Kulturlivet i København står med nye, store kulturinstitutioner over for en ny blomstringsperiode. Inden for få år får vi den store franske arkitekt Jean Nouvels koncerthus i Ørestad, en opera, et nyt skuespilhus samt et nyt elefanthus i Zoo tegnet af den verdenskendte britiske arkitekt sir Norman Foster. Det lyder som en ønskedrøm for en turistchef, og direktøren for Wonderful Copenhagen, Lars Bernhard Jørgensen, er meget tilfreds. Men alligevel kommer tingene ikke af sig selv, understreger han. »Der skal være penge til at putte indhold i de mange nye ting, for sten, beton og glas gør det ikke«, siger han, og de nye institutioner skal også have en stor arkitektonisk værdi. »Meget af det nye, der er kommet til i København fra midten af 1990'erne er ordentligt, men ikke i verdensklasse«, siger Lars Bernhard Jørgensen. Her tænker han ikke mindst på byer som Stockholm, Berlin, Barcelona, Amsterdam og Wien, der er stærke konkurrenter til København. Det er ikke gået dårligt for København siden midten af 1990'erne. Antallet af turister er steget med 30 procent, men målt i forhold til for eksempel ovennævnte byer er succesen relativ. »København er i en liga, hvor konkurrencen med andre storbyer om attraktionskraften er hård«, konstaterer han og minder om, at turisme er en af hovedstadsområdets og dermed landets vigtigste økonomiske aktiviteter. For Danmark har i modsætning til for eksempel Tyskland kun en eneste metropol, der fungerer som lokomotiv for resten af landet, og det er København. Det handler ikke kun om turister. Det drejer sig også om hovedstadsområdets evne til at tiltrække virksomheder fra andre lande, som ønsker at tilbyde medarbejderne et behageligt og kulturelt stimulerende miljø, og endelig er konkurrencen mellem de eksisterende tilbud blevet skrappere i de seneste år. »Ikke alene er der flere af dem, men kulturlivet konkurrerer også med et stærkt udviklet cafe- og restaurantliv samt nye sportsfaciliteter i København. Alt det er også en form for kultur, og de forsøger alle sammen at få fat i både vores tid og penge«. Gråzoner Derfor skal kvaliteten være i toppen i de tilbud, de nye og eksisterende kulturinstitutioner giver publikum - lige fra det eksperimenterende til det veletablerede, hvadenten det er museer eller teatre. »Det koster penge, og den store udfordring de kommende år er at have penge nok til udstillinger, forestillinger og begivenheder. Jeg tror, vi kan komme længere med private penge end i dag ved at være kreative. Men lad mig slå fast, at der også bliver brug for offentlige penge, både fra staten og lokale myndigheder«, siger Lars Bernhard Jørgensen. Han rammer samtidig en pæl igennem alle forestillinger om, at sponsorater kan klare det hele. Mens Sverige har 12-15 virksomheder i A.P. Møller-kategorien, har vi kun en. Og det er virksomheder i den størrelsesorden, der for alvor kan sponsorere. Tilsvarende er mulighederne for fondsstøtte også begrænsede i forhold til andre lande, selv om for eksempel Ny Carlsbergfondet yder en stor indsats. Mellem det offentlige og private Ifølge Lars Bernhard Jørgensen bliver en af opgaverne at løse det problem, at en del af kulturinstitutionerne falder imellem det offentlige og det private regi. Tivoli er et eksempel på en institution i denne finansielle gråzone, hvor man har et public service-element og tilbyder kulturelle oplevelser af høj klasse, men hvor man ikke kan gå til den offentlige kulturkasse. Problemet bliver ikke mindre med de nye, store kulturinstitutioner, og de kan være med til at give et ryk fremad. »Men igen må jeg sige, at murstenene skal være af verdensklasse, og det samme skal indholdet, vi kommer i dem. Og det koster penge«, lyder det fra Lars Bernhard Jørgensen. Han frygter ikke, at det øvrige kulturliv kommer til at lide under konkurrencen fra en ny opera eller et nyt skuespilhus. »Hvis der er penge nok, vil de tiltrække store, internationale kunstnere, som hele kulturverdenen vil få glæde af at opleve og få inspiration fra. Antallet af forestillinger vil vokse, og det vil igen betyde nye muligheder for unge skuespillere, sangere og dansere. Men finansieringen skal være i orden, og man kan passende se på erhvervslivet. Novo-Nordisk bygger for eksempel ikke et nyt, stort forskningslaboratorium uden at sætte penge af til de forskere og de aktiviteter, laboratoriet skal huse«. Bedre planlægning Direktøren for Wonderful Copenhagen efterlyser samtidig midler til udvikling af nye ideer. »Inden for erhvervslivet kender man til risikovillig kapital, som investeres i projekter blot for at se, om de kan overleve og udvikle sig. Det samme er nødvendigt inden for kulturen, for mange ideer og nye projekter dør, fordi der ikke er tid og penge til at få dem modnet. Det bliver vi nødt til at tage fat i, for vi ser også for mange ting, der ikke er arbejdet godt nok igennem, og som derfor ikke har den nødvendige kvalitet«, siger Lars Bernhard Jørgensen. Nødvendigt at planlægge Han gør også opmærksom på nødvendigheden af planlægning, hvor kulturens verden også kunne skæve til erhvervslivet. For eksempel ligger store begivenheder som Golden Days og Kulturbroen begge på lige år, og stort set alle store kulturaktiviteter klumper sig sammen fra det tidlige efterår, mens der stort set ikke sker noget om foråret. »Her handler det ligesom ved finansieringen om lidt planlægning. For ligesom mange af pengene går til de samme projekter, oplever vi, at de påfører hinanden hård konkurrence ved at ligge for tæt på hinanden. Det er en anden af de udfordringer, vi skal tage op«, konstaterer Lars Bernhard Jørgensen.