En epoke er slut. Med F.J. Billeskov Jansens død, 94 år, forsvinder den sidste humanistiske videnskabsmand, der vidste det hele. Hans fag var den danske litteraturs historie og æstetik, men verdenslitteraturen havde han også lige fået læst og sat på begreb. Hvortil kom videnskabshistorien, plus det løse. Billeskov var den sidste 'polyhistor', som det hed med et ord, der er lige så glemt som sit indhold, 'mangekyndighed'. Det er nu tres år siden, han kom hjem fra et lektorat i dansk litteratur ved Sorbonne til Københavns Universitet og tiltrådte et docentur, som hurtig blev til det professorat, han holdt fast i, indtil loven tvang ham på pension for næsten et kvart århundrede siden. Guldmedalje for Holberg Han var gået målbevidst til sagen, havde kastet sig over den danske litteraturs far, Holberg, og undgået den danske litteraturforsknings far, Holbergspecialisten Vilhelm Andersen, ved at begynde med en af Holbergs ydmygeste genrer, epigrammet, det tolinjede, lidt knirkende vers, som polyhistoren Holberg havde som en af sine mange strenge på instrumentet. Epigrammerne blev til både en guldmedalje og en doktordisputats samt et livslangt arbejde med Holbergs mange andre ytringsformer. 'Poetik' under 2. Verdenskrig Næste stadium i Billeskov Jansens arbejde gjaldt teori. Med sin 'Poetik', som han sad og arbejdede med, da Hitlers tropper kørte ind i Paris, indførte han ene mand strukturalismen i dansk litteraturforskning, en snes år før den blev mondæn på venstre Seinebred. I Billeskov Jansens egen verden blev teorien en parentes. Det skal man ikke beklage, for det var ikke her, hans vækstlag befandt sig. Stor litteraturhistorie Den næste opgave, han satte sig, var at få has på litteraturhistorien. Hans store forgænger med den lange slagskygge, Vilhelm Andersen, yndede at brede sig. I hans store litteraturhistorie er der ikke den association, der ikke bliver forfulgt. Billeskov satte sig det modsatte mål: at få historien sat på korte formler. 'Danmarks digtekunst' fulgte ham hele livet, fra første bind udkom i 1944. Man kan ikke sige, det nagede ham, at han ikke nåede at få skrevet det fjerde, slanke bind, der skulle gå fra 1870 til i dag, for han sagde til det sidste, at det ville han blive færdig med »næste år«. Der var bare hele tiden noget andet, der skulle skrives først i de lykkelige og produktive pensionistår, en bog om Gustav Wied, en om Henrik Pontoppidan, en om Grundtvig og Kierkegaard, en til om Holberg. Foruden også lige en om verdenslitteraturen. Myreflittigt livsværk Når man skal gøre dette store, righoldige og myreflittige livsværk op, er det de tilsyneladende ydmygste arbejder, der optager den varigste plads: udgaverne. Han udgav Holbergs udvalgte værker i 12 bind, foruden Holbergs samtlige Epistler og hans Moralske Tanker, i nøjagtige, pålidelige gengivelser af teksterne, ledsaget af præcise og kortfattede kommentarer. Sådan udgav han også udvalg af Kierkegaard, Kingo, Oehlenschläger. Udgaver, der vil blive stående som mønstergyldige for eftertiden. Som litteraturforsker var hans styrke mindre den dybsindige fortolkning end den skarpsindige kommentar. Den uglesete og oversete genre, kommentaren, udviklede Billeskov Jansen til det fuldkomne. Man kan få et indtryk af hans enestående evne på dette felt i endnu en af hans uovertrufne udgaver, antologien 'Den danske lyrik' i 5 bind. Foran udvalget af hver enkelt lyriker står der i ganske få linjer en karakteristik, som Billeskov Jansen har - og sikkert altid vil bevare - danmarksmesterskabet i. Opdyrkede 'few-liners' Han opdyrkede evnen til disse few-liners i sin stramt komponerede 'Danmarks digtekunst'. En sjælden gang kunne han slippe gækken løs i de korte karakteristikker. Da han bevægede sig fra Wessels satiriske 'Kærlighed uden Strømper' til Ewalds patetiske 'Fiskerne', hvor - også dér - de elskende har problemer med at få hinanden, lød sammenfatningen: »Vi mumler kærlighed uden - bundgarn«. Men for det meste er kommentarerne alvorlige, men også præcise formler, der giver læserne del i den mands til enhver tid uindskrænkede overblik. Når manser på gamle fotografier af Billeskov Jansen - for nylig var der et fra 1930'erne i Politikens Bøger - ser den unge mand nærmest ældre ud, end da han blev gammel. Billederne lyver ikke. Frederik Julius Billeskov Jansen i embedet var ofte en tillukket herre, i hast på vej fra det ene til det andet af sine utallige gøremål. Han nåede at blive formand for praktisk talt alle de foreninger, selskaber og udvalg, der passerede hans vej. Så det krævede unægtelig tilpasning, da han som pensionist måtte give alle de indflydelsesrige poster fra sig. Alderdom ved skrivebordet Men så kom også belønningen, i form af en opblødning og en fornyet nysgerrighed for en verden af forskere og forfattere, der pludselig var yngre, end han selv havde været længe. Velsignet af et godt helbred og et mere og mere åbent sind fik han en alderdom, som de fleste må misunde ham, altid i gang ved skrivebordet, på vej til en litterær foredragsaften eller ind på Politiken med en anmeldelse skrevet i hånden. Nu har han lagt fyldepennen fra sig. Det overblik, han havde, kommer vi til at savne. Men hans ufattelige viden og hans omhu for detaljen vil leve i de mesterudgaver, der vil blive stående som hans varigste minde.