Sjældent har en parade af veltrimmede, men intetsigende ynglinge i brune, grå og sorte jakkesæt serveret så mange floskler og klicheer som i dette års udgave af Dansk Melodi Grand Prix. Det, vi engang elskede at hade eller i hvert fald kunne grine ad på grund af opvisningen af dårlig stil og elendige sange, er nu endt med at blive så kedeligt som en konform konfirmation i en omfavnelse af gode viljer. For Danmarks Radio vil så gerne have os til både at elske - altså på den forudsigeligt fede måde og ikke sådan trodsigt og flabet - og tage Dansk Melodi Grand Prix alvorligt. Så har man da i det mindste en seersamler som en lille kækt klukkende Morten Korch-å i en flodbølge af rå reality-programmer og udenlandsk slam. Resultatet er desværre blevet, at det, der engang var en spøjs udstilling af kitsch og kær uskyldighed, er endt som et flot flop. Med rekordhøje seertal og flere indsendte bidrag end nogensinde før. Efter at have hørt de udvalgte 10, er det dog mere end uhyggeligt at tænke på kvaliteten af de kasserede 652 . Kedsomhedsbarometer i rødt Hvis man havde et barometer over kedsomhed, ville vi være helt oppe i det røde felt med dette års show fra Cirkusbygningen. Vi overværede generalprøven i fredags, idet selve Grand Prixet lørdag fandt sted efter redaktionens slutning. I den røde kulisse, i sig selv også en efterligning - af filmen 'Moulin Rouge' - tog man sig i at savne Rollo & King, Kirsten & Søren og hele 1980'ernes parade af henrivende og herlige platheder. De havde, som eftertiden har vist, langtidsholdbare hits til en hvilken som helst fest. Nu er de søreme blevet pæne, de unge mennesker. Kun gamle jyder som Helge Engelbrecht kan man ikke sådan style til moderigtig forudsigelighed og medlemskab af Venstres Ungdom. Til gengæld kan man heller ikke style sig til originalitet, endsige holdbare melodier og tekster, man ikke skal anstrenge sig til det yderste for at finde bare en antydning af indhold i. Lang jagt på landeplage Dansk Melodi Grand Prix år 2002 var en langstrakt jagt på en landeplage, som feltet med de mange andenrangs dit og dat, ikke leverede. Bedre bliver det sådan set ikke af, at man hælder så meget på programmet, at det bliver meget langt og udstiller sine egne svagheder voldsomt. Et blegt og blodfattigt felt blev sat seriøst til vægs, da vinderen af et af de programmer, som har underløbet Grand Prixets rolle som den bredbagede folkeligheds vindue til tv-verdenen, 'Stjerne for en aften', James L. Sampson, fik lov at fyre den af. Rolig, karismatisk og med en stemme, der kunne rumme samtlige de 10 deltageres ditto, stod han, der dybest set også er en god amatør, og satte feltet på plads uden antydning af besvær. Bare god gammeldags glæde over god musik. »Han er for syg«, udtalte min medbragte ekspert på 13 år og udtrykte dermed denne jurys højeste anerkendelse! Latino, Lei og Lupe Med fare for at blive kaldt politisk korrekt og det, der er værre i disse hvidskurede tider her til lands, hører det med, at Melodi Grand Prix, så dansk som sovs, kartofler og remoulade, måtte reddes af den latinolignende Michael Carøe, der i hvert fald under generalprøvens utallige koks klarede skærene med lynhurtige parader, timing og noget så ellers helt fraværende som nærvær og charme. Samt de to modne skønheder fra Stillehavet Lei og Lupe Moe i koret, som til stadighed tilføjer dette slatne samvær værdighed og professionalisme. Plus/Minus-listen Og så til sangene. Da rygterne ville vide, at årets Melodi Grand Prix var en ungdommelig affære, måtte juryen ved generalprøven naturligvis udvides med den 13-årige formand, der er mester i ringetoner og SMS.