys. De sorte væger i toppen af lysene var slukkede. Så meget vind var der trods alt ude i Søndermarken. Men oppe på scenen var de tændte, og konferencieren sagde, at det, der nu skulle til at gå i gang for trettende år i træk, var lidt af et paradoks, for hvad man ville opleve i løbet af den næste to og en halv times tid var highlights fra den kommende sæson. Så sikker er man altså på, hvordan det næste år kommer til at forløbe inde på Det Kongelige Teaters Opera, at man allerede på forhånd ved, hvad der vil være det bedste. Showcase Inden for de former for musik, jeg meget bedre kan lide end opera, kalder man det en showcase , når et band stiller sig op på en scene og spiller et lille koncentrat af, hvad de har tænkt sig at spille til en rigtig koncert, eller hvad der er på deres næste plader. Man kan også sammenligne operafesten med 'Bogart', hvor man i fjernsynet ser nogle få scener fra en film, der lige om lidt kommer op i biograferne. Bortset fra, selvfølgelig, at de i Bogart også siger til, hvis en af filmene er en dårlig. Ham konferencieren i Søndermarken mente helt klart, at alle de kommende operaforestillinger på Kgs. Nytorv ville være spændende, interessante, store eller fantastiske. Den danske sang Men det kan da være, han har ret. I lørdags ude i Søndermarken var det ikke noget, man sådan gav sig til at diskutere. I det hele taget snakkede folk ikke særlig meget. De lyttede. Til sangerne, til musikken. Om de vidste, hvornår de enkelte værker var skrevet? Det ved jeg sgu ikke. Når det drejer sig om 'Rigoletto', 'Cosi Fan Tutte', 'Don Carlos', 'Maskarade', og hvad de alle sammen hedder, kan jeg i hvert fald godt blive sådan lidt usikker på datoen for den allerførste release. Med al den mad og vin, var det klart, at der var meget lange køer foran toiletterne. Lige ved siden af dem kunne man også købe nogle ganske få cd'er med operamusik og gamle kostumer inde fra Det Kongelige Teater. Det var sådan set den eneste adspredelse, der var ud over musikken. Så det var klart, at folk lyttede. Og ved De hvad? De smilede også ret meget til hinanden og til helt fremmede mennesker. Men det var nok, fordi de ikke lige havde fattet den der med, at det helst skal være ret hårdt arbejde at lytte til opera. Det hele gik lige efter programmet. Så hen ad ved halv ni tiden, hvor klapsalverne var begyndt at blive længere og mere og mere kraftige mellem hvert indslag, kunne konferencieren sige til folk, at han var glad for, at de var kommet og takke alle, der havde hjulpet, især Nykredit som var sponsor for Operafesten, for som han sagde: »Det er et meget bekosteligt arrangement det her og nærmest umuligt på baggrund af den nuværende regerings kulturpolitik«. Den danske sang Så klappede folk meget længe. Og kort efter skulle vi alle sammen - operasangerne, familierne, ægteparrene, kæresterne, de registrerede partnere, singlerne, veninderne og vennerne - synge 'Den danske sang er en ung blond pige'. Teksten stod på storskærmen og i programmet. Det gik også godt. For det kan godt være, at det der opera ikke lige var forbundet med hårdt arbejde for alle dem, der sad ved madkurvene og med den doventlunkne champagne i glassene, men alligevel havde jeg svært ved ikke at tænke på hårdt arbejde og den der regering, da vi nåede til: »Og tider skifter og sæder mildnes/ Men kunst og kamp kræver stadig stål/ Det alterbål hvor vor sjæl skal mildnes/ Det flammer hedest i bjarkemål«. Men bortset fra det, så tror jeg, efter den der lørdag aften ude i Søndermarken, ikke det nødvendigvis skal være hårdt arbejde at høre opera. Men man skal slås lidt for, at de folk, der elsker den slags, får mulighed for det. Livsnydermenuen fra Irma City? Super. Salaten var lige kedelig nok. Men ellers super.