To nye film har modet til at dykke lige ned i kontroversielle emner fra dagens verdenspolitiske scene. Det er Amos Gitais 'Kedma' om den israelsk-palæstinensiske strid og Michael Moores 'Bowling for Columbine' om våben, vold og frygt i det amerikanske samfund. De deltager begge i konkurrencen om Guldpalmen på filmfestivalen i Cannes, og det er et klart signal fra arrangørerne om, at man ikke blot ønsker at dyrke filmkunst for filmkunstens egen skyld, men også gerne ser mediet brugt til en behandling af aktuelle sager, som optager offentligheden verden over. De to film er vidt forskellige i stil. Israeleren Amos Gitai har skabt sin film i en blanding af næsten teatralske situationer og så en uhyggelig realisme, mens Michael Moores film præsenteres som en dokumentarfilm, men er en meget personlig film med stærk brug af satire trods de alvorlige emner. Selv om der kun har været vist seks ud af de i alt 22 film i hovedkonkurrencen må begge film være kandidater, måske ikke lige til Guldpalmen, men til nogle af de øvrige priser, som juryen med David Lynch som formand og med danske Bille August som medlem skal uddele i næste uge. Det er nemlig ikke blot deres stærke politiske budskaber, der vækker en fortjent opmærksomhed. De fungerer også filmisk. Israel Amos Gitai, der tidligere med film som 'Kadosh' og 'Kippur' har skabt film om dagens Israel, har denne gang valgt at gå tilbage i tiden for at forske i årsagerne til den årelange strid mellem jøder og palæstinensere. Nærmere betegnet til maj 1948 otte dage før staten Israel udråbes af Ben Gurion. Om bord på skibet 'Kedmar' er en gruppe overlevende jøder fra tyske koncentrationslejre i Europa på vej mod Palæstina for at være med til at opbygge den nye stat. På stranden venter britiske soldater i baghold, men det lykkes en lille flok at undslippe sammen med folk fra den hemmelige jødiske hær. Få timer efter er de i kamp med arabere, og der udspiller sig grufulde og meget realistiske kampscener, hvor flere af de nyligt ankomne dør. Filmen er ikke ensidigt set fra jødernes side, en arabisk landsbybeboer har således en længere monolog, hvori han forudsiger palæstinensernes kamp for ikke at blive fordrevet. »Vi bliver, som en mur«, siger han bl.a. Det opvejes af filmens slutscene, hvor en af flygtningene i sin fortvivlelse anklager sig selv og alle jøder for kun at leve på lidelsen, for at give sig selv et evigt martyrium. På en pressekonference understregede Amos Gitai, at han ikke vil betragtes som talsmand for nogen af parterne. »Film er en refleksion af virkeligheden, og de to parter har selv mange talsmænd. Jeg mener blot, at tiden må være inde til at gå tilbage og se på, hvordan det hele startede, bl.a. hele flygtningeproblemet, og jeg har bevidst forsøgt at få landskabet med ind i filmen som en aktiv medspiller. Hvis man kunne spørge, hvad dette landskab, der har dannet baggrund for religioner omfattende 2/3 af verdens befolkning, ville sige til al den krig og ondskab, så er jeg sikker på, at det ville være imod«, sagde Amos Gitai, der må se i øjnene, at hans film utvivlsomt vil udløse stærke protester fra de højreorienterede politiske kræfter i Israel. »Men jeg er opvokset i et samfund, hvor det er tilladt at kritisere. Og selv om jeg elsker Israel, er jeg også en kritisk borger. Hvis man begynder at lukke dørene for andre meninger, så op fører dette land med at eksistere«. Kritik Også Michael Moore kan vente kraftige reaktioner fra de højreorienterede politiske kræfter, som han så voldsomt udleverer i sin film, der er den første dokumentarfilm i hovedkonkurrencen i Cannes i 46 år. I filmen søger han svar på det brændende spørgsmål, om der er en sammenhæng mellem den meget liberale våbenlov og volden i USA. Hvorfor over 11.000 drab med våben årligt i USA, mens det tilsvarende tal i Canada ligger på ikke over 200, spørger han bl.a. og rejser rundt med sit kamera til mennesker i Oklahoma City og Columbine High School, hvor massakrer har fundet sted. Han opsøger også skuespilleren Charlton Heston, der er formand for den indflydelsesrige National Rifle Association. Interviewet bliver en udlevering af den aldrende skuespiller og man sidder faktisk og krummer tæer på hans vegne. Så pinligt dårligt argumenterer Heston for sin sag. Michael Moore, der bl.a. tidligere har lavet den prisbelønnede dokumentarfilm 'Roger & Me' om fabrikslukninger hos General Motors, skaber sine film ved at gå rundt med sit kamera og stille 'dumme' spørgsmål. Stilen kan minde lidt om den, som den nuværende rektor for Den Danske Filmskole Poul Nesgaard betjente sig af i sin fortid som tv-mand. Filmen giver ikke entydige svar på de mange kritiske spørgsmål, der stilles til det amerikanske samfundssystem, men på en pressekonference i går kom Michael Moore med dette bud: »Når der er så stor forskel på våbenrelaterede mord i USA og Canada, selv om der er lige så mange våben i Canada, så kan det skyldes en grundlæggende anderledes social indstilling. I USA siger man, at de fattige må klare sig selv, mens man i Canada har udspændt et socialt sikkerhedsnet«, sagde Michael Moore og advarede med henvisning til skole-massakren i Erfurt i Tyskland for få uger siden mod, at europæiske lande begynder at efterligne USA politisk. »Højredrejningen i flere lande med angreb på de fattige og indvandrerne vil ligesom i USA medføre flere mord, våben og vold. Hold fast i jeres sociale sikkerhedsnet og lad ikke angsten styre samfundet. I USA har Bush-regeringen f.eks. helt umoralsk slået mønt af terrorskrækken efter 11. september«, sagde Michael Moore, hvis bog 'White Stupid Man' om samme emner p.t. ligger nummer et på flere bestseller-lister.