»Big boys don't cry«, hvisker en kvinde på popgruppen 10 CC's store singlehit 'I'm not in love' fra midten af 1970'erne, og sådan er det jo. Store drenge græder ikke - medmindre de pludselig udsættes for en tåreperser, som da skurken Frank (Henry Fonda) iskoldt skyder den rødhårede dreng i 'Once Upon a Time in the West', fordi en af Franks skurkevenner har afsløret hans navn. »You said my name«, siger Frank, der ellers ikke ville have skudt den lille irske dreng, mens kameraet zoomer ind på knægtens allersidste sekunder. Han skyder ikke, han gør det fandeme ikke, tænker man, men jo han gør. Fonda, der i andre film er inkarnationen af tårepersende godhed, er for en gangs skyld tårepersende ond - farvel til lille fregnet irlænder. Film, musik, ord Filmmediet, som jeg skal vende tilbage til, er formentlig det stærkeste tårepersermedie, men musik kan også noget. Hvis man i forvejen synes, det er lidt synd for én selv, er det tårepersende smukt at skrue helt op for publikummet i Royal Albert Hall, når det til den sidste promenadekoncert synger fællessang til Hubert Parrys 'Jerusalem', som William Blake har skrevet ordene til. Ord kan i det hele taget en masse, og når de er sat sammen til en tale, kan det som intet andet få undertegnedes øjenæbler til at bule ud af bristfældig væde. Martin Luther Kings 'I Have a Dream'-tale fra The March on Washington 28. august 1963 er klassikeren, mens man er i den socialt indignerede alder, men det er begravelsestalen, som prinsesse Dianas bror, jarlen af Spencer, holdt i kirken ved sin søsters begravelse, der er historiens største retoriske tåreperserpræstation. Jeg så den i tv, dengang den blev holdt, og har genset den flere gange siden. »I stand before you today, the representative of a family in grief, in a country in mourning, before a world in shock« (Jeg står foran jer i dag som repræsentant for en familie i sorg, i et sørgende land, omgivet af en verden i chok), indleder jarlen. Det er en bror, der taler. Om sin døde søster. Som var en smuk, næstekærlig prinsesse. Og mor til to drenge. Som også sidder i kirken, hvor deres morbror nu taler til dem. Mens resten af verden kigger på. Du, dig, Diana Den dag i dag fatter jeg stadig ikke, at jarlen var i stand til at gennemføre det, men når det var muligt, er det, fordi talens retoriske figurer og opbygning fører ham sikkert af sted. Han veksler mellem at tiltale Diana direkte - du, dig, Diana - som en bror vil gøre, og mere distanceret som 'prinsessen eller prinsesse Diana', når det er symbolet, verdensikonet, han omtaler. Bevidst om eksponeringen henvender jarlen sig til både til den afdøde, hendes børn, den kongelige familie - og folket. Talen rummer dybe dale, høje tinder og præcis så mange trædetuer, at den sørgende bror kan komme tørskoet i land, selv om han forårsager dæmningsbrud hos sine tilhørere flere steder. Tårekanalerne er hårdest udsat til sidst. Henvendt til den afdøde siger jarlen om hendes sønners skæbne: »På vegne af din mor og dine søstre sværger jeg, at vi, din blodfamilie, vil gøre alt, hvad vi kan for at fortsætte den indlevede måde, du opdrog disse to exceptionelle unge mænd, så deres sjæle ikke kun bliver fyldt af pligt og tradition, men kan synge åbent, som du ønskede det. Vi accepterer fuldt ud den arv, de begge er født ind i, og vil altid respektere og opmuntre dem i deres kongelige rolle, men vi vil, som du gjorde det, anerkende deres behov for at opleve så mange forskellige aspekter af livet som muligt for at ruste dem spirituelt og følelsesmæssigt til årene, som kommer. Jeg ved, du ville have forventet intet mindre af os. William og Harry, vi føler alle en hel desperat omsorg for jer i dag. Vi er alle helt fyldt med sorg over tabet af en kvinde, som ikke engang var vores mor. Hvor meget I sørger, kan vi ikke engang forestille os«. Klapsalver i kirken Herefter er der dømt instant Kleenex, og så var det dengang i kirken ikke engang slut, for nogle sekunder efter de sidste ord hørte man pludselig klapsalver. De startede i folkehavet udenfor, som havde lyttet med, og forplantede sig ind i kirken, hvor de bølgede helt frem til forreste række, hvor selv isdronning Elizabeth var tvunget til at slå håndfladerne sammen. Well done, brormand, siger jeg bare. Det værste er ikke at se eller høre en tåreperserscene, men at skulle forsøge at tale om den lige bagefter, mens man forsøger at undgå, at ens indre forsvarsværker falder sammen. Da jeg for nylig viste jarlen af Spencers tale på video for en forsamling på 50 mennesker under et foredrag om retorik, var det ved at gå galt. Da jeg tændte lyset i lokalet og så de mange blanke øjne, mærkede jeg den ægte tårepersers svulmende kraft. »Nå, hvad siger I, synes I, retorikken fungerer?«, lykkedes det til sidst at spørge med grødet stemme, mens trangen til at hulke højlydt voksede til stormfulde højder. Titanisk snøft Scenen fra 'Titanic', hvor den gamle dame, efter at have fortalt sit livs romantiske eventyr, og man endnu ikke er kommet sig over, at Leonardo DiCaprio er druknet i det iskolde vand, smider den store hjerteformede diamant i havet, skal også nævnes. Hun er iført en let natkåbe, har bare fødder og klatrer et trin op på skibets ræling, som hun gjorde det dengang i stævnen på verdens mest berømte skib. Smykket falder og falder. Ned til den døde ungersvend, mens verdens mest tårepersende soundtrack endnu en gang intonerer, men store drenge græder jo ikke, så i stedet nøjes man galant med at trøste sin storhulkende kvindelige ledsager, så, så, skat, det er kun, snøft, en film .